Fra tid til anden hører man i en småbeklagende tone kirkefolk og andre kirkesympatisk indstillede mennesker undre sig over, hvorfor vi ikke længere har en Sløk, en Løgstrup, en Hal Koch eller en Kaj Munk.
Der var engang, hvor der fandtes indflydelsesrige teologer og præster, som nød stor anerkendelse i den brede offentlighed – kendte meningsdannere med fine titler, som både mediefolk, politikere og kulturpersonligheder forholdte sig til med respekt og ærbødighed. At være professor i teologi eller præst i folkekirken blev af samfundet regnet for noget. Man var en autoritet – én, det var værd at lytte til.
Men hvorfor har vi ikke sådanne sløk’er, løgstrup’er og koch’er i dag? Det har vi ikke af samme grund, som der heller ikke længere medvirker en præst i realityprogrammet ”Gift ved første blik”. Af samme grund, som det er blevet nærmest umuligt at opdrive seriøs teologisk litteratur i landets fysiske boghandler. Af samme grund, som ingen medier – bortset fra et fodslæbende DR – interesserer sig det fjerneste for en ny bispevielse i folkekirken.
Engang var teologien universitetets dronning; i dag er faget på Sløks og Løgstrups tidligere arbejdsplads henvist til en afdeling under et institut under et i øvrigt marginaliseret humanistisk fakultet. Ingen regner længere med, at teologer har noget væsentligt at byde ind med i den offentlige samtale. Hvis man i dag vil vide noget om noget, der betyder noget, går man til helt andre autoriteter.
For at forstå, hvad det er for et omfattende magtskifte, som har fundet sted i vores kultur, og som har detroniseret teologien i en sådan grad, at vi ikke skal regne med at få en ny Sløk eller Løgstrup foreløbig, kan jeg anbefale, at man følger med i børnenes julekalender. Egentlig både på DR og TV 2, men jeg tænker i særlig grad på ”Kometernes jul” på TV 2.
Afsnittet den 13. december ramte hovedet på sømmet. Det blev indledt med et luciaoptog, seriens indtil videre eneste ”religiøse” islæt. Scenen er Niels Bohr Institutet, hvor en gruppe børn gerne vil bruge deres kostbare tid på at lære naturvidenskab.
Efter optoget tager en bekymret afdelingsleder ordet og fortæller, at Lucia-traditionen handler om håb, om at tænde lys i mørket – et budskab, der så flittigt prædikes over i landets kirker i julen. Men det er naturligvis ikke kirkens juleevangelium, den kvindelige afdelingsleder har i tankerne. I stedet fortsætter hun:
”Og det passer faktisk rigtig godt på videnskaben. For når vi i videnskaben undrer os, stiller spørgsmål, får svar, jamen, så tændes der et lys inden i os. Et håb.”
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvilke andre opløftende budskaber, de gerne vil have igennem i julekalenderens resterende afsnit eller i den mindst lige så teknofile og videnskabsbegejstrede ”Tidsrejsen” på DR. Det kan godt være, det hele ender med stjernen over Betlehem og forkyndelsen af en tro, et håb og en kærlighed, der rækker ud over det videnskabelige perspektiv. Men det kan også være lige meget. For afdelingslederens nærmest religiøse tro på videnskaben afspejler præcist en generel holdning i nutidens samfund, som begrunder teologiens marginalisering.
Den nye dronning – og konge og kronprins – er ikke teologien eller humaniora, men naturvidenskaben. Det er den, de fleste moderne mennesker stoler på og forventer alle gode gaver fra.
Hvad kan en teolog fortælle om livet og meningen med det hele, som en naturvidenskabsmand/-kvinde ikke kan gøre endnu bedre og med afsæt i facts i stedet for gamle mystiske skrifter? Hvem gider dog høre på, hvad en præst mener om kærlighed, når en hjerneforsker kan tale henført om signalstoffer, krammehormoner og andre aspekter af ”kærlighedens” målbare kemi? Hvilket lys i mørket kan kirken pege på, som kan redde os fra tidens faktiske problemer? Sådan lyder kulturens fordomme.
Magtskiftet har gradvist fundet sted gennem de seneste par hundrede år. Der er foregået en kulturkamp mellem naturalisme og teisme. Naturalismen – troen på, at det eneste, der er virkeligt, er det, der kan måles og vejes – har indtil videre vundet. Og derfor bliver videnskaben af mange også opfattet som vor tids herre og frelser, det lys, der kom til verden, og som skænker håb om en bedre fremtid.
En sådan kultur fostrer ingen betydningsfulde teologer. For den har på forhånd frataget teologien dens betydning.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.