Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Vil I vinde næste valg? Gå i kødet på Normstormerne, drop snak om sænket skat - og forsvar det almindelige liv

Læren fra det amerikanske midtvejsvalg, det danske folketingsvalg og det britiske formandsvalg er klar: De borgerlige partier bør bruge de næste fire år i opposition til at udvikle deres værdipolitik

Værdipolitik fylder stadig meget hos danskerne, mener kronikøren, derfor må blå blok gentænke sin værdipolitiske linje, hvis de borgerliger partier skal tage sejren ved næste valg.
Værdipolitik fylder stadig meget hos danskerne, mener kronikøren, derfor må blå blok gentænke sin værdipolitiske linje, hvis de borgerliger partier skal tage sejren ved næste valg. . Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Der har netop været valg i Amerika, Storbritannien og Danmark. Hvad kan de borgerlige partier herhjemme lære af dem? Alt, kan man sige.

Lad os begynde med det netop overståede amerikanske midtvejsvalg. Her fik Republikanerne ikke et lige så godt valg som spået. Det skyldtes især den demokratisk kritisable og inkompetente Donald Trump og hans uduelige kandidater.

Ud med dem og ind med Floridas guvernør Ron DeSantis, der fik et fremragende valg. Han er en dygtig politiker, der formår at tale om emner, som også appellerer til vælgere, der tidligere har stemt på Biden, Clinton og Obama. En af dem er forfatteren Andrew Sullivan, der i netmagasinet Unherd peger på en håndfuld årsager til, at han selv stemte på Republikanerne:

Grænsen mod syd er gennemhullet, og USA har nu et rekordhøjt antal illegale indvandrere.

Woke-bevægelsen har svækket politiet som led i en antiracistisk kampagne. Det har ført til en massiv stigning i voldskriminalitet. Dertil har de liberale og progressive Demokrater gjort det vanskeligere at retsforfølge kriminelle.

Statens beføjelser er udvidet, især på velfærdsområdet.

Identitetspolitikkens opløsning af traditionelle normer om køn og seksualitet samt ”anti-racistisk” racisme rettet mod hvide har vundet indpas i skoler og børnehaver i form af normkritisk undervisning.

Cancel-kultur og mangel på pluralisme ødelægger universiteterne, og censur mod konservative gennemsyrer de sociale medier.

Det er altså værdipolitiske emner, der appellerer til almindelige mennesker med konservative værdier. Det gælder tilmed i stigende grad også arbejderklassen og borgere med asiatisk og latinamerikansk baggrund, sådan som DeSantis har vist. Også de er dybt fremmedgjorte over for den progressive og liberale politik.

Succesfulde republikanere formår at føre kulturkamp, modsat de slappe, uinspirerede og energiforladte danske borgerlige. Det var læren fra Guds eget land. Lad os se på, hvad de borgerlige kan lære af det danske folketingsvalg. Også her er der en håndfuld vigtige pointer:

For det første var kampagnen mod Mette Frederiksen (S) ufrugtbar, ren negativisme, om end anklagen om grundlovsbrud er en alvorlig sag. Men de borgerlige må formulere deres eget, positive projekt med en stærk værdipolitisk dagsorden.

For det andet er liberale principper vigtige, men i en krisetid er lederskab vigtigere. Der må ikke være tvivl om det borgerlige lederskab i vores nuværende krise med krig i Europa, inflation, energimangel og en kommende konflikt med Kina.

For det tredje vinder man ikke borgernes ”hearts and minds” på skattelettelser. Se bare på de konservatives totale nedsmeltning i Storbritannien, som er lektien, de borgerlige bør lære fra det britiske formandsvalg.

For det fjerde er en centrumsøgende politik udtryk for en teknokratisk afpolitisering, der gør demokratiet irrelevant og nægter mange borgere indflydelse. Den politisk korrekte konformitet vil blot styrke politikerleden og yderfløjene. Kampen om magten handler derfor om at gøre forskellene tydelige mellem rød og blå blok.

