Svar til Vincent Hendricks: Giordano Bruno var ikke videnskabernes martyr

Giordano Bruno (1548-1600) er en fascinerende figur. Var han også en banebrydende videnskabsmand? Det er tvivlsomt

 Giordano Bruno (1548-1600) er en fascinerende figur, men var han også en banebrydende videnskabsmand? Det er tvivlsomt, skriver Bjørn Thomassen. –
Giordano Bruno (1548-1600) er en fascinerende figur, men var han også en banebrydende videnskabsmand? Det er tvivlsomt, skriver Bjørn Thomassen. – . Foto: The Granger Collection/Polfoto.

Kristeligt Dagblad bragte den 23. december en kommentar af Vincent Hendricks, ”Vi har brug for oplysning, ikke religionskrig”. Som eksempel på sapere aude – det ”vov-at-vide”-princip, som Kant ophøjede til oplysningens kerne – hyldes Giordano Bruno, som ifølge Hendricks blev slået ihjel af den romerske inkvisition for at turde sige den videnskabelige sandhed.

Det er, hedder det, den slags helte, vi har brug for i dag, hvor misinformation trives som aldrig før: ”I informationstidsalderen mangler vi ikke information, men blot fordi der er mere information til rådighed, betyder det ikke i sig selv, at vi har mere viden.” Det har Hendricks ret i. Hans egen artikel er nemlig et glimrende eksempel herpå.

Giordano Bruno (1548-1600) er en fascinerende figur. Var han også en banebrydende videnskabsmand? Det er tvivlsomt. Den præsteindviede Bruno levede fra en ung alder et omflakkende liv i Europa, hvor han solgte sine kundskaber til højestbydende. Hans speku-lative idéer var et sammensurium af astrologi, magi, talmystik, kosmologi og teologi, som han blandede med nye idéer fra filosoffer og videnskabsmænd, som han stjal frit fra.

Bruno begyndte tidligt at udfordre autoriteterne, og efter at have flakket rundt i store dele af Italien og Frankrig endte han i calvinske Genève. Her blev han ekskommunikeret og måtte flygte videre til Frankrig, hvor han udviklede sin teologi og skrev komedier. Han blev berømt for sine okkulte hukommelses-teknikker, blandt andet ved hoffet i Paris. Det bragte ham videre til England, hvor han hurtigt formåede at gøre sig upopulær. Efter tumultagtige ophold i Frankrig rejste han i 1587 rundt i tyske områder, deriblandt Wittenberg, hvor han underviste i filosofi, indtil han blev bedt om at fordufte.

Han prøvede også lykken i lutherske Helmstedt, hvor han igen kom i konflikt med myndighederne, som ekskommunikerede ham. Bruno var på det tidspunkt blevet jaget bort fra et rekordtal af byer og universiteter og ekskommunikeret af katolikker, calvinister og lutheranere. I ingen af tilfældene skyldtes det hans ”videnskabelige” teorier, men hans tendens til at fornærme, snyde og bedrage.

I 1591 blev Bruno inviteret til Venedig af en lokal rigmand, som hurtigt så sig sur på Bruno og meldte ham til inkvisitionen. Det blev starten på de retssager, der varede indtil hans dødsdom i 1600.

Mistede Bruno livet, fordi han forsvarede Kopernikus’ heliocentriske verdenssyn, som Hendricks skriver? Næh, det gjorde han ikke. Bortset fra diverse anklager om fupmageri, handlede retssagerne hovedsagelig om spot af kirken og rent teologiske spørgsmål, deriblandt dogmerne om treenigheden og jomfrufødslen. Hvis læseren er i tvivl, kan det anbefales at konsultere anklageskrifterne mod Bruno. De er tilgængelige for alle, der vover at vide.

Giordano Brunos navn gik hurtigt i glemmebogen. Det var først, efter Rom blev hovedstad for det samlede Italien i 1870, at han blev opfundet som videnskabernes martyr. For at vise kirken, at de nu sad på magten, rejste italienske frimurere en statue af Bruno på samme sted, hvor han var blevet brændt.

Det lykkedes at skabe en myte om Bruno som en antikirkelig oplysningshelt forud for sin tid, der, som Hendricks misinformerer, måtte lade livet for ”en videnskabelig sandfærdighed”. Anti-klerikale tænkere hoppede hurtigt på limpinden, også i Nordeuropa, hvor Bruno blev et brugbart symbol i kulturkampene mellem politik, videnskab og religion. Historien stortrives stadig i det oplyste informationssamfund. Men den er altså forkert.

Bjørn Thomassen er lektor i Socialvidenskab og Globale Studier, Roskilde Universitet og klummeskribent på Kristeligt Dagblad.