MILLIARDÆREN Lars Seier Christensen har været en tur på gaden og fået syn for sagn i forhold til nogle af Danmarks udsatte borgere. Det har han fortalt om i P1 og fra sin hotelsuite på d’Angleterre til Kristeligt Dagblad den 20. februar.
På den ene side er der kun at sige velkommen til virkeligheden. På den anden side er Lars Seier Christensens konklusioner forstemmende.
Sandt er det, at mange udsatte borgere føler sig svigtet af systemet og behandlet som en sag, der bliver skubbet rundt i systemet mellem sagsbehandlere. Der skal løbes spidsrod i bureaukratiet for at blive hørt og set og få hjælp til at komme sig i livet. Det får en del socialt udsatte til totalt at opgive systemet – ikke mindst jobcentrene. Andre udvikler systemangst.
Men det er lodret forkert, at der ikke er hjælp at få i det offentlige system. Lars Seier Christensen mødte ikke en eneste på sin turné, der følte sig godt behandlet af det offentlige system. Men Lars Seier Christensen kunne have gået en anden tur og mødt andre udsagn, og han kunne have konsulteret den dokumentation, der giver et mere nuanceret billede af virkeligheden.
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE har fået lavet tre brugerundersøgelser af de indsatstyper, som Lars Seier Christensen besøgte: undersøgelse af livet på boformerne, om hjemløse og den hjælp, de får på herberger og forsorgshjem i primært offentligt regi, og af substitutionsbehandlingen til mennesker med stofafhængighed og undersøgelse af alkoholbehandlingen til socialt udsatte med alkoholafhængighed. I disse undersøgelser er der kritik, men også masser af udsagn om, hvor stor en hjælp socialarbejdere og behandlere i offentligt regi har været.
Min pointe er, at der ikke er grund til i den grad at mistænkeliggøre og tilsværte offentligt ansattes og tilbuds indsats, som jeg mener, Lars Seier Christensen indirekte gør. Tværtimod, og det siger jeg, uanset at Rådet for Socialt Udsatte så absolut mener, at meget kan gøres bedre. Det har dog især med rammer og arbejdsvilkår at gøre.
Her er jeg ved den anden vildfarelse, som Lars Seier Christensen befinder sig i, og som virker mere politisk betinget end drevet af social indignation: at det sociale område ikke er ”udmagret”.
Ting kan gøres bedre og pengene på det sociale område forvaltes bedre. Men når der kun er 16.500 i behandling for stofmisbrug i forhold til 70.000-90.000 med et behandlingskrævende stofmisbrug, og kun 16.000 i offentlig alkoholbehandling, men 140.000 alkoholafhængige, for slet ikke at tale om den manglende behandlingskapacitet i psykiatrien, ja så har Lars Seier Christensen sat kikkerten for det blinde øje i forhold til økonomien. Mange mennesker – ikke udsatte alene – har fået sat livet på hold på grund af manglende behandlingskapacitet – og det er nok i virkeligheden en vigtig grund til, at Lars Seier Christensen møder så mange utilfredse på sin tur.
Den virkelighed burde Lars Seier Christensen videregive til sine politiske venner på Tinge og deres kolleger, der ligesom han selv egentlig vil udsatte mennesker det godt, men faktisk gør det skidt.
Der er ikke politisk vilje til at bevilge de nødvendige midler til behandling og sociale indsatser. Heller ikke til at give den fleksibilitet, der gør, at socialarbejdere får tiden til at skabe relationer i øjenhøjde og på gadeplan for at vinde tillid og skabe håb om forandring hos socialt udsatte.
De mange reformer af dagpenge, førtidspension og kontanthjælp kombineret med et nidkært sanktionsregime i jobcentre piller modet ud af mange borgere. Flere bliver skubbet ud over kanten og ud i fattigdom. Også det kan dokumenteres, selvom et flertal i Folketinget ikke vil sætte en grænse for fattigdom.
Konsekvenserne af den virkelighed vil Lars Seier Christensen finde på gaden, næste gang han kommer forbi.
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.