Det er meget glædeligt, at regeringen har droppet tanken om at fratage stiftsøvrighederne mulighed for at sige nej til skæmmende byggerier i kirkernes umiddelbare nærhed. Der er en grasseret liberalistisk tendens i tiden, som ikke mindst dominerer diskussionen om vores planlov og de styringsredskaber, der giver os mulighed for at sikre de fælles kultur- og arkitekturværdier, og det er så vigtigt, at den tendens ikke får lov til at dominere mere, end den allerede gør.
Vores samfund bør bygge på andet end åndløs materialisme, og derfor er det meget vigtigt, at der stadig bliver værnet om vores fælles kulturarv. Kirken er bestemt ikke ufejlbarlig og gør sig også skyldig i æstetiske katastrofer, som blandt andet sagen med nedrivningen af den gamle musikskole i Ringkøbing og nedrivning eller frasalg af adskillige værdifulde gamle præstegårde gennem de senere år har vist. Men det er vigtigt med et system med ” checks and balances ”, hvor alt for byggeriglade kommunalbestyrelsesmedlemmer bliver holdt i skak af regler og myndigheder, der varetager væsentlige samfundsinteresser.
Overlader vi det hele til de lokalvalgte, så er risikoen for, at det i sidste ende bliver den kortsigtede økonomiske gevinst, der vinder på bekostning af vores fælles nedarvede værdier, alt for stor.
Havde vi ikke fået den statslige bygningsfredningslovgivning i 1918, men blot overladt hele ansvaret til kommunerne, så havde vi uden enhver tvivl været et arkitektonisk og kulturelt langt fattigere land i dag. I sidste ende er det faktisk også en stor fordel for vores byer, at vi passer på deres kulturværdier og respekterer den arkitektur, vi har fået overleveret fra generationerne før os.
Der er intet spændende eller tiltrækkende ved byer, der har fået ødelagt deres bymidter af grimme indkøbscentre og højhuse, og de ender til sidst med at tabe konkurrencen om at være attraktive steder at etablere sig eller bo. Og værdien af at bevare gamle bygninger og bymiljøer giver tilmed også økonomisk gevinst i sig selv. Det var konklusionen i analysen ”Værdien af bygningsarven”, som Realdania publicerede i 2015. Den viste, at bevaringsværdige enfamiliehuse har 30 procent højere salgspriser for bevaringsværdige enfamiliehuse, og at der er 13 procent højere priser for boliger i områder, der har mere end 15 procent bevaringsværdige bygninger.
Derfor skal kommunalpolitikerne kun være glade for at have en instans som stiftsøvrigheden, der kan trække i nødbremsen, når vores kirkers omgivelser trues af kortsigtede økonomiske hensyn, der måske frister nu, men skader uopretteligt på længere sigt. Ligesom man skal glæde sig over, at staten gennem bygningsfredning sikrer et antal særligt værdifulde bygninger mod nedrivning.
I sidste ende er en meget stor del af vores arkitekturarv og bevaringsværdige bymiljøer dog i kommunernes varetægt, og der må man håbe, at de har øje for den store betydning, det har for os alle sammen, at vi kan bevare vores bevaringsværdige bygninger, og i sidste ende også for, at deres egen kommune vedbliver med at være et sted, der er interessant at bo eller etablere sig.
Nikolaj Bøgh er folketingskandidat og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse (K).