Marie Høgh: Det bør være forbudt at tildække sit ansigt i det offentlige rum

I den offentlige debat fremsætter vi argumenter på vores glatte ansigt, og vi kan læse ansigtsudtrykket på det menneske, vi diskuterer med. Det er vanskeligt at samtale med et menneske, man ikke kan se, skriver Marie Høgh

Vi skal kunne se, hvem vi taler med, uanset hvor og hvornår. Derfor bør det i det hele taget være forbudt at tildække sit ansigt i det offentlige rum. Det mener Marie Høgh. Foto: Max Rossi/Reuters

hvem var det, der sad over for Martin Krasnik i studiet på ”Deadline” på DR 2 den 5. maj? En ”figur”? En undertrykt kvinde eller en islamist? Ja, vi ved det faktisk ikke. En niqabklædt kvinde, mere ved vi faktisk ikke.

For som Krasnik udbrød: ”Jeg kan ikke se dig. Jeg kan ikke se dit ansigtsudtryk.” Nej, for på dit ansigt skal jeg kende dig. På mundens fine bue og på hullet i kinden, når du smiler.

På ansigtet kender vi hinanden som individer – skelner den ene fra den anden – det er med til at skabe den umiddelbare tillid, vi møder hinanden med i et demokratisk samfund. Selvfølgelig kender vi aldrig hinanden længere end til tænderne, men vi er dog nødt til at kende afsenderen på en ytring, for at kunne føre en debat.

Der er folk, som ønsker at ytre sig anonymt på grund af frygten for islamistiske repressalier. Det har ingen af medierne hidtil accepteret. Skal det så accepteres, at man anonymiserer sig selv med et sort klæde?

I den offentlige debat fremsætter vi argumenter på vores glatte ansigt, og vi kan læse ansigtsudtrykket på det menneske, vi diskuterer med. Det er vanskeligt at samtale med et menneske, man ikke kan se. Det var episoden i ”Deadline” et glanseksempel på. Derfor skal der selvfølgelig ikke sidde niqabklædte i et undervisningslokale. Det er klart.

Men ikke kun i en undervisningssituation. Nej, vi skal kunne se, hvem vi taler med, uanset hvor og hvornår. Derfor bør det i det hele taget være forbudt at tildække sit ansigt i det offentlige rum. Forbuddet mod elefanthuer ved demonstrationer bør udvides. For i det offentlige rum har vi et gensidigt krav på at vide, hvem vi står over for – et krav på at se vedkommendes ansigt.

”Jeg kan ikke se dig som menneske jo, du forsvinder helt,” sagde Krasnik til glughullet i det sorte stof. Jeg kan ikke se dig som individ, kunne han også have sagt. For det er et problem, hvis man ikke må findes som individ i det offentlige rum. Finder man det rimeligt, at nogle på grund af deres køn ikke skal findes som individer i det offentlige rum, må man med rimelighed betvivle deres demokratiske sindelag.

Men også antidemokrater ved, hvordan demokratiet fungerer, og niqabsøstrene insisterer på friheden til at være tildækket i det offentlige rum. Den niqabklædte gæst i ”Deadline” argumenterede for en subjektiv frihed. Hun følte sig fri, når hun tildækket sad over for Krasnik eller gik ned ad gaden indhyllet i sort stof. Subjektiv frihed – okay, total frihed! Men så må undervisere vel også være frie til at afstå fra at undervise kvinder, der klæder sig sådan?

Argumentet om den fuldkomne frihed for alle bliver i sidste ende til et argument for separation. Med dette argument kan vi ikke nå ind til sagens kerne: Hvad skal præmisserne for vores fællesskab være? Her er tolerance og frihed ikke svar nok, for det er bare andre varianter af argumentet om frihed uden grænser. Når vi skal svare på, hvad det er for et fællesskab, vi vil have, er vi nødt til at tage stilling netop til, hvilke grænser der er for fællesskabet.

Vi kan starte med at spørge: Vil vi have et fællesskab, hvor kvinder ikke findes i det offentlige rum som individer, men kun som ansigtsløse stereotyper? Uanset hvad man svarer, skal man være parat til at tage konsekvensen af sit synspunkt.

Går man ind for ”friheden til at bære niqab”, må man stå ved, at man går ind for, at kvinder skal kunne vælge eller pålægges at retouchere sig selv ud af det offentlige rum og kun eksistere som mødre og hustruer.

Så skal kvindernes stemmer ikke høres ude i offentligheden, de skal ikke gå på barrikaderne og demonstrere eller forsøge sig som debattør i ”Deadline”.

Marie Høgh er konstitueret sognepræst i Munkebo