Har mennesket en sjæl? Det spørgsmål blev rejst på en konference, hvorfra der den 19. november blev bragt et sidelangt referat i Kristeligt Dagblad. Og ærlig talt: Når man som jeg gennem mere end 25 år har været medlem af en studiegruppe om hjernens anatomi og funktionsmåde, må man undre sig over, at man fra visse forskeres side stadigvæk stiller de samme spørgsmål og stadigvæk har de samme lyserøde forhåbninger som for 25 år siden.
Jeg skal nøjes med at påpege to ting eller to fejl, om man vil:
Den engelske udviklingsforsker Armand Leroi nedsablede alle forsøg på at fremhæve mennesket som noget særligt. Dette er en forkert præmis, der antyder, at mennesket har en særlig essens, at vi har noget i os, der gør os til homo sapiens. Det har vi ikke, slog han fast.
Sikke noget vrøvl! Her sidder en forsamling af homo sapiens og diskuterer. Det vil sige, de foretager sig noget, som intet andet levende væsen kan foretage sig. Og så vil de bilde os ind, at resultatet af denne diskussion kunne være det, at mennesket ikke er noget særligt. Hvor sidder der da tilsvarende grupper af gorillaer og diskuterer? Hvor ser vi et samfund af chimpanser, der har indrettet sig med opvarmede mødelokaler og transportmidler en masse?
Kan da ikke ethvert tossehoved se, at selve den situation, disse væsener befinder sig i, signalerer, at væsnerne er mennesker, og at mennesket er noget unikt?
Jah, men siger man: Vi er i virkeligheden ikke noget i os selv, vi er vore gener.
Her kommer næste fejl:
Panelet blev spurgt, om ikke evnen til at lave kunst er noget for mennesket specielt, og computerforskeren Brian Christian svarede:
Det er et klassisk forsvar for mennesket, at computeren kun gør, hvad vi beder den om. Den kræver input for at lave et output. Men det samme gælder jo sådan set mennesket bare på en mere avanceret måde. Kunst er et output af de input, kunstneren har fået.
Og Lone Frank blev helt overgearet: Computere skal nok kunne lave kunst engang. Vi kommer måske på et tidspunkt til at diskutere, om der skal herske særlige menneskerettigheder for højt udviklede computere.
Det er da sandt nok, at mennesket kun kan levere et output, når det har fået et tilstrækkelig godt input. Men i betragtning af, at det tager mindst 18 år at forsyne den menneskelige hjerne med dette input et input, den får fra det menneskelige samfund i al dets kompleksitet og utrolige fylde, med sprog og litteratur, kunst og religion, foruden naturligvis de tekniske og samfundsmæssige videnskaber burde man så ikke være lidt mere ydmyg, når talen er om, hvad computere kan og ikke kan?
Jeg mener, det er jo endnu ikke lykkedes at få computere til at suge denne viden til sig på en måde, så man kan sige, at de forstår den. Udenadslære, det er let nok, men forståelse, det er noget helt andet.
I det hele taget: Når man hævder, at mennesket er sine gener eller er sin hjerne, har man fuldstændig overset hele den menneskelige kulturelle verden, uden hvilken mennesket ikke er menneske.
Sandt nok: Det, der foregår i den menneskelige hjerne, er utrolig indviklet. Men det, der foregår sådanne indviklede menneskehjerner imellem, altså det, der foregår i den menneskelige kultur, er langt mere indviklet. Og jeg forstår ikke, at man af glæde over at have løst en lille del af det mindre indviklede, fuldstændig ser bort fra dette mere indviklede.
Ricardt Riis, tidligere sognepræst,Carit Etlars Vej 25, Horsens