SELVFØLGELIG ER DET sådan, at en løber, der kommer først i mål, er den bedste. Vinderen får en medalje hængt om halsen som kvittering for den prisværdige præstation. Mere kompliceret er vurderingen i forbindelse med for eksempel fodbold. I det spil kan man godt indtage sejrsskamlen uden at være det bedste hold.
Tilfældigheder og lykketræf kan gøre alle forudsigelser til skamme. Hvis ikke det forholdt sig sådan, var der jo ikke noget at spille om. Faktisk er det ofte sådan, at jo mere man satser på et usandsynligt resultat, desto større bliver gevinsten. Vinderen er ikke altid den bedste. Det skulle da lige være til ”at regne den ud”.
Som det forholder sig i sportens verden, sådan også ude i den såkaldte virkelighed. Det gav det netop overståede valg af ledende politikere i landets kommuner og regioner en række eksempler på. Interne stridigheder om besættelse af mere eller mindre betydningsfulde poster har afsløret, at vindere godt kan blive tabere.
AT VINDERE OGSÅ KAN findes ved lodtrækning er dog heldigvis sjældent forekommende. I den østjyske kommune Favrskov skete der imidlertid det, at to Venstre-kandidater, efter fintælling af de personlige stemmer, havde fået nøjagtigt lige mange stemmer: 280 hver.
Den ene kandidat, Hanne Smedegaard, kunne efter lodtrækning fortsætte i byrådet som vinder, efter at det derved blev afgjort, at den anden kandidat, Inge G. Sørensen, var taber.
Ejendommeligt nok var sidstnævnte i 2013 udsat for noget nær det modsatte. En fintælling medførte dengang, at hun blev valgt efter først at være blevet erklæret som taber. Et utroligt, men altså anskueliggørende godt eksempel på, hvordan hver eneste stemmeafgivning tæller.
KONKURRENCEMENTALITET KAN appellere til såvel frodigt fantasifulde som til brutalt udspekulerede konstitueringsstrategier. I sidste tilfælde kan det føre til nærmest blodige opgør. Frænder kan da være frænder værst. Kun den, der er robust nok til at kunne indordne sig og at kunne følge det politiske spils hævdvundne ofte uskrevne regler, overlever og kan siges at have ”politisk tæft”.
Ifølge synonymordbogen betyder det sidste, ”at have tæft for noget”, det samme som at have for eksempel fingerspidsfornemmelse, forståelse, indfølingsevne eller sans for karakteren af sit forehavende. Kun den, der har næse for de i mange tilfælde nådesløse vilkår for den partipolitiske magtkamp, kan kvalificere sig som vinder.
Disse tanker og betragtninger er inspireret af et P1-program, jeg længe har haft lyst til at gøre opmærksom på. Det hedder ”Slotsholmen” og bestyres af programvært Bjarne Steensbeck, assisteret af Jens Ringberg.
Deres udsendelser er sympatiske derved, at de på en både begavet og let forståelig måde bringer analyser af de mest aktuelle politiske begivenheder og går tæt på det politiske livs diskutable personligheder. Det vil sige både vinderne og taberne.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.