Åbningsgudstjenester er et godt udtryk for folkekirkens velordnede anarki

Hvis nogen i dag vil sige: Jamen, det er jo helt irrationelt og rodet, som forholdet mellem stat og kirke er, så er mit svar: Ja, det er præcis, sådan det er i folkekirken: det vidunderlige velordnede anarki, hvor magten er spredt til mange aktører, skriver Birthe Rønn Hornbech, tidligere kirkeminister (V)

”I sin fortræffelige prædiken sagde biskop Marianne Christiansen lige ud, at vi alle er syndere,” skriver tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
”I sin fortræffelige prædiken sagde biskop Marianne Christiansen lige ud, at vi alle er syndere,” skriver tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Foto: Leif Tuxen

TRADITIONEN TRO indledtes folketingsåret festligt i folketingssalen og med tilstedeværelse af den udøvende magt, kongehuset og departementscheferne samt den dømmende magt, medlemmer af Højesteret.

Traditionen tro havde en del regeringsmedlemmer og folketingsmedlemmer sammen med deres vælgere forinden deltaget i den årlige gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke.

Som professor Martin Schwarz Lausten påpeger i sit forskningsværk ”Politikere og prædikanter” har gudstjenesten ved åbning af Rigsdagen sit udspring helt tilbage til stænderforsamlingerne, altså til statskirkens og trosmonopolets tid.

Det er interessant, at en tradition, der har sin oprindelse i en helt anden tid, hvor Gud styrede rigerne, og man blev døbt ved tvang, har kunnet fortsætte nogenlunde uændret i snart to hundrede år.

I vort gennemregulerede land glimrer åbningsgudstjenesten ved det totale fravær af regelsæt og entydig begrundelse for gudstjenesten. Traditionen fortsætter og fortsætter, uden at der er truffet mange principielle beslutninger undervejs i de snart 200 år.

Man kan så spørge, om ikke denne gudstjeneste er en fæl sammenblanding af kristendom og politik. Det er jo Folketinget, der bestiller og betaler. For mig er det ikke meget anderledes, end når brudefolk bestiller bryllup. Vel at mærke så længe deltagelsen i åbningsgudstjenesten er helt frivillig, og gudstjenesten ikke er en del af folketingsarbejdet.

Det er kirkeministeren, der vælger prædikanten, og man kan derfor spørge, om ikke gudstjenesten er udtryk for et statskirkeligt overgreb. Det mener jeg ikke. Ministeren blander sig ikke i gennemførelsen af gudstjenesten. I øvrigt udpeges de fleste prædikanter efter et fast mønster, så alle biskopper kommer til at prædike én gang i deres embedsperiode.

Jeg betragter gudstjenesten som en folkekirkelig handling, hvor gennemførelsen overlades til Holmens Kirkes personale og til prædikanten - og under tilsyn af Københavns biskop. Hjemmelen er alene traditionen, og den er jo ikke det værste, Danmark har.

Folketingets formand indkalder ikke Folketingets medlemmer til gudstjeneste. Han inviterer ikke engang. Folketingets medlemmer får alene underretning om gudstjeneste - denne gang med følgende ordlyd: ”Inden mødet afholdes samme dag kl. 10.00 i Christiansborg Slotskirke en gudstjeneste, ved hvilken biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, vil prædike.”

SELV FØLTE JEG som kirkeminister ikke, at jeg begik noget overgreb mod kirken, og fortalte altid Københavns biskop, hvem jeg inviterede.

I øvrigt sikrer ordningen en spredning af prædikanter både geografisk og kirkepolitisk. Kirkeministre sidder som bekendt kun i kort tid i embedet, og hver minister sætter sit præg på valget af prædikant.

Hvis nogen i dag vil sige: Jamen, det er jo helt irrationelt og rodet, som forholdet mellem stat og kirke er, så er mit svar: Ja, det er præcis, sådan det er i folkekirken: det vidunderlige velordnede anarki, hvor magten er spredt til mange aktører.

Samlet set mener jeg, at åbningsgudstjeneste er en kirkelig handling, der ikke blander de to regimenter sammen.

Dansk Folkepartis Christian Langballe, selv præst, har tidligere udtalt, at han vil bevare gudstjenesten, for at lovgiver kan blive belært om, at politik ikke er guddommelig, og at politikerne er sat til at lovgive i syndens verden.

Det budskab blev meget klart kommunikeret af årets prædikant. I sin fortræffelige prædiken sagde biskop Marianne Christiansen lige ud, at vi alle er syndere. Altså et budskab om, at i forholdet til Gud er vi alle lige, hvad enten vi er magthavere eller sidder på den mest ydmyge plads i samfundet.

Det må undre, at biskoppens tiltale om, at vi alle er syndere, skabte munterhed på kirkebænkene i en sådan grad, at biskoppen følte sig kaldet til at gå uden for sin meget velforberedte prædiken og måtte svare menigheden, at her skulle ikke grines.

Dette kun få minutter efter, at menigheden havde fremsagt trosbekendelsen om troen på syndernes forladelse. Enhver kan gætte på, om munterheden skyldes fuldkommen ukendskab til, hvad kristendom er, eller det blot ligger så langt fra folketingsmedlemmernes selvforståelse at betragte sig som syndere.

Lars Løkke Rasmussens (V) regeringsgrundlag med påstanden om, at Danmark er ”et kristent land”, er én stor misforståelse. Og med menighedens totale uvidenhed om syndsbegrebets placering i den lutherske kirke og dermed den totale mangel på forståelse for kernepunktet, syndernes forladelse, tør man påstå, at regeringsgrundlaget i den virkelige verden blev dementeret denne første dag i det nye folketingsår.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye