LARS SANDBECK hævder i et forsvar for Niels Grønkjær den 13. november, at Grønkjærs kritikere gerne vil beholde den almægtige, evige, uforanderlige Gud, skønt han er den mest uforståelige Gud, mennesker nogensinde har opfundet.
Jeg er da bange for, at jeg må melde mig blandt de vist temmelig mange præster, der hele deres embedsperiode igennem har prædiket en almægtig, evig og uforanderlig Gud. Og jeg må nu altså høre, at jeg ikke har forstået noget som helst af den Gud, jeg har prædiket.
Man kan ikke forstå, at Gud er almægtig, hævder Sandbeck. Jeg forstår det nu udmærket. Jeg har læst Guds svar til Abraham, da han har vanskeligt ved at tro på forjættelsen om, at Sara skal føde en søn: "Intet er umuligt for Herren!" (1. Mos. 18, 14).
Det siger mig, at skulle jeg komme ud i vanskeligheder, der forekommer mig uoverskuelige og umulige at se udvej ud af, så er intet umuligt for Gud. Jeg kan bede til ham, han hører mig, jeg kan finde trøst og få frimodighed selv i disse tårnhøje vanskeligheder. Men at jeg tolker det sådan, skyldes, kan jeg nu forstå, kun min store naivitet. Ak ja.
Heller ikke kan man forstå, at Gud er evig og uforanderlig. Stakkels mig! Jeg, som har fundet trøst i ordet (Hebr. 13, 8): "Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid." Jeg står nu som et beskæmmet fjog, der har regnet med den slags uforståeligheder.
Det eneste, jeg kan glæde mig over, er, at det liv, jeg har levet i troen på denne uforanderlige Gud, ikke har været så skeløjet endda. På trods af, at jeg ikke har forstået et klap. Jeg vil da håbe for Lars Sandbeck, at han, når han bliver lige så gammel som jeg, vil kunne sige det samme. Men han har måske glemt, at ordene er talt til personlig tilegnelse, at den troende hele tiden skal tænkes med ind i de smukke metafysiske påstande.
ER DET ALTSÅ monstro Sandbeck, der tager fejl? Han formår i hvert fald at mod sige sig selv på det kraftigste i så lille en artikel. Uden at opdage det oven i købet. Han formår at påstå, at intet menneske kan forstå, hvad en uforanderlig Gud betyder, og straks derefter at sige: "Uforanderlighed er vel nok den mest usympatiske egenskab, man overhovedet kan tillægge Gud." Det, som intet menneske kan forstå, det forstår Lars Sandbeck. Hvor er det godt, vi har ham!
Måske er sandheden som sagt den, at Sandbeck vrøvler? Jeg forstår i hvert fald godt, hvad uforanderlighed betyder i et personforhold, det betyder trofasthed, det betyder tilforladelighed, det betyder, at hvad der end sker, tør jeg håbe på, at personforholdet er intakt.
Nuvel, sandt nok, en sådan uforanderlighed håber jeg på fra mine medmenneskers side, men helt sikker på uforanderligheden kan jeg kun være, når det gælder mit forhold til Gud. Det kan da godt være, at der er temmelig mange kristne, der lader sig friste af ateisternes diskussion, hvor de fuldstændig glemmer, at al gudstro tænkes at give mening til det liv, man har at leve, til at ryge ud ad en metafysisk tangent, men det nytter for mig at se ikke som modvægt at ryge ud ad den modsatrettede tangent.
I stedet burde man fastholde det lutherske "pro me". Ordet er talt til mig, til trøst, til livsmod, til tro.
Ricardt Riis,
tidligere sognepræst,
Carit Etlars Vej 25,
Horsens