Urolighederne i de arabiske lande i anledning af den famøse Muhammed-film går denne gang også ud over tyske ambassader. Det er ikke glemt, at forbundskansler Angela Merkel tildelte Kurt Westergaard en frihedspris i 2010.
Den debat, der lige nu føres i Tyskland, minder om debatten i 2005 og 2006, da netop Westergaard og hans tegnerkolleger var i vælten. Aviserne fra centrum og ud mod venstre tildeler atter den provokerende part hovedskylden: Instruktøren er den egentlige skurk, fordi han misbruger sin vestlige ytringsfrihed uden globalt udblik. Man bør tage hensyn til, at andre lande har andre traditioner og værdier.
LÆS OGSÅ: Fred eller frihed?
Provokatørernes sejr lyder således en overskrift i Süddeutsche Zeitung. Tv-kanalen ZDF taler om radikale i begge lejre som lige ansvarlige for balladen. I SpiegelOnline skriver Jakob Augstein, at filmen kom yderst belejligt for fundamentalister i Israels regering og i Romneys republikanske parti, der hurtigt vidste at udnytte udskejelserne.
Andre lægger ansvaret for volden på demonstranternes egne skuldre og fastholder retten til frie ytringer i Vesten. I Der Tagesspiegel skriver Malthe Lehming, at de samme, der ivrigt og med rette støttede russiske Pussy Riot, da deres provokationer bragte dem i fængsel, ikke skal nyde noget af at støtte denne nye provokatør . De, som lader den offentlige sikkerhed være øverste rettesnor for frihedsrettighedernes grænse, belønner vold. At tåle kritik, også hånende kritik, det skal et civilsamfund kunne, skriver Lehming.
Ganske festlig er Henryk M. Broders kommentar i Die Welt. Han forstår ikke, hvorfor der hele tiden kredses om, hvor ualmindeligt ringe og dilettantisk Muhammed-filmen er som om det var filmens kvalitet, der driver muslimernes raseri i vejret. Antager nogen, at Allahs sønner ville klappe begejstret, hvis det ikke var en dumfræk og håndværksmæssigt primitiv film, men et mesterværk af Pasolini eller Tarantino?.
Han nævner et par nylige antikristne provokationer, der som sædvanlig ikke udløste voldelige reaktioner. En tegning af paven, der har tisset i bukserne, på forsiden af et tysk magasin og en tysk film, Paradies: Glaube, der fik juryens specialpris ved Filmfestivalen i Venedig.
Den indeholdt pornografiske scener med et krucifiks. Ingen jury havde turdet så meget som sætte den på programmet, hvis der i stedet havde været tale om en genstand, der er hellig for muslimer, skriver Broder.
Vi er moralsk så stabile, at vi kan klare sådanne provokationer. Muslimerne har endnu tilbage at lære det.
I The Guardian interviewes forfatteren Salman Rushdie, hvis erindringer er på trapperne. Han ser pessimistisk på situationen. Demonstrationerne viser, at den muslimske verden ikke rykker ud af sine stive tankemønstre. Det bliver snarere værre, for de politiske reformer har alle vegne givet rum for salafisterne, lyder det fra Rushdie.
Denne ekstremistiske udgave af islam er på fremmarch siden det arabiske forår i de lande, hvor der var revolutioner.
Rushdie beklager også det saudiarabiske regimes energiske udbredelse af wahhabismen gennem oprettelse af koranskoler alle vegne. Den spillede kun en marginal rolle, før det saudiske kongehus begyndte at investere sin olieformue i dens udbredelse.
Og i Vesten bliver alle mere ængstelige, og selvcensuren breder sig, konstaterer Rushdie. Selv ville han næppe kunne få udgivet en islamkritisk roman i dag, vurderer han. Det kan tilføjes, at i mandags blev den iranske dusør på hans hoved forhøjet.
I et tilsvarende interview på BBC 4 kalder Rushdie moralsk relativisme for multikulturalismens onde tvilling. Relativisten accepterer handlinger, han ville fordømme, hvis de blev udøvet af andre religiøse grupperinger.
Ayaan Hirsi Ali bliver interviewet af Die Welt i anledning af filmkrisen. Også hun knækker staven over den moralske relativisme, som hun også var inde på i et interview i går i Kristeligt Dagblad. Problemerne i forhold til den muslimske verden løses ikke ved den fortsatte hævdelse af, at de to kolliderende moralforestillinger nok kan forliges, siger hun og fortsætter:
USA vil lige så lidt afvige fra ytringsfriheden, som muslimer vil acceptere, at en krænkelse af deres religiøse ikoner skal kunne passere ustraffet. Det betyder, at den eneste udvej er en ægte tvist, hvor hver part prøver at vise, at dens værdier er overlegne. Med andre ord: Vesten skal langt om længe holde inde med sin moralske relativisme og begynde at forsvare sine værdier.
Anders Raahauge er kulturjournalist