Prøv avisen
Debat

Placeringen af vindmøller skal tage hensyn til både natur og kultur

Danmarks nuværende vindmøllepark (den største i verden pr. indbygger) er allerede alt for stor. Møllestrømmen, der kommer ustabilt, er vanskelig at anvende på en rationel og økonomisk måde, skriver debattør. Arkivfoto.

Vort landskab er ikke kun et landskabsmaleri ejet af nogle få, og vindmøller ikke blot et problem for nogens baghave, men en del af vores alles sindbillede på Danmark, skriver debattør

I KRISTELIGT DAGBLAD den 24. juni skrives om vindmøller og kirker. Ja, det ender faktisk med at være folkekirken som sådan, der står for skud: Man mener ikke, stifterne bør komme med indsigelser, når vindmøller planlægges placeret for tæt på kirkerne.

Der tales om etik, dobbeltmoral og dommedag. Dommedag i form af klimaforandringer, der giver ”vand til knæene” - og helst også dårlig samvittighed. Men hvis vi skal blive i den i artiklen citerede teologiske lektor i bioetik, Mickey Gjerris', interessefelt (skabelse, synd, skam, død), bør indtil flere ”dødssynder” også inddrages: griskhed og fråseri for blot at nævne to.

Danmarks nuværende vindmøllepark (den største i verden pr. indbygger) er allerede alt for stor. Møllestrømmen, der kommer ustabilt, er vanskelig at anvende på en rationel og økonomisk måde. En yderligere udbygning med vindmøller, især på land, er både uøkonomisk og ustrategisk - ja, fråseri. At der stadig stilles møller op, må tilskrives de gigantiske tilskud. Og det kan vel kun kaldes griskhed.

De mølleprojekter, som så alligevel kommer på tegnebordet, bør som mindstemål respektere kulturværdier, landskabelige forhold og tage udstrakt hensyn til naboerne - for vindmøller er nu engang industrianlæg.

OG DER ER PLADS TIL forbedringer, ikke mindst af den beskyttelse, vi skylder naboerne, når det gælder støj. Hvis Danmark ønsker at være foregangsland på vindmøllefeltet, så er respekt for alle disse forhold væsentlige grundpiller i det samlede billede.

Danmark er et lille land, der ikke kun lever af vindindustri (selvom man nogle gange skulle tro det), men også af arkitektur og design. Vi har en tradition for at tage stilling til, hvordan ting ser ud, at udformningen rangerer på lige fod med teknikken. Til tider må teknikken endda vige for æstetikken - for det kan der være penge i, tag bare B&O.

Men alt kan ikke gøres op i penge. For eksempel er vore natur- og kulturlandskaber svære at prissætte, men så meget desto nemmere at sætte pris på. Vort landskab er ikke kun et landskabsmaleri - som lektor Mickey Gjerris ellers hævder- ejet af nogle få, og vindmøller ikke blot et problem for nogens baghave, men en del af vores alles sindbillede på Danmark.

I det billede indgår kirker. Oftest lagt på lokale højdedrag eller bakker, så de kan ses viden om i landskabet. Og veje lagt ud i landskabet med netop kirketårne og -spir som fikspunkter. De visuelle sammenhænge svækkes, når der står roterende møllevinger for tæt på, for bevægelse tager opmærksomhed fra det, der står stille. Tænk eksempelvis på et tv.

Vore landsbykirker er for de flestes vedkommende bygget i den tidlige middelalder. Dér har vi en enestående kulturarv at bevare. Kirkerne har - som vi - overlevet adskillige varsler om dommedags komme. De står der trods århundreders oversvømmelser, mishøst, storme, monsterregn og hagl ved sommertide.

I teknologiens tidsalder kan vi vel så også finde ud af at placere vindmøller? Hvis der ellers overhovedet skal opstilles flere, for klimaet er bedre tjent med, at vi energirenoverer og bruger pengene på udvikling af batterier og lagerkapacitet til al den overskudsstrøm, vindmøllerne allerede producerer, end fiktive CO2-besparelser.

Det vil være en mere intelligent handlemåde. Selv griskhed må have grænser.

Erica Heyckendorff, arkitekt m.a.a., Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, Bragesgade 26, København N