INDRØMMET: Ligesom børn kan journalister være dårlige til at tage et nej for et nej. Det fik Jørn Henrik Petersen at føle forrige uge, hvor den erfarne velfærdsstatsforsker i en venlig mail skrev, at han var begravet i sin research til en kommende bog. Han havde derfor ikke tid til et interview, skrev han. Emnet, som Kristeligt Dagblad ville tale med ham om, var da også mere tidskrævende end et kort afbræk. Ligesom flere meningsdannere og professorer har gjort det i avisen de seneste uger, skulle Jørn Henrik Petersen nemlig fælde sin dom over velfærdsstatens tilstand anno 2020.
Trods afvisningen sluttede Jørn Henrik Petersen sin mail med ”en lille tilføjelse” til debatten. Han skrev:
”Hvor vi i den klassiske velfærdsstat så det enkelte menneske som noget, der har værdi i sig selv, er værdien i dagens Danmark en funktion af, hvad den enkelte kan bidrage med. Fællesskabsmennesket er afløst af det opportunistiske menneske, hvis gøren og laden skal styres af økonomiske tilskyndelser. Det er en grundlæggende ændring af menneskesynet, og vi nærmer os en situation, hvor man gør Luthers skræmmebillede – det indkrogede menneske, der er sig selv nærmest – til idealforestillingen.”
Punktum. Ingen uddybning.
”ET ØJEBLIK,” siger Jørn Henrik Petersen, da han tager telefonen nogle dage senere. Han skal lige sætte sig til rette i lænestolen, siger han og lægger røret. Når det drejer sig om velfærdsstaten, er Jørn Henrik Petersen det nærmeste, man kommer et leksikon. Han har brugt en stor del af sit liv på at studere den og har skrevet bøger om den fra forskellige vinkler. En socialdemokratisk vinkel. En luthersk. Og så mere overordnet som hovedredaktør på et 5800 sider stort værk om velfærdsstatens historie.
Nogle vil sikkert mene, at Jørn Henrik Petersen også har haft en andel i, hvad velfærdsstaten har udviklet sig til. I hvert fald var han i begyndelsen af 2000’erne medlem af den såkaldte velfærdskommission, som VK-regeringen nedsatte for at fremtidssikre velfærdsstaten mod alskens tænkelige trusler. Fra arbejdskraftens globaliserede bevægelighed til den demografiske udvikling, hvor gennemsnitslevealderen stiger, samtidig med at fødselsraten falder.
Dengang var Jørn Henrik Petersen selv ”én af dem”, der mente, at en tilpasning og markedsliggørelse af velfærdsstaten var nødvendig for dens overlevelse, forklarer han efter at have sat sig tilrette.
”For pokker altså, jeg er jo selv uddannet økonom”, lyder det nærmest undskyldende, men samtidig så bombastisk, at han ikke efterlader nogen tvivl om, at han i dag har ændret standpunkt.
”Diskussionen om velfærdsstatens tilstand handler om vores menneskesyn. Og det anser jeg i dag som en langt mere fundamental diskussion end den, mange økonomer, som jeg jo selv har sunget sange med, er tilbøjelige til at tage. De mener, at velfærdsstaten er i gang med en tilpasning. At vi bare skal dreje på nogle hængsler og justere pensionsalderen og dagpengereglerne. I mine øjne er alt dette overfladefænomener. Det fundamentale i diskussionen om velfærdsstatens udvikling handler om, hvordan vi etisk ser mennesket,” siger han.
DEN KLASSISKE VELFÆRDSSTAT, som Jørn Henrik Petersen refererer til, opstod med folkepensionsordningen i 1957 og voksede sig større op gennem 1960’erne. For at forklare tankegodset bag modellen låner han begrebet ”fællesskabsmennesket” fra teolog og Krogerup Højskoles første forstander, Hal Koch. Det er tanken om et menneske, der er parat til ”at træde et par skridt tilbage fra sig selv for til gengæld at drage omsorg for medmennesket”.
”Fællesskabsmennesket repræsenterer i virkeligheden en ældgammel tankeverden, vi blandt andet kender fra Luther. Han siger: ’Mennesket retfærdiggøres – frelses – ved Guds ubetingede nåde, og derved sættes mennesket fri.’ Luther mener altså – modsat katolicismen – at frelsen er forudsætningen for, at vi som mennesker kan gøre gode gerninger. Vi er med andre ord sat i gensidig ansvarlighed over for vores medmenneske. Men, siger Luther så, dette er ikke så let, for mennesket er ’indkroget’ i sig selv.
På jævnt, moderne dansk betyder det, at mennesket er selvisk som bare fanden. Derfor siger Luther også, at vi ikke kan forlade os på, at mennesket frivilligt gør godt i forhold til hinanden. Derfor har vi brug for ’ordninger’. I mine øjne var den klassiske velfærdsstat en sådan ordning, fordi den hvilede på et håb om, at vi på passende vis ville tage hånd om vores medmennesker. Velfærdsstaten var næstekærlighedens surrogat.”
DET VAR MED AFSÆT I jordskredsvalget i 1973, hvor nye partier kom til og halvdelen af Folketingets medlemmer blev udskiftet, at den klassiske velfærdsstat kom under en gradvis nedbrydning, forklarer Jørn Henrik Petersen. Det begyndte med en ændring i den politiske retorik, hvor flere begyndte at betragte for eksempel den arbejdsløse som en social nasser. Og udviklingen blev endeligt cementeret, da Socialdemokratiet i begyndelsen af 1990’erne tiltrådte udspillet ”Noget for noget”.
”Alle de reformer, der følger i 1990’erne og senere hen – Lovene om aktiv social politik og aktiv beskæftigelsespolitik – de betyder, at man i stigende grad siger, at man skal yde noget til gengæld for sine ydelser, for ellers bliver for mange nassere eller misbrugere af systemet. Det er i denne periode, vores samfundskonstruktion går fra at have en forståelse af, at mennesket er fællesskabsorienteret, til, at vi betragter mennesket som et væsen, der handler, som økonomerne prædiker, hvorfor deres handlinger skal tøjles gennem tilskyndelser og sanktioner. Vi udvikler dermed et menneskesyn, som jeg kalder for det opportunistiske menneske. Et menneske, der er sig selv nærmest. Mennesket har ikke længere værdighed i sig selv. Vi betragter det som en grisebasse, der vil rage til sig på fællesskabets bekostning, og derfor griber vi ind med alle disse krav om modydelser. Min pointe er, at det opportunistiske menneske er ensbetydende med, at vi har gjort Luthers skræmmebillede om det indkrogede menneske til idealforestilling i vores samfund.”
Men økonomerne og de politikere, der gennemførte reformerne, vil jo sige, at havde det ikke været for reformerne af velfærdspolitikken i 1980’erne og frem mod i dag, så ville udgifterne været løbet løbsk og Danmark være gået rabundus.
”Jeg forstår selvfølgelig godt det økonomiske argument, men for mig er det irrelevant. Velfærdsstaten var aldrig en forretning, men en moralsk konstruktion, der krævede rygrad, der bestod i: mådehold, så ingen bare rager til sig. Generøsitet, så man uden at kny betaler sin andel af festlighederne. Arbejdsvilje, så der er et finansielt grundlag. Velfærdsstaten kræver, som Hal Koch argumenterede for, dannelse,” siger Jørn Henrik Petersen, der grundlæggende mener, at vi har en tilbøjelighed til at acceptere den nuværende samfundsindretning og kravet om evig vækst som noget alment gyldigt.
”I dag godtager vi ukritisk økonomernes rationaler, mens vi har glemt, at netop deres rationaler er blottet for den etiske dimension. Det er op til os selv at spørge, om der findes en anden vej. Vi skal besinde os, hvis vi igen skal begynde at opføre os som fællesskabsmennesker.”
Det lyder som en utopi, hvis alle mennesker skulle være villige til at slå ind på denne anden vej?
”Det kan da godt være, at det er hamrende naivt, men det er jeg fuldstændig kold over for. Jeg fastholder, at der er en vej at gå for den velfærdsstat, der vil ’lige værdighed i borg og hytte’, som Grundtvig sagde. Vi skal stoppe med at anskue menneskets værd på grundlag af præstationer. Denne tankegang har gennemsyret vores menneskesyn og forplantet sig i socialpolitikken, skolepolitikken, arbejdsmarkedspolitikken og så videre. Vi skal tilbage til at se mennesket som værdigt i sig selv.”