Julen er den største begivenhed i Danmark, den samler den danske nation mere end selv et verdensmesterskab i fodbold. Julen er mere end en højtid, den er en anledning til, at man i en måneds tid indfører en ny tidsregning: før og efter jul.
Vor kære, gamle jul er faktisk ældre, end man umiddelbart skulle tro. Der er kommet masser af juleskikke ind i den danske jul de seneste 50 år, mange af dem kommer fra USA. I tiden før Anden Verdenskrig importerede vi også mange juletraditioner, primært fra Tyskland. At julen har udviklet sig og tilpasset sig vor tids samfund, er det, der har fået den til at overleve. Julen er ikke en museumsgenstand. Men hele denne lange række af forandringer er som nye skud på et gammelt træ. De kan få træet til at se ungt ud, men selve stammen emmer af ælde. Det gør julen også.
Julen var i Danmark, før kristendommen kom til landet i midten af 900-tallet. I tidlig middelalder holdt man julefest i forbindelse med vintersolhvervet, og ordet jul stammer faktisk fra denne periode – man finder ”jul” i et kvad fra omkring år 900, "Haraldskvadet". Digtet fortæller om den norske konge Harald Hårfager, og i sjette vers skrives der i første linje: ”Úti vill jól drekka” (Ude [på havet] vil han [kongen] drikke jul). Meningen med denne linje er klar: Der skal drikkes jul, det vil sige, at der skal festes. Ordet jól er et flertalsord. Det dækker over en række af fester, og i sagaerne, som er nedskrevet i middelalderens kristne kontekst, bruges ordet jól til både at betegne den kristne og den hedenske jul.
Da kristendommen gjorde sit indtog i Danmark, begyndte den langstrakte kristningsproces af danerne. Flere og flere holdt den kristne jul, og det ændrede julens religiøse indhold. Ved midnatsmessen blev der nu sunget "Gloria in excelsis Deo" – sangen, som englene havde sunget fra hyrderne på marken for at forkynde Jesus fødsel – men selve julefesten ændrede sig næppe meget. Det vigtigste var at æde og drikke. Gennem hele middelalderen sagde man "at drikke jul" i stedet for at "fejre jul". Der blev drukket øl smagt til med porse og mængder af mjød lavet på honning. Biskop Gunner, der i 1222 blev biskop over Viborg, holdt selv et storslået julegilde. Det skulle også tage sig ud, derfor fik alle hans folk nyt tøj i ”julegave”.
Gennem hele middelalderen var mad og drikke en central del af julen. Juleaften var fasteaften, så man måtte ikke spise kød, men spiste fisk i stedet. En skik, der stadig er bevaret i Sverige. Men når man kom hjem fra midnatsmessen, var det store julebord dækket med lækker kødmad. Havde man råd, var dyrt svinekød på menuen, og havde man rigtig mange penge, så var det krydret med peber og serveret med hvedebrød frem for det det billige rugbrød. Den dag i dag er maden i julen helt central. Vore madvaner har ændret sig, men helt grundlæggende skal julemiddagen være ganske særligt lækker, og der må hverken mangle mad eller drikke.
Vore julefrokoster, hvor vi spiser sild for at have en undskyldning for at drikke snaps, og hvor der bliver drukket stærk juleøl, er heller ikke så nyt et fænomen, som vi måske går rund og tror. I middelalderen bryggede man særlig stærk øl til jul, og i gilder og lav kom man sammen for at holde juledrik. Det var arrangementer, der kunne strække sig over tre dage – der blev drukket tæt. I nogle lav var der bøder for at kaste op i gildehuset eller i gildehusets gård, nogle havde bøder for at urinere på stolen, og disse bøder voksede, hvis man ramte sidemanden. Disse regler vidner om en voldsom indtagelse af juleøllet.
Mange firmaer giver i dag deres ansatte en julegave eller et julegratiale. Det var også noget, man kendte til i middelalderen. Det var ganske almindeligt, at husbond og madmor gav husets tyende en julekage i gave. Vi kan også i Peder Laales ordsprogssamling se, at der var en vis status i kager. Han skrev: ”Guld er godt, dog er kage bedre.” I middelalderen havde gaver en helt særlig funktion. Det var gaver, der bandt fyrster og vasaller sammen. Store fyrster gav store gaver; små fyrster gav små gaver. Og der lå prestige i at give store gaver. Håndværksmesteren gav gaver til sine folk ved juletid, det kunne være tøj, men også brød, mad, kager og penge. Vi ville nok i dag kalde disse gaver for gratialer i stedet for julegaver.
Vi har som samfundsnorm, at man skal holde fred i julen. Det gælder i familierne, det gælder i den politiske verden og også mellem nationer. Under Første Verdenskrig holdt man en julevåbenhvile, og i dag udsætter fogeden ikke folk fra deres boliger umiddelbart før jul. Det kan man ikke. I middelalderen mente man, at Jesus blev født på et tidspunkt, hvor der herskede fred i hele verden under den romerske kejser Augustus. Vor egen historieskriver Saxo skrev kort før år 1200, at i Danmark var der fuldstændig fred og retfærdighed under kong Frode Fredegod, og derfor blev Jesus født. Middelalderkirken dekreterede julefred, der gik fra julens begyndelse til og med helligtrekongersdag den 6. januar. Denne julefred fik direkte indflydelse på danmarkshistorien, da kong Niels' søn Magnus myrdede rivalen til kongemagten Knud Lavard den 7. januar i Haraldsted ved Ringsted. De havde været sammen i julen, men på grund af julefreden ventede Magnus, til julefreden var forbi.
I julen kerer vi os om dem, der ikke har ret meget. Vi køber julemærker, i dag mest elektroniske, og vi giver til organisationer, der hjælper betrængte familier med julehjælp. I tv ser vi hvert år Frelsens Hær uddele juleposer, og i de enkelte sogne uddeles mange steder også julehjælp. I julen skal ingen mangle. Det gælder børn, og det gælder voksne. Dette er heller ikke en ny tanke. Almisser var i middelalderen det vigtigste element i forsorgen af fattige. Men ved juletid var almisserne lidt større. Sognepræsten Peder Madsen i Ribe skrev i en prædiken, at de hellige tre konger gav almisse til Jesus, og han slog fast, at ”Gud elsker en glad giver”.
Som i middelalderen er julen en travl tid i kirken. Der er mange arrangementer, julehjælpen skal organiseres, og der er mange gudstjenester i juledagene. En af årets vigtigste messer i middelalderen var midnatsmessen julenat. Den var så populær blandt folk, at den blev vanskelig at fjerne for den lutheranske kirke. Og i dag er den måske på vej til at vende tilbage: I mange kirker i den danske folkekirke er man begyndt at holde en sen aftengudstjeneste.
Og vi må da heller ikke glemme nissen. Nissen var en del af middelalderens forestillingsverden. Kirken så nissen som en dæmon, bønderne så nissen som en hjælper, som man skulle behandle godt, for ellers kunne han bliv farlig. Nissen var ikke i middelalderen forbundet til julen, som det er tilfældet i dag. Men ganske morsomt er der stadig nogle, der kæmper med at få nisser ud af vores juletraditioner, fordi de ser dem som dæmoner.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.