Karl Ove Knausgård er min generations store nordiske forfatter. Hans minutiøse beskrivelser af eget liv i seksbindsværket ”Min kamp” var et litteraturhistorisk gennembrud. Hans optegnelser var en sund reaktion på årtiers stadig mere udmagret modernisme. Efter i mange år at have pakket menneskets psykologi ind i stil og æstetik, blev litteraturen åbnet for en direkte adgang til menneskelig væren. Det var ikke bare forfriskende, men også et spejl, som blev holdt op foran Nordens læseheste i slutningen af 2000’erne. Vi vrinskede tilfreds og galopperede gennem de mange sider.
Kampen var først og fremmest Knausgårds personlige kamp for at blive sig selv. Først i sidste bind knytter han forbindelse til det historiske kollaps, som titlen også peger på: Adolf Hitlers kloak af en bog, som var med til at få ondskaben til at flyde over. Hvor menneskeligt er det ikke at udsætte det ubehagelige, men nødvendige, til det sidste?
Analysen af den unge Hitlers skuffelse over ikke at blive anerkendt som kunstmaler hviler på ungdomsvennen August Kubizeks erindringer. Konklusionen er, at selv den brist, som indvarsler verdensomspændende lidelse, er menneskelig.
”Min kamp” er individualiseringens store epos, skrev kritikeren Hans Hauge, da den udkom for 10 år siden. Nu er Knausgårds næste store roman så udkommet, og også denne gang er titlen hentet fra ondskabens univers. ”Morgenstjernen” er et begreb fra profeten Esajas, fra den første del af dennes bog i Det Gamle Testamente, der regnes for at være den mest originale. ”ProtoEsajas”, som den bliver kaldt af eksperter.
”Du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, du morgenrødens søn, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger.” Sådan begynder passagen om Lucifer, der straffes for sit hovmod ved at blive styrtet i dødsriget uden mulighed for at komme tilbage.
Hos Knausgård er morgenstjernen samtidig et naturfænomen, som synes at være inspireret af ”blodmånen” i 2018. Den husker De nok, kære læser? Og tænker, måske som jeg, at naturens advarsler er fulde af poetisk kraft. Lyset fra morgenstjernen skinner på vores alle sammens hovmod og manglen på respekt for Guds skaberværk.
Knausgård er stadig en mester i at skildre det hverdagslige. Men til forskel fra ”Min kamp” er ”Morgenstjernen” skrevet i lyset af det, vi her kan kalde ”det overnaturlige”. Hvor ”Min kamp” begyndte og sluttede med døden som afgørende begivenhed, er ”Morgenstjernen” et forsøg på at overskride døden som noget totalt. Man kan derfor tale om Knausgårds vending. Fra det virkelighedsnære til det fantastiske og overnaturlige.
Det virker,som om Knausgård mimer den berømte Kehre – vendingen hos den tyske filosof Martin Heidegger. Efter den får Heideggers værensfilosofi nærmest religiøs karakter og bevæger sig på grænsen mellem mytologi og digtning. Samtidig bevæger Heidegger sig ind i fascination af nazismen. I ”Morgenstjernen” nævner Knausgård Heideggers læsning af digteren Hölderlin, som han dog ikke giver mange rosende ord med på vejen. Til gengæld er Knausgårds egen karakter Egil en passioneret læser af Hölderlin.
Med sit nye værk har Knausgård vendt virkeligheden på vrangen og viser os vejen ind i den fagre nye verden, hvor efterlivet kan tale og skaberværket sende os advarsler.
Den menneskelige væren er ikke længere begrænset i egen krop, men flyder sammen med sin omverden. Døden er ikke bare et historisk fænomen, men en bevægelig bevidsthedsform.
Overskridelsen af individet gør ”Morgenstjernen” til et stort epos for fællesskabet. Med bevægelsen fra skildringen af menneskets eksistens til menneskehedens eksistens, er Knausgård næsten som en vor tids Esajas. Klangen fra serafernes basuner er ufattelig stor.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.