Kurt Strand: Vigtigt med mediefokus på rigsretssag

Selvom det kan blive en nørdet affære, skal lovbrud have høj prioritet, hvis medierne troværdigt skal udfylde rollen som den fjerde og kontrollerende statsmagt

"Inger Støjbergs direkte kommunikation til sine støtter viser, hvordan traditionelle medier bliver overhalet indenom, når en politiker – hvad enten vedkommende hedder Støjberg eller Frederiksen – vil slippe for irriterende spørgsmål."
"Inger Støjbergs direkte kommunikation til sine støtter viser, hvordan traditionelle medier bliver overhalet indenom, når en politiker – hvad enten vedkommende hedder Støjberg eller Frederiksen – vil slippe for irriterende spørgsmål.".

”Vi har haft en alvorlig samtale med hinanden,” lød det fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, da han efter et over to timer langt gruppemøde torsdag formiddag summerede op. På mødedagsordenen var ja eller nej til rigsretssag mod Inger Støjberg (V).

Det endte med et ja fra omkring tre fjerdedele af de 41 Venstre-folk. En beslutning, som tydeligvis og forståeligt ikke var nem for Støjbergs partifæller.

Nemt var det øjensynligt heller ikke for socialdemokraterne, der i den seneste tid har været fanget i et spind, hvor centrale ministre – blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) – kunne risikere selv at ende i rigsretssager efter ordren i november om, at alle mink skulle aflives. Men heldigvis droppede regeringspartiet – énstemmigt i går lige før klokken 10 – det, der ville blive udlagt som taktisk fedtspil ved at nikke ja til sag mod Inger Støjberg. Og ikke overraskende var hovedpersonens første kommentarer, sendt direkte på både TV 2 News og DR 1, ret forudsigelige:

”Jeg har jo kæmpet for at beskytte pigerne for at undgå barnebrude i de danske asylcentre.”

Inger Støjbergs konsekvente retorik med brug af begreber som barnebrude, ældre mænd og unge piger har fra dag ét været et forsøg på at få sagen om hendes lovbrud til at handle om noget andet. Det er selvfølgelig ikke overraskende, at en politiker forsøger at tale væk fra det, der er fokus.

Men det er bemærkelsesværdigt, hvor effektivt den tidligere udlændingeminister med sine ord har fået det meste af diskussionen på de sociale medier til at handle om noget, der mestendels associerer til gamle grisebasser og uskyldsrene, unge piger.

At fakta om de adskilte asylpar fortæller noget andet, har ikke forstyrret debattrådene på især Facebook. Med over 175.000 følgere er Inger Støjberg i den absolutte superliga blandt politikere på sociale medier, og derfor har hun i store dele af forløbet frem mod gårsdagens beslutninger om at rejse rigsretssag kunnet slippe af sted med at besvare kritiske journalisters spørgsmål med skuldertræk. Og med gentagelser af et grundigt indøvet budskab – senest på Facebook lige inden Venstres gruppemøde i går – om, at ”barnebrude er et forfærdeligt fænomen”.

Inger Støjbergs direkte kommunikation til sine støtter er et godt eksempel på en demokratisering og styrkelse af mulighederne for kontakt med vælgerne. Men det viser også, hvordan traditionelle medier bliver overhalet indenom, når en politiker – hvad enten vedkommende hedder Støjberg eller Frederiksen – vil slippe for irriterende spørgsmål.

Så meget desto vigtigere er det, at medierne dækker den kommende rigsretssag tæt. Vel vil den på lange stræk nok fremstå nørdet – ganske som forløbet i instrukskommissionen gjorde – men det ændrer ikke ved, at lige netop lovbrud skal have høj prioritet, hvis medierne troværdigt skal udfylde rollen som den fjerde og kontrollerende statsmagt.

Uanset om lovbryderne er forhenværende eller nuværende ministre.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.