Prøv avisen

Villys sære venner

Arkiv, Villy Søvndal Foto: Henning Bagger

Kan Danmark have en potentiel udenrigsminister, der betragter Hamas som en befrielsesorganisation, spørger journalist Poul Erik Andersen

FOLKESOCIALISTEN Villy Søvndal er slet ikke så naiv, som mange i almindelighed regner ham for at være. Villy er tværtimod snu, og ungdommens marxistiske dialektik, erhvervet under blandt andet ophold i DDR, hænger skam stadig ved.

Det har han netop demonstreret i forholdet til Hamas, der ifølge både FN, USA og EU er en terrororganisation. Da Villy og hans folkesocialister altid har haft en besynderlig hang til den slags voldelige organisationer, står de nu i noget af et dilemma: De vil gerne give indtryk af at være ansvarlige og få Villy valgt som Danmarks udenrigsminister. Og så kan man jo ikke sådan åbenlyst gå ud og støtte en terrororganisation som Hamas.

Men den sag er nu ordnet med en omgang god gammeldags dialektik. Hamas er skam ikke en terrororganisation, men en befrielsesorganisation, lyder det nu fra den folkesocialistiske lejr.

Synspunktet er interessant og kan kun betyde, at Villy og hans flok er helt enige med Hamas i, at det, verden først og fremmest skal befries for, er staten Israel og dernæst alle jøder på verdensplan. Det fremgår klart og entydigt af organisationens charter, ligesom Hamas TV er fyldt med udsendelser, hvor især hjernevaskede 8-10 årige børn erklærer deres had til Israel og ønsker, at de kan være med til at dræbe alle jøder i hele verden.

I FOLKESOCIALISTISK optik må det således også være helt legalt, at selvmordsbefriere går ind på restauranter og sprænger sig selv og spisende gæster i luften. Sjovt nok er det i øvrigt fortrinsvis civile israelere og ikke israelsk militær, Villys sære venner i Hamas vil befri verden for.

Hamas vil desuden befri Gaza for egne politiske modstandere. Dem skræmmer man ved at skyde dem i knæskallen eller blot likvidere dem, som det er sket med mange Fatah-tilhængere. Under konflikten i 2008 og 2009 befriede Hamas ligeledes verden for en hel del palæstinensiske kvinder, børn og gamle ved at tvinge dem til at være levende bombeskjold ved de militære installationer, som Hamas på forhånd vidste, at Israel ville bombe.

Ligene og de sårede så jo rigtig godt ud i de vestlige medier og gav Villy en masse gode argumenter for at tordne imod Israel til stor glæde for de Hamas-tilhængere, der heilende stod og råbte død over alle jøder ved den proisraelske demonstration på Rådhuspladsen den 10. januar 2009.

Disse rå og afstumpede mordere i Hamas kalder Villy Søvndal frihedskæmpere. Kan den mand virkelig blive Danmarks kommende udenrigsminister?

Poul Erik Andersen,

journalist,

Dronningensgade 32,

Odense C