JEG HAVDE IKKE TROET, at netop denne mand skulle blive anledning til vigtige overvejelser. Ikke fordi han fremstår ubegavet, på ingen måde, men fordi han så bevidst dyrker rollen som flyvsk medievæsen, at det kan være svært at tage ham alvorligt. Men nu er han blevet genstand for en paradoksal affære, der mest af alt illustrerer vor tids forvirring.
Jim Lyngvild er en homoseksuel tabloid-modeekspert, der sætter en stor ære i at sige det forbudte og ned-trampe tabuer.
LÆS OGSÅ: Rønn: Regeringens lighedstyranni er gået for vidt
Lidt som en blanding af Simon Spies og Jens Jørgen Thorsen, blot i slank og blond Mefisto-udgave. To begivenheder gør for tiden Jim Lyngvild til pudsig katalysator for tidens syn på minoriteter, krænkelse og blasfemi.
Først insisterede han på i anledning af et interview til Berlingske at blive fotograferet som den korsfæstede Jesus. Fordi som han sagde det skulle nok få familien Danmark op af divaneseren. Således kunne man på en sektionsforside se manden klistret til væggen med håndværkertape iført tornekrone og lændeklæde.
Dette ubehjælpelige forsøg på at provokere er næppe blevet bemærket af mange, for Lyngvilds tro på at kunne hidse folk op ved at håne Jesus er som grebet ud af en anden tidsalder. Man skulle tro, at både Muhammed-krise og hele debatten om krænkelse af guddomme er gået helt hen over hovedet på ham, og det taler til befolkningens ære, at ingen har reageret på denne lille drengestreg.
Men så skete det i sandhed interessante. For pludselig lykkedes det alligevel samme Lyngvild at provokere, dog vel at mærke uden selv at have set det komme. Manden var nemlig ikke klar over, at mens det ikke er vanhelligelse af Gud, der her i landet kan forarge, så sker der til gengæld noget, når man driller en ophøjet minoritet.
I et kådt øjeblik udtalte Lyngvild, at det kun er små bøssekarle, der piber over at blive tatoveret, hvorpå visse dele af familien Danmark så sandelig kom op af divaneseren. Lyngvild er nu blevet fyret som vært for Copenhagen Pride den årlige fejring af homoseksuelles ligeværdige plads i samfundet, og hans udtalelse er blevet tolket som en krænkelse af den mangfoldighed, han ellers i værtsrollen skulle promovere.
Man kan mene, hvad man vil om forbrydelsens omfang, men den er vel mest at opfatte som en mindre detalje, der mest giver én lyst til at trække på skuldrene. Men vores omgang med minoriteter er efterhånden blevet så følsom, at selv de mindste fodfejl kan udarte til principielle sager.
I iver efter at skabe den absolutte lighed på jorden gør man det fælles rum så sart og adfærdsreguleret, at vores adfærd i det bliver mere og mere krampagtig. Og man glemmer hvilket jo også gør sig gældende angående visse muslimers kamp for Muhammeds ære at den, man så gerne vil beskytte mod en rå omverden, gradvist kan komme til at fremstå så ømskindet, at det nærmer sig det uværdige.
Man kan gøre sin helligdom til et så skrøbeligt fænomen, at man ikke kan lade selv den mindste uregelmæssighed gå upåtalt forbi. Og man kan være så fokuseret på beskyttelsen af en bestemt minoritet, at det er den, der gøres til helligdommen, der skal dyrkes og beskyttes for enhver pris.
Netop derfor skal vi holde godt fast i forståelsen af, hvad ægte helligdom er. Og netop derfor er opfattelsen af den kristne Gud som den, der ikke kan krænkes, fordi han i sin almagt er urørlig, så afgørende for vores forståelse af os selv og tilværelsen. Det er nemlig denne tanke om det ophøjede, der kan bevirke, at vi ikke vender op og ned på tingene og gør os selv til den absolutte myndighed, der skal indføre fuldendt lighed.
Vi skal i stedet hvile i forvisning om, at en basal lighed uafhængigt af vores indsats allerede eksisterer mellem os ellers udvikles vores kamp for selv at skabe den til fanatisme. Vi skal beskytte samfundets minoriteter, naturligvis, men vi skal ikke skabe en tilstand, hvor selvironi og sund fornuft i omgangen med hinanden ikke længere har plads.
Og lad os så i øvrigt ikke glemme, at en ny minoritet midt i alt dette melder sig på banen. Nemlig de kristne. De troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt.
Og hvad gør vi så? Hvad stiller vi så op med den løbende latterliggørelse af Jesus, folkekirken, præsterne og det menneske, der bliver ved med at forvilde sig ind til en gudstjeneste om søndagen? Det kan man kalde et moderne dilemma.
Vil dyrkelsen af den store hellige mangfoldighed mon også en dag brede sin lighedsskabende hånd ud over troende kristne mennesker, der i dag må regne sig blandt de få og fordomsramte? Vil der en dag komme en stor og principiel sag ud af, at en mediespradebasse siger noget krænkende om et medlem af den kristne minoritet? Det er svært at forestille sig.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus