Prøv avisen
Debat

Hav tillid til Gud i dødens øjeblik

"I Guds virke gennem Jesus Kristus i hans liv og død og opstandelse gav Gud mig jo konkret svar på, at Han aldrig holder fyraften i sit skaberarbejde," siger Peder Sidelmann.

Vi mennesker kan nemt overse eller glemme Guds daglige oprejsning af os og vort kød

I FORBINDELSE MED diskussionen om ordet ”opstandelse” vil jeg gerne komme med følgende kommentar:

Martin Luther skriver i sin Lille Katekismus, at han tror, ”at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette”.

Og med Luther tror jeg også på, at ”Gud hver dag skaber og opliver mig ud af intet, som mit køds daglige opstandelse.” For mig er ”kødets opstandelse” derfor ikke blot et ord, der knytter sig til vort håb om en beståen på dommedag. For en sådan indsnævring af udtrykket ”kødets opstandelse” ville være en nedgørelse af Guds nærvær også i min dagligdag.

For Gud arbejder jo dagligt på sit oprejsningsprojekt. Derfor kunne H.A. Brorson i ”Op, al den ting, som Gud har gjort” synge om de rent kødelige ting omkring os, der ved Guds skabelse løftes op til et guddommeligt nærvær.

Og hvem har ikke glimtvis fornemmet noget af det samme i sin egen hverdag: At en tur i blæst langs stranden var mere end en meteorologisk observation. At glæden over dyrenes og planternes liv omkring os var mere end en biologisk konstatering. At et andet menneskes nærvær var mere end blot den fysiske tilstedeværelse.

Og ikke mindst, hvis jeg går tilbage til, da jeg selv blev født ind i denne verden, og hvor min far, mens han cyklede hjem fra sygehuset, sang i vilden sky: ”Jeg har fået en søn, jeg har fået en søn.” Og i de øjeblikke, hvor det efterfølgende gik op for mig, at nogen holdt af mig, og at jeg havde en plads og en opgave i livet.

UD FRA SÅDANNE øjeblikke af ”gyldne nærvær” tror jeg derfor på mit ”køds daglige opstandelse” allerede nu i dette liv - i sådanne øjeblikke ”gyldne for kød”, som N.F.S. Grundtvig skriver det i sin salme ”Hyggelig, rolig”.

Men vi mennesker kan så nemt overse eller glemme Guds daglige oprejsning af os og vort kød. Og derfor måtte Gud da også sende os en kraftig påmindelse derom netop gennem sin søn. For i Guds virke gennem Jesus Kristus i hans liv og død og opstandelse gav Gud mig jo konkret svar på, at Han aldrig holder fyraften i sit skaberarbejde.

For ligesom Gud aldrig trak sig fra sin egen søn i livet eller døden og ej heller i dødsriget, men på sin egen uudgrundelige måde hentede ham op derfra igen på tredjedagen - så er Kristus rent ud sagt min livsforsikring på, at Gud heller aldrig vil lade mig blive i døden, men oprejse mig på den yderste dag - også på denne egen uudgrundelige måde!

Da mit liv blev skænket mig i min undfangelse, da fik jeg heller ikke at vide, hvilken ”skikkelse” mit ”jeg” her ville få. Jeg måtte lade mig overraske og stole på Guds egen gode vilje og hensigt med mig. Og på samme måde må jeg have lov til at lade mig overraske og stole på Guds gode vilje og hensigt med mig, når jeg i min død - med det velkendte udtryk - atter ”går i min mor”.

At vi altså på baggrund af Guds skabermagt må have lov til at tage imod vores død med den samme tillid, som Vorherre Kristus selv gjorde det. Grundtvig har prøvet at udtrykke denne kristne tillid til Guds skaberkraft i sin salme ”Har hånd du lagt på Herrens plov”: ”Så er da døden kun et blund, som vi fra søvnen kender”.

Peder Sidelmann Kristensen, pastor emeritus, Limfjordsvej 12, Brønderslev