For det femte, og måske vigtigst, betyder en stærk betoning af værdier og moral rigtig meget. Liberal Alliances og særligt formand Alex Vanopslaghs store succes byggede på et budskab om, at man ikke skal se sig selv som et offer. Det gik rent ind hos især de unge, der som bekendt er fremtiden.

Dog bør individualismens valgsprog ”du kan selv” erstattes af et fokus på fællesskabet. Ingen vinder valg i Danmark uden at tale om fællesskab. Men det er også ærkeborgerligt: Du er stærk, fordi andre har hjulpet dig, og du bliver stærkere af selv at hjælpe andre.

Dermed er jeg ved mit afsluttende perspektiv: Hvad kan styrke, ikke bare borgerligheden, men Danmark?

”It’s the culture, stupid!”, som amerikanerne siger. Men briterne istemmer, for ved deres parlamentsvalg i 2019 vandt De Konservative en storsejr og erobrede ellers uindtagelige venstrefløjsbastioner. Det gjorde de ved at forsvare kernefamilien, fædrelandet (gennem Brexit, grænser og kontrol med indvandringen) og traditionelle værdier knyttet til kønsroller, opdragelse og kristendom. Alt det stod i modsætning til storbyernes globalistiske og politisk korrekte elite.

Den politik ligger lige til det danske højreben og kan med fordel suppleres med et opgør med wokehed og identitetspolitik, som kun 10 procent af befolkningen over 35 år herhjemme sympatiserer fuldt ud med. De borgerlige bør have mod til at sige klart fra, selvom de sikkert bliver kaldt racister, fascister og homofober. Et opgør med Normstormernes og Sex og Samfunds påvirkning af skolebørn er oplagt. Det interesserer danskerne, for alle har gået i skole, og de fleste har børn, der går i skole eller har gjort det.

De borgerlige burde også arbejde på at beskytte ytringsfriheden på sociale medier og universiteterne. Her er pluralisme og åndsfrihed kodeord. Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har allerede vist vejen, men de står alene.

Det er også en stor fejl at overlade den stramme udlændingepolitik til Socialdemokratiet. Borgerlige bør være helt fremme i spørgsmål om indvandring, asylbehandling i Afrika og kamp mod islamisering, æresdrab og bandevold. Borgerlige ymter ganske vist modstand mod omfordeling af elever på gymnasierne, fordi danske elever tvinges til at leve med det fejlslagne, multikulturelle eksperiment. Men hvorfor er de ikke ærlige om problemets rod? Og hvorfor greb de ikke muligheden for at tale om de store problemer, der findes i skoler og gymnasier med mange indvandrere?

Endelig bør de borgerlige også skabe bedre balance mellem land og by. Centraliseringen har tømt mange byer i provinsen for vitale funktioner, og det skaber vrede og frustration. Det forfald skal de borgerlige genoprette. For der findes så meget godt at at bygge på uden for de større byer.

Og dermed min afslutningsbøn: De borgerlige bør forsvare det almindelige liv, der leves af langt de fleste danskere. Et upolitisk, men i virkeligheden temmelig konservativt liv forankret i kernefamilien, lokalsamfundet, foreningslivet og velfungerende skoler. Rul velfærdsstaten tilbage, så civilsamfundet sættes frit og vinder flere funktioner tilbage. Det handler ikke om at sænke skatten, men om at reformere skattesystemet, så det for eksempel bliver lettere at gå hjemme og passe børn.

Sproget former virkeligheden, så begynd med retorikken. Tal ikke om, at ”pengene ligger bedst i borgernes egne lommer”, men om den moralske værdi ved at styrke familien og lokalsamfundet, om ansvarlighed og dyder i en tid, hvor så mange, især unge, mistrives med stress og ensomhed.

Kort sagt bør de borgerlige lære af ikke blot det overståede folketingsvalg, men også af valgene i USA og Storbritannien. De bør fokusere på sammenhængskraft og det gode liv. De fleste partier gik til valg på detaljerede valgoplæg fyldt med økonomiske beregninger og teknokratiske modeller. Hvorfor var der ingen borgerlige, der udarbejdede et stærkt og omfattende værdipolitisk program?