Vi er nødt til at bringe blodbadet i Aleppo til ophør. Uagtet prisen må vi standse de massive og vilkårlige bombardementer og værst af alt; de målrettede angreb på civilbefolkningen, de humanitære konvojer og hospitalerne, som Bashar al-Assad og Rusland har genoptaget med dobbelt styrke i og omkring det, der engang var Syriens mest folkerige storby.
Vi har kun dage (om ikke timer) til at standse stålregnen, klyngebomberne, fosforbomberne og tøndebomberne med klor, som den syriske regerings lavtflyvende helikoptere kaster ned over de sidste dele af Aleppo, som er i de moderate oprøreres hænder. Verdenssamfundet og dets demokratier må ikke svigte og undlade at reagere på de gruopvækkende billeder, som de få tilbageværende vidner bringer ud.
Det er billeder af børns indskrumpne og glasagtige kroppe. Af de kvæstede, der grundet medicinmangel har fået lemmer amputeret af desperate læger, som snart efter selv bliver ofre for blodsudgydelserne. Af kvinder, der bliver mejet ned i raketangreb, mens de står i kø efter yoghurt eller brød, sådan som det også skete i Sarajevo for 24 år siden. Af frivillige, som selv bliver ramt, når de graver efter overlevende i ruinerne. Af mennesker, som overlever mellem skidt og affald, tappes for styrke og siger farvel til livet.
Vi har pligt til at slukke branden og kvæle røgen.
Vi har pligt til at fordrive skyerne af brændende gas, som strømmer ud af mordernes uhørt avancerede våben.
Vi skal handle, fordi vi kan.
Og vi kan handle, fordi de ikke befinder sig i skjul, de, som er ansvarlige for dette blodbad og disse krigsforbrydelser, for dette drab på en hel storby, for hvad der sandsynligvis udgør forbrydelser mod menneskeheden og i tillæg hertil ødelæggelser af en del af verdens vigtigste kulturarv. De står frit fremme i rampelyset, alt imens de knuser Syriens mest kosmopolitiske og vidunderligt livfulde storby. De gør intet for at lægge skjul på deres handlinger. Vi ved, hvem de er.
Og jeg mener naturligvis regimet i Damaskus, som vi allerede for år tilbage burde have håndteret, som vi håndterede Gadaffis regime i Libyen. Og jeg mener også regimets iranske og først og fremmest russiske garanter. Igennem fem år har de systematisk blokeret for ethvert FN-forsøg på at finde en løsning. Russiske fly har flere gange dokumenterbart deltaget åbenlyst i Assads massive angreb på civilbefolkningen. Faktisk virker Kreml stadig mere forhippet på at anvende sin tjetjenske politik på Syrien og ”sparke dem ned i lokummet” – de mennesker, som udenrigsminister Sergej Lavrov med urette påstår er ”terrorister”.
På den baggrund er der ingen tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt at gribe ind.
Ansvaret falder mest og måske udelukkende på Europa, eftersom USA for tre år siden indtog den holdning, at man ikke ville straffe Assad for at bruge kemiske våben (hvilket ellers var den streg i sandet, som præsident Obama selv havde trukket).
Det er således op til os. Vi europæere kan trække vores egen streg i sandet og advare Rusland om, at bliver den overskredet, så skærper vi sanktionerne mod den russiske stat og holder den fra nu af ansvarlig for de forbrydelser, dens syriske vasalstat begår.
Vi kan allerede nu tage initiativ til at etablere et forum for forhandlinger og pres i stil med det Format Normandie, som Frankrigs præsident Hollande og den tyske kansler Merkel udtænkte for to år siden for at stoppe krigen i Ukraine. På den måde kan vi tvinge den angribende part til at give efter.
Eller også kan vi sidde med hænderne i skødet og samtykke, som den franske FN-ambassadør François Delattre har udtrykt det. Vi kan løbe risikoen for et arabisk Gernika med russiske bombefly i rollen som den tyske kondorlegion på himlen over den spanske republik i 1936. Det vil ikke alene tjene os til vanære, men med Churchills ord også forhøje den nuværende fare, vi befinder os i, til et tårnhøjt niveau. Og det vil begynde med en dramatisk øgning af strømmen af flygtninge, som for manges del er flygtet fra Syrien som en direkte konsekvens af verdens manglende indgriben.
Det er status: Aleppo er besejret og ligger i ruiner, byen er udmattet, men viser trods. Svigtet af verden og i fuld færd med at dø i kamp. Dette er vores skam, vores undladelsessynd, vores selvfornedrelse, vores kapitulation til den rå magtudøvelse, vores accept af det værste i menneskeheden. Aleppo råber ikke længere på hjælp. Aleppo er ved at dø og forbander Vesten. Europa står i frontlinjen og risikerer at miste sin fremtid og en del af sin identitet, når de mennesker, vi ikke formåede at beskytte, vil presse på vores grænser og bede om at blive lukket ind.
Vil Europa opgive de sidste rester af sin sjæl i Aleppo? Eller vil Europa tage sig sammen, holde hovedet højt og gøre det, der skal til? Hvis Europa ikke kan eller vil besvare det spørgsmål, kan alle dets andre problemer og kriser meget vel blive aldeles ligegyldige.
Bernard-Henri Lévy er debattør, forfatter og filosof. Han er medgrundlægger af bevægelsen De Nye Filosoffer. Blandt hans bøger er ”Left in Dark Times: A Stand Against the New Barbarism”, ”American Vertigo” og hans seneste ”L’Esprit du judaïsme”.
© Project Syndicate 2016.
Oversættelse fra engelsk: Sara Høyrup.
