Ville Muhammed sige: ”Jeg er Charlie”?

Den svære opgave, vi står over for, er, at vi skal have det allermest skrøbelige til at sejre. Demokratiet, tilliden, den universelle solidaritet, skriver læser

"Det er nu,den tillidsfulde sameksistens skal overvinde frygten," siger Peter Laugesen.
"Det er nu,den tillidsfulde sameksistens skal overvinde frygten," siger Peter Laugesen. Foto: Linda Kastrup.

JEG TROR IKKE, jeg er Charlie, men jeg kan godt lide tanken om, at den muslimske profet Muhammed ville sige: ”Je Suis Charlie.”

På den måde ser jeg det bedste i islam og i Muhammed. En profet, der er ked og træt af at komme i ”bad standing” på grund af vantro terrorister, der vanærer ham. Kujoner som Omar El-Hussein og Kouachi-brødrene, der tror, de har Gud, Muhammed og de hellige idéer på deres side.

Dygtige ekstremister kan altid hverve de fortabte. De håbløse mangler i sagens natur noget at kæmpe for og et sted at høre til. Derfor mener jeg også, at skyderiet i København skriver sig ind i en række af begivenheder, hvor desperate unge mænd hærger og larmer for at vise, at de eksisterer. Stockholms forstæder 2013, London 2011, Paris 2005. Det er de marginaliseredes opråb og de udstødtes skrig.

Har de fra en privilegeret position frit valgt at brænde biler af og skyde om sig med automatvåben og skældsord? Jovist, de havde et frit valg om ikke at dræbe, men det er næsten uundgåeligt, at den ekstreme marginalisering fører til et ekstremt had.

I larmen og bragene fra automatvåben hører jeg forvrængede verdensbilleder, men jeg hører også et desperat råb om hjælp:

”Vi eksisterer og vi er ekstremt kede af at stå uden for fællesskabet.”

Jeg tror ikke, den 22-årige Omar El-Hussein var en gennemført islamist med et stort og velskrevet jihad-ideologisk manifest derhjemme. Jeg tror - i det mindste også - at han var en fortabt ung mand, der brugte Kouachi-brødrenes ”anti-Muhammed-tegningsterror” som anledning til at rase ud.

Det er hårdt at erkende, men Omar El-Hussein var også et menneske. En dansker ovenikøbet. Født og opvokset her i vores land.

Han har ødelagt noget. Han har dræbt mennesker. Og han har skudt arme og ben i stykker. Og jeg er bange nu. Jeg er bange for, hvad der kan ske i fremtiden. Vil der dukke nogle nye idioter op med våben?

JEG ER KED AF at indrømme det, men frygten sidder i mig, selvom den ideelt ikke burde gøre det. I går bestilte jeg take away-mad, fordi jeg var bange for at gå ud, og jeg var en lille smule nervøs, da jeg åbnede døren for den unge mand, der talte dårligt dansk. Det er noget pis med den frygt, og det er som en dårlig film, jeg ikke gider være med i.

Den svære opgave, vi står over for, er, at vi skal have det allermest skrøbelige til at sejre. Demokratiet, tilliden, den universelle solidaritet. Den franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, sagde det enormt flot i et interview dagen efter terrorangrebet. Han sagde til os danskere, at vi ikke må opgive den stærke tillid, som vores eksemplariske samfund er bygget på og gennemsyret af.

Det er nu, den tillidsfulde sameksistens skal overvinde frygten.

Det tager lang tid at konstruere det smukke og kun et øjeblik at sprænge det i luften. Det tog 25 år for tegnerne at opbygge Charlie Hebdo og 25 sekunder at skyde det i stykker, som tegneren Riss bemærkede på bagsiden af den første udgave af bladet, der udkom efter nedskydningen af medarbejderne på Charlie Hebdo i januar.

Vi skal ud på den anden side af denne frygtelige weekend. Vores opgave må være, at vi som samfund midt i denne eksplosion af forvirring og frygt må prøve at gribe stumperne og samle os på ny.

Peter Laugesen, Odins Tværgade 1, 3. th., København N