Hvad stiller medierne op med Yahya Hassan? På en gang rost digter og dømt voldsmand, for tiden