Prøv avisen

Vranglæren lurer i Valhalla

KIRKELIGT SET : Det lyder unægteligt som noget af en misforståelse at holde jul i Valhalla, da de nordiske guder næppe nogensinde har fejret Jesu fødsel over et skummende glas mjød

TV 2's julekalender hedder i år "Jul i Valhal", og det lyder unægteligt som noget af en misforståelse at holde jul i Valhalla, da de nordiske guder næppe nogensinde har fejret Jesu fødsel over et skummende glas mjød.

I skrivende stund, et par dage før første afsnit af julekalenderen vises, er det selvsagt svært at forudsige om julekalenderen trods placeringen i Valhalla alligevel vil formå at flette evangeliet ind på overraskende vis. Man har lov at håbe, men ud fra foromtalen er det svært at forestille sig, hvordan der skal blive plads til tilbedelsen af barnet i krybben i Ragnarok.

På TV 2's hjemmeside kan man læse, at julekalenderen handler om Sofie på 12 år og Jonas på 14 år, der igangsætter Ragnarok, da de kommer til at slippe den nordiske gud Loke løs. For at forhindre jordens undergang må Jonas og Sofie forsøge at finde Loke igen. Det fører dem ud på en eventyrlig rejse til gudernes verden – til Valhal.

Her møder børnene guderne fra den nordiske mytologi, og det er kun ved at forstå myterne om de gamle guder og deres univers, at børnene har en chance for at redde sig ud af den knibe, de har bragt sig i.

Og lur mig, om ikke forsøget på at redde jorden vil blive tilsat en god omgang magi med inspiration fra Harry Potter og den øvrige fantasy-litteratur, som efterhånden fuldstændigt har invaderet børns univers og tankegang.

Kendetegnende for fantasy-genren er, at den handler om en overnaturlig verden, som sjældent er præget af kristne forestillinger. Fantasy indeholder i modsætning til kristendommen et udpræget positivt syn på det okkulte og magiske. Derfor benytter helten sig for det meste også af magi for at vinde kampen for det gode. Men hvordan kan "det gode" bestå i at kæmpe ved hjælp af dænomiske kræfter?

Fantasy-elskerne mener, at kristne, som netop er betænkelige ved, at kampen mellem de onde og det gode skal udspilles i okkult univers, kan tage det helt roligt. Fantasy handler slet om den virkelige verden, men kun om fantasi og fortælling på linje med "Snehvide" og "Hans og Grethe".

Måske lider de begejstrede af manglende dømmekraft over for åndelige realiteter. Der er uden tvivl en reel åndelig virkelighed bag magien. Jesu uddriver ofte dæmoner, og det er en del af kirkens tradition at drive eksorcisme. Hekse og magikere, som udsiger forbandelser, og som indgår en pagt med og kontrollerer ånder, som oftest onde, findes i den virkelige verden, selvom moderne mennesker ikke tror det.

Fantasy-genren sporer derfor sine læsere, oftest børn, ind på en særlig spirituel vej, som er stik imod sund kristen fantasi. Budskabet er klart: Okkultisme er befriende, storslået og spændende, og man lærer, at det er gennem magien, at verden kan beherskes, som for eksempel i "Harry Potter". Børnene oplæres i aktiviteter, som man de sidste par årtusinder har vidst var ekstremt skadelige for sjælen, men nu præsenteres de som positive og efterstræbelsesværdige.

Argumentet med, at enhver uden frygt kan lege med i de okkulte lege, fordi det "blot" handler om den sædvanlige kamp mellem det gode og onde, holder ikke. Målet for enhver, som bedriver magi, er at blive sin egen gud. I trolddommens verdensbillede er der intet rum for en almægtig Gud. Det er helten selv, der ved at styrke sine magiske evner kan besejre de kræfter, som vil skade ham. En sådan tro på, at mennesket af egen kraft kan blive godt nok og nå sit yderste mål gennem magi, er en direkte modsigelse af det kristne budskab, hvor det er kærligheden og selve tilliden til Gud, som overvinder alt. Den bibelske Gud kan heller ikke manipuleres med trylleri, men bevæges af bøn.

Mange vil sikkert mene, at denne klumme er et udtryk for kristen fundamentalisme af værste skuffe, men efter min opfattelse er kritikken af det okkulte elementær kristen børnelærdom – og hvad enhver kristen burde tage skarp afstand fra. "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger ..."

At fantasy-litteraturen har fået sådan en udbredelse, også blandt kristne, vidner om en alarmerende mangel på åndelig dømmekraft og evnen til at skelne mellem ånderne, som Første Johannesbrev i Det Nye testamente taler om. I en søgen efter spiritualitet oven på tabet af kristendommen vender mange sig nu altså mod de kræfter, som kristendommen gav os mulighed for at overvinde gennem troen på Guds suveræne kærlighed.

Okkulte bevægelser og åndelig eksperimenteren oplever i disse år en renæssance uden lige siden de første århundreder i kirkens historie. Takket være kirkefædrenes utrættelige indsats blev kristendommen holdt fri af deres infiltrering af troen, men hvem beskytter i dag kirken mod at skulle holde jul i Valhalla?

Iben Thranholm er cand.theol. og journalist