POUL SEBBELOV anfægter i sit indlæg i Kristeligt Dagblad den 28. august to udsagn i mit forord til Det drejer sig om kærlighed, en samling af Jes Bertelsens undervisning, som jeg har redigeret.
Hans indvending går dels på, at jeg sidestiller de krav til en lærer, der stilles i den ortodokse kirkes hjertebønstradition, med de krav, andre spirituelle traditioner stiller, dels at jeg kalder Jes Bertelsens overblik certificeret.
LÆS OGSÅ: Præst: Høeg og Bertelsen er falske profeter
Hvordan man i hjertebønstraditionen certificerer en starets, en lærer, kan man læse om mange steder i for eksempel Philokalia, et af hesykasmens grundskrifter, en samling af spirituelle tekster og belæringer fra det fjerde til det 18. århundrede.
Denne autorisation er for mig helt parallel til, hvordan lærere ideelt set autoriseres andre steder, for eksempel inden for dzogchen. Og inden for zen, med det såkaldte inka, seal of enlightenment. Det er min opfattelse, at de tilstande af højere vågenhed og dybere kærlighed som lærere i alle traditioner igen ideelt set skal have adgang til, for at det er forsvarligt, at de underviser, er sammenlignelige. At al balanceret træning af hjertet og bevidstheden fører i samme retning.
Jeg har stor respekt for og kærlighed til den ortodokse kirke, som Poul Sebbelov tilhører. Men jeg kunne ikke trives i den. Så lidt som inden for et hvilket som helst andet trossystem, der mener, at kun dér findes sandheden.
LÆS OGSÅ:Et indblik i Jes Bertelsens filosofi
I samme nummer af Kristeligt Dagblad fortæller Charlotte Ettrup om sine negative erfaringer med Vækstcenteret for 20 år siden. Dengang havde jeg ikke forbindelse til centret.
Hvad jeg kan sige, er, at af de mange institutioner og fællesskaber, jeg i mit liv har haft kontakt med, er Vækstcenteret det med den højeste etik og den største helt almindelige venlighed. Uden dermed at sige, at det er fejlfrit.
Peter Høeg er forfatter