Vrede og forundring over slet skjulte britiske krigstrusler om Gibraltar

Spanien har insisteret på, at Gibraltar bliver en del af Brexit-forhandlingerne, og det har sat gang i krigsretorikken hos nogle briter. Upassende, lyder kritik fra flere sider

Det spanske flag vajer over en toldbygning på grænsen mellem Spanien og det oversøiske britiske territorium Gibraltar, som nu er blevet del af en ophedet debat mellem de to lande efter Brexit.
Det spanske flag vajer over en toldbygning på grænsen mellem Spanien og det oversøiske britiske territorium Gibraltar, som nu er blevet del af en ophedet debat mellem de to lande efter Brexit. . Foto: Daniel Ochoa de Olza/AP/Polfoto.

I 1704 erobrede briterne sammen med hollændere Gibraltar under Den Spanske Arvefølgekrig. Ni år senere fik briterne i forbindelse med Utrechtfreden formelt overdraget den lille halvø på sydspidsen af Spanien.

For mange spaniere bør den lille klippestat være en del af Spanien, og derfor har landet fået øens fremtid skrevet ind i vejledningen for de kommende forhandlinger om Brexit – og det har virket som en rød klud på nogle briter.

Men ifølge flere gik den tidligere konservative partileder Michael Howard over stregen, da han søndag på Sky News kom med slet skjulte krigstrusler ved at drage paralleller til Falklandskrigen.

”For 35 år siden sendte en anden kvindelig premierminister en militær ekspedition halvvejs ned af kloden for at forsvare friheden for en lille gruppe af britiske borgere mod et andet spansktalende land. Jeg er sikker på, at vor nuværende premierminister vil udvise samme vilje i sin støtte til befolkningen på Gibraltar,” sagde Michael Howard, der bestred flere ministerposter under netop Margaret Thatcher.

Den slet skjulte sabelraslen vakte både vrede og forundring.

”Det er utroligt, at inden for en uge efter vi har aktiveret Artikel 50 (udmeldelsesparagraffen i Lissabon-traktaten, red.), så begynder De Konservative allerede at diskutere mulige krige med vore europæiske naboer. Jeg håber ikke, at det er regeringens tilgang til de kommende forhandlinger,” sagde lederen af De Liberale Demokrater, Tim Farron, til avisen The Times.

Michael Howards bemærkninger blev også hørt i Spanien:

”Den spanske regering er en smule overrasket over tonen i de kommentarer, der kommer fra Storbritannien. Et land, som ikke er kendt for at tabe fatningen,” lød den umiddelbare kommentar fra udenrigsminister Alfonso Dastis ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han fulgte senere op med et mere diplomatisk interview med den spanske avis El Pais, hvor han understregede, at den spanske regering ikke har planer om at lukke grænsen mellem Spanien og Gibraltar.

Men debatten tog endnu en drejning, da den tidligere admiral Chris Parry forsikrede læserne af tabloidavisen The Sun om, at den britiske flåde let kunne slå den spanske.

En anden tidligere admiral Alan West forsøger dog at nedtone striden. Hans egen fregat blev skudt i sænk under Falklandskrigen, og han kan ikke se nogen sammenligning.

”Michael Howard valgte ikke sine ord med særlig omhu. Vi gør ikke den slags. Men når det er sagt, så er det en slet skjult trussel, at EU nævner Gibraltar i deres Brexit-dokument. Det er ikke klogt,” siger den tidligere admiral til BBC.

Premierminister Theresa May har forsøgt at nedtone striden og se det mere i et humoristisk lys.

”Hvad vi gør, og som vi gør med alle EU-lande, er at sætte os ned og tale med dem, for at få den bedste aftale for Storbritannien og de lande – og det gælder også Spanien,” fastslår Theresa May ifølge avisen The Guardian.