Sørine Gotfredsen: Wozniacki kan være en lille smule svær at holde af

Caroline Wozniacki er et gennemkoreograferet medieprodukt, der tjener styrtende på sponsoraftaler, hun formulerer sig ofte som en robot, og det kan være vanskeligt at identificere et levende menneske inde bag de stive manerer, skriver Sørine Gotfredsen

Caroline Wozniacki repræsenterer en særlig tvetydighed, der kendetegner mange af de sportsfolk, der tilhører den mest glitrende verden af absurd mange penge, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Andy Brownbill/ Ritzau Scanpix

I årevis har tennisspiller Caroline Wozniacki stræbt efter at vinde én af de store tennisturneringer, og i denne weekend lykkedes det. De fleste har nok bemærket, at Wozniacki har vundet Australian Open, for medierne har været fyldt med hyldest af den 27-årige verdensstjerne, hvilket giver anledning til tanker om tidens sportspersonligheder og muligheden for hykleri i sejrens øjeblik.

Men lad os tage det positive først. Caroline Wozniacki udlever en utrolig vedholdenhed og minder os om den intense inspiration, som sportsfolk kan levere. Hun har absorberet skuffelse på skuffelse, hun har set sine hjertesorger blive eksponeret overalt, og hun er blevet beskyldt for at være illoyal over for sit land, fordi hun bor i Monaco og ikke betaler dansk skat. Hun har ikke ubetinget været folkets yndling, men hun har til gengæld ufortrødent kæmpet videre. År efter år, og det er imponerende.

Men samtidig repræsenterer hun en særlig tvetydighed, der kendetegner mange af de sportsfolk, der tilhører den mest glitrende verden af absurd mange penge. Wozniackis finalesejr indbragte hende knap 20 millioner kroner, og man ved dårligt, om man skal græde eller grine eller blot håbe, at hun donerer dem til et godt formål. Tvetydigheden er således udtalt i Caroline Wozniackis tilfælde. Hun er et gennemkoreograferet medieprodukt, der tjener styrtende på sponsoraftaler, hun formulerer sig ofte som en robot, og det kan være vanskeligt at identificere et levende menneske inde bag de stive manerer. Hun er med andre ord en lille smule svær at holde af sammenlignet med for eksempel de håndboldherrer, der netop har spillet EM, og som udstråler en helt anden samhørighed med deres omgivelser.

Den mediebårne personkult gør det ikke bedre, og da Caroline Wozniacki i søndags på tv-skærmen som en græsk gudinde kom sejlende i en gondol i Melbournes botaniske have, fremstod det som et næsten komisk scenarie, fordi den ydre pragt er ude af proportioner med sagens essens. Sportsfolk underholder jo bare, de er jævne mennesker, og midt i alt det iscenesatte skinnede det her igennem, at også Caroline Wozniacki er bærer af de skæve proportioner. Dette var jo også medvirkende til, at der ikke var enighed om, at hun var den rette til at bære Dannebrog under indmarchen ved OL i Rio de Janeiro i 2016. Midt i fejringen af den olympiske ånd falder det i øjnene, når en sportsmand har fjernet sig for meget fra udgangspunktet.

Ganske vist er omtalte OL-ånd mildt sagt flosset i kanten, men det ændrer ikke ved, at en kvinde som Caroline Wozniacki virker som et fremmedlegeme blandt svømmere og bueskytter, der stadig hører en mere beskeden tradition til. Men alt dette er selvfølgelig glemt lige nu, for når en dansker triumferer ude i verden, blegner mange forbehold. Er det hyklerisk? Ja, lidt. Naturligvis kan man ikke vide, om nogen af dem, der hidtil har kritiseret Caroline Wozniacki, også er blandt dem, der nu elsker hende. Men det er da en mulighed. Lad os sige det sådan.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.