På Erhvervsskolen i Stanford lærte de mig, at for at forbedre output og nå nye højder, er det ikke nok at lytte til dem, du kender. De kan fortælle det, som du allerede ved. Skal man udvikle sin forretning, er man nødt til at indgå i netværk uden for en selv og lytte til dem, der har andre meninger og gør tingene på en anden måde.
Det er almindelig kendt, at netop betydningen af netværk og at søge kontakt med dem, der gør tingene anderledes, kan være udviklende. I gamle dage gik håndværkeren på valsen og lærte andre måder at smede eller tømre på. Han kom hjem med ny viden og forståelse. Kunne det samme gælde for religion og tro? At vi faktisk har brug for det religiøst anderledes for at komme til en dybere erkendelse, end vi kan komme ud fra kendskab til vores egne rødder og udvikling inden for egen tradition?
LÆS OGSÅ: Kan vi indsætte buddhistiske ritualer i en kristen vielse?
En sådan åbenhed forudsætter, at vi som kristne anerkender, at der findes frø af sandhed og godhed i andre religioner, der på sin vis er dele af eller deltagere i sandheder indeholdt i den kristne åbenbaring.
I Bibelen er der flere episoder, hvor Jesus bliver konfronteret med anderledes troende. I historien om den samaritanske kvinde i Johannesevangeliet kapitel 4 taler Jesus med en kvinde fra et andet trossamfund og gør hende opmærksom på, at der skal tilbedes i ånd og sandhed og altså ikke nødvendigvis i Jerusalem. I Matthæusevangeliet kapitel 8 bemærker Jesus, at den største tro i Israel ser han hos den romerske officer, som slet ikke er jøde (eller kristen for den sags skyld), og som beder Jesus om at tage sig af den syge tjener.
Jesu holdning synes at være, at hvis noget er godt, skal det anerkendes ikke mistænkeliggøres, blot fordi det kommer fra nogen, som har en anden tro. Han synes at lægge mindre vægt på sted for religiøsiteten og mere på indhold og indstilling.
I FORBINDELSE MED arbejde, har jeg haft det privilegium at møde mennesker af anden tro i buddhistiske og muslimske lande, og jeg bliver stadig mere opmærksom på de måder, som andre religioner indretter sig på, og hvor vi i den kristne verden, kan lære.
Buddhisterne i Myanmar har en regel om, at drenge i alderen omkring 12 år skal tilbringe en tid i et kloster og leve som munke, samtidig med at de undervises i religionen. De skal igen i kloster i en periode, når de bliver 20. Hvilken unik mulighed det ville være for kristendommen, hvis yngre ville kunne føle sig velkommen i den voksne (religiøse) verden og aktivt fordybe sig i tro i en ung alder.
Hos de buddhistiske klostre, som jeg har besøgt i Asien, kan man ikke aflægge evige løfter, før man er fyldt 30 år. Tænk, hvis det vestlige klostersystem kunne fungere med, at søgende mennesker boede og levede i klostrene i korte perioder, uden at der samtidig var nogen forventning om et klosterkald.
Fattigdomsidealet leves meget konkret. En munk har kun den dragt, han har på, og ganske få andre ejendele. Mådehold er et centralt element i Buddhas lære og gælder for flere af livets aspekter, som for eksempel hvor meget mad man skal spise. Buddhismens otteleddede vej om ret tale, ret handlen, ret sindelag og så videre kan være til stor inspiration i et moderne forbrugersamfund.
Den praktiske udøvelse af religionen er åben. Man går ind og ud af pagoden uden at nogen stopper én, eller man oplever, at de troende bliver fornærmede. En meget høj grad af tolerance, som vi også kan lære af.
HOS MUSLIMERNE er rollerne tydeligt markerede. Hvad der konstituerer en religiøs person er klart. Hvordan vedkommende skal reagere, hvornår man bukker, rejser sig, hvad man skal spise, hvordan man skal omgås andre. Et meget stærkt symbol på fællesskab er den muslimske tradition med at rykke sammen under fredagsbønnen så der ikke kan komme noget imellem.
I kristendommen giver vi rum til selvstændig refleksion og det individuelle forhold til Gud. I tidens løb er den fysiske trosudfoldelse kommet noget i baggrunden, om end den stadig findes for eksempel hos de ortodokse. Vi kunne godt bruge nogle mere tydelige rollemønstre!
Muslimerne lærer deres børn grundsætninger om troen, og troen tages i det hele taget alvorligt. Taler man med folk på gaden i Mellemøsten, er det ikke ligegyldigt, hvorvidt man tror på Gud eller ej. Vi har i det sekulariserede nord i realiteten glemt respekt for troen og for Gud.
Det er bestemt ikke kun i forretningsverdenen, at der sker noget brugbart, når cirklen bredes ud til dem, som gør tingene på en anden måde, og som mener noget andet. I mødet med det religiøst anderledes udfordres vores tro og religiøse praksis. Overordnet set handler det om ikke at glemme, at mysteriet om Gud og hans pagt er større end nogen religion, herunder kristendommen, og at vores viden om Gud ikke er absolut eller endelig.
Nik Bredholt er programchef i Danmission for fattigdomsbekæmpelse