Vinder af kronikkonkurrence: “Du kan jo ikke være skyldig, når du er fem år gammel”

Der skulle et tegn fra en højere magt til, før Anne-Mette Kaae Zoëga kunne få sig selv til at sende en kronik ind om sin brors død. Tegnet kom til hende, og hendes fortælling har nu vundet årets kronikkonkurrence med temaet "min barndom"

På et splitsekund blev Anne-Mette Kaae Zoëga ensom, da hun mistede sin bror, skriver hun i sin kronik.
På et splitsekund blev Anne-Mette Kaae Zoëga ensom, da hun mistede sin bror, skriver hun i sin kronik. Foto: Leif Tuxen.

Anne-Mette Kaae Zoëga har et fotografi, hun sætter særligt stor pris på. På det sort/hvide fotografi er hun lille, måske et par år gammel. Håret er i rottehaler, og hun sidder på hug med ryggen til. Hun rækker en kagedåse frem til en lidt yngre dreng i smækbukser, hendes lillebror Peter, der med et seriøst blik i øjnene forsyner sig fra dåsen.

“Vi var meget tæt i alder, så vi gjorde alting sammen”, siger hun. To år efter billedet blev taget, døde Peter. Han druknede under en gemmeleg i en sommerferie, kort tid før han fyldte fire. Normalt ville hun nok have gemt sig sammen med sin bror, men Anne-Mette Kaae Zoëga havde netop opdaget et perfekt gemmested i et skab, hvor hun klemte sig ind. Peter løb ud i skoven for at gemme sig. Da hun en stund senere kom ud af skabet, var han blevet fundet livløs i et nærliggende vandløb.

Det er den hændelse, der er omdrejningspunktet for hendes kronik, der har vundet årets kronikkonkurrence med temaet “min barndom”

“Jeg var fem år, og døden var alt for abstrakt. Mine forældre tog mig med på kirkegården for at besøge hans grav, men jeg forstod det simpelthen ikke. Så kronikkonkurrencen var en mulighed for at tænke tilbage og skrive om noget, der har været rigtig svært at sætte ord på, også selvom der er gået 50 år”, siger hun.

Kronikken er samtidig et symbol på, at hun har givet slip på den skyldfølelse over sin brors død, der længe plagede hende. Selvom hun godt har vidst på et rationelt plan, at det ikke var hendes skyld, at hendes bror druknede, har det føltes sådan, siger hun.

“Jeg har i mange år haft følelsen af, at hvis jeg havde ageret anderledes, så var han måske ikke død. Du kan jo ikke være skyldig, når du er fem år gammel, men jeg har skullet arbejde med den følelse. Og under følelsen af skyld ligger et enormt savn. Jeg savner ham stadig utrolig meget.“

Du skriver i kronikken, at du bad til Gud om at bringe din bror tilbage. Hvordan tror du, at tabet af din bror har påvirket dit åndelige liv?

“Jeg voksede op i en tid, hvor man ikke talte om døden. Jeg er sikker på, at alle omkring mig sørgede over Peter, men vi talte ikke om ham. Jeg var meget alene med min sorg og mine tanker. Jeg blev meget tidligt tvunget til at overveje livet, døden, glæden, sorgen og kærligheden. Alle de store spørgsmål blev en del af min virkelighed meget tidligt. Mange af de ting, jeg gik og tænkte over dengang, har jeg senere kunnet finde svar på i kristendommen.“

Anne-Mette Kaae Zoëga fortalte ikke nogen, at hun skrev kronikken. Det føltes for privat. For sårbart. To weekender i træk kørte hun til familiens sommerhus. Hun skulle ordne haven, sagde hun til dem omkring sig, men i virkeligheden vidste hun, at hun skulle skrive om Peter.

Selv da hun havde skrevet teksten færdig, var hun slet ikke sikker på, at hun ville sende den afsted. Måske var det nok at skrive minderne ned, printe teksten ud og gemme den væk i bunden af en skuffe. Hun besluttede sig for, at hun ville sende kronikken, hvis hun fik et tegn. Et tegn fra Gud, Peter eller noget tredje abstrakt, større. Tegnet fik hun senere samme dag på vej hjem fra sommerhuset.

“Når jeg kører på motorvejen, kan jeg godt lide at høre radioprogrammet “Sara og monopolet,” hvor lytterne kan sende dilemmaer ind, som et panel af gæster så diskuterer. På vej hjem efter at have skrevet kronikken færdig satte jeg et tilfældigt afsnit på, og jeg havde ikke kørt særlig længe, før radioværten præsenterede det næste dilemma og sagde 'og her har vi så et dilemma fra Anne-Mette og Peter'. Jeg var helt i chok. Så tænkte jeg 'okay, det er vist meningen, at jeg skal sende teksten. Nu er det tid. Nu er jeg klar'.”