Regeringens flygtningepolitik har slået fejl

Regeringens flygtningepolitik er katastrofalt uigennemtænkt og mangelfuld med ofte uoverskuelige både menneskelige og økonomiske omkostninger til følge, skriver læser

I 35 år har jeg arbejdet som tolk og rådgiver på adskillige flygtningeområder, og det er skræmmende at opleve den voksende destruktive flygtningepolitik, der føres af de ansvarlige politikere, skriver Lean Waage Beck.
I 35 år har jeg arbejdet som tolk og rådgiver på adskillige flygtningeområder, og det er skræmmende at opleve den voksende destruktive flygtningepolitik, der føres af de ansvarlige politikere, skriver Lean Waage Beck. . Foto: Per Rasmussen.

En svensk efterforsker og politimands opråb om den kritiske situation på flygtningeområdet Sverige – omtalt i Kristeligt Dagblad den 8. februar – er ikke langt fra den tilstand, der hersker på flygtningeområdet i Danmark.

Hvor er det trist og ødelæggende for en mulig løsning på problemet, at et ærligt og veldokumenteret opråb, også i Danmark, straks udløser ”rasende debatter” og beskyldninger om racisme i stedet for et konstruktivt forsøg på at løse problemerne.

Som det er tilfældet på mange andre områder i det danske samfund, er det ”skrivebords”-afgørelser, der sætter dagsordenen, uden kontakt til de personer, der til dagligt arbejder på de pågældende områder og derfor har en uvurderlig viden om problemerne og dermed også forslag til brugbare løsninger.

Regeringens flygtningepolitik er katastrofalt uigennemtænkt og mangelfuld med ofte uoverskuelige både menneskelige og økonomiske omkostninger til følge, der blandt andet belaster både politi og andre juridiske institutioner, som i forvejen er tynget af overarbejde.

Lige så tragisk er det, at de ansvarlige politikeres hovsa-løsninger udløser uretfærdige, hadefulde angreb på de flygtninge og andre udlændinge, der opholder sig i Danmark med de bedste intentioner og ønsker om at blive integreret og accepteret. En positiv indsats på flygtningeområdet ville samtidigt være den fornemmeste måde at udbrede en forståelse for demokratiske styreformer.

I 35 år har jeg arbejdet som tolk og rådgiver på adskillige flygtningeområder, og det er skræmmende at opleve den voksende destruktive flygtningepolitik, der føres af de ansvarlige politikere.

Med en fremtidsudsigt til et endnu større kaos, uigennemtænkte beslutninger og økonomiske belastninger er det på tide, at de ansvarlige får forståelsen for nødvendigheden af en anderledes og konstruktiv flygtningepolitik end den, der i alt for mange år har været og er gældende på flygtningeområdet. 

Lean Waage Beck, Plantagevej 5, Aalbæk