I tirsdags blev Yahya Hassan begravet. Den 24-årige digter, der forleden blev fundet død i sit hjem, blev stedt til hvile på Vestre Kirkegård i Aarhus, hvor flere hundrede var mødt op for at sige farvel.
I offentligheden blev Yahya Hassan en kort og dramatisk historie, der tog sin begyndelse, da han i 2013 i en digtsamling helt uden omsvøb kritiserede sin muslimske kultur, religiøs hulhed, patriarkalsk magtmisbrug og den illoyalitet over for Danmark, der ifølge ham eksisterede i ghettoen. De sørgmodigt aggressive digte nedfældet med versaler gjorde Yahya Hassan berømt på stedet, og i visse medier blev han fra første dag omklamret og knuselsket.
Der var sandt at sige noget usmageligt ved det. Yahya Hassan udtalte meget af det, som fornuftige islamkritikere havde formuleret i årevis, alt imens man i det pæne selskab havde rystet forarget på hovederne og talt om racisme og beskidt menneskesyn.
Nu nikkede det samme segment begejstret lige fra Rådhuspladsen i hovedstaden til Louisiana og ud på bogmessen i Bella Center, hvor man stimlede sammen for at høre den unge mand messe sine digte. Jeg ikke har forstand på poesi, men jeg har til gengæld forstand på hykleri, og her var der ikke noget at tage fejl af. Det stod med Yahya Hassan mejslet i luften, at vi befinder os i en epoke, hvor det ikke for alle er budskabet i sig selv, der er afgørende, men derimod, hvem der siger det. Og vi så tegn på den tendens, der siden kun er taget til i styrke.
Nemlig den intense fokusering på identitet og hudfarve, der kan skabe en tilstand, hvor kun de brune må kritisere de brune, mens de hvide skal slå sig selv oven i hovedet, og sagens kerne – de store integrationsproblemer og den foragt for Danmark, der findes blandt nogle muslimer – risikerer at blive sekundær.
Yahya Hassan var med til at illustrere det skæbnesvangre ved identitetstænkningen og mediernes rolle i dens promovering.
Han blev både en kæledægge og en kastebold i værdikampen, og tidligt blev det da også nævnt, at de medier, der dyrkede Yahya Hassan allermest, muligvis var i færd med at brolægge hans vej med visse problemer.
Det er sjældent gratis på få dage at løfte en ung mand hele vejen op til stjernerne, og mens vi aldrig får det fulde svar på, hvorfor Yahya Hassan fik så store problemer med sit sind, med politiet og naturligvis med dele af sin egen kultur, som han havde kritiseret nådesløst, ved vi, at stor berømmelse kan være livsfarlig for et skrøbeligt menneske.
Mange fik lyst til at bruge Yahya Hassan i eget ærinde, og tirsdagens tv-billeder fra kirkegården i Aarhus, hvor kisten blev båret gennem de smukke forårsfarver, var hjerteskærende på sin helt egen måde.
Mens imamen råbte sit budskab ud over de fremmødte, kunne man ikke lade være med at overveje, om afskeden mon var helt i Yahya Hassans ånd. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at hykleriet tog form omkring ham fra begyndelsen. Hvem ved, om det også til en vis grad var til stede ved afslutningen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.