”En iPad i skolen er en udfordring for opdragelsen i hjemmet,” hedder det i en overskrift i Kristeligt Dagblad lørdag den 18. marts.
Man kunne også mene, at iPaden har erstattet stort set alt andet, hvad der tidligere var forudsætningen for trivsel og udfordring.
En iPad sparer mellemregningerne, neutraliserer hjernecellerne. Men uden mellemregninger, ingen proces. Hvad processen er for afklaring hos den enkelte, er iPaden blevet til et instrument for det moderne menneske til at imødegå rastløshed og ansvarsforflygtigelse under hjemmets fire vægge til trods for instrumentets gode hensigter. Verden omkring os er for kompliceret et anliggende til, at vi kan bruge hovedet efter forgodtbefindende for vores muligheder og iagttagelser end kedsomheden som fællesnævner for vores handlinger.
Men hvad gør man så i vores naboland, Tyskland, nærmere bestemt i Hamborg for at afbalancere rastløshed med mening?
Man spiller på et instrument.
Man har kort sagt erstattet iPaden med violinnspil ved at prioritere instrumentalundervisng i folkeskolen højere end digitale løsninger. Alle skal kunne minimum spille på et instrument for at kunne blive gode koncertgængere. Man skal kunne lytte sig til resultaterne, høre græsset gro. Hvilken investering? Hvilket fravalg.
Alle børn får de første fem år i skolen et instrument til låns, modtager soloundervisning og deltager i sammenspil. Værsgod! Mottoet er: ”Ved at udfordre samtlige kompetencer i kroppen med instrumentalundervisng og sammenspil udvikler man det hele menneske. Musikudøvelse er et universalmiddel, der indebærer, at man kan lytte og koncentrere sig. Hellere danse til en rytme end fortabe sig i et manual. Hvad siger en pause den enkelte elev? Hvad sig stilhed? Hvad siger en akkord? En klang?
Uden at skulle sondre mellem digitale medier og violinspil, er jeg ikke det mindste i tvivl om, hvilke elever der kan lære mest af disse to tilbud. Og ikke mindst: Hvad der bærer kimen til den største udvikling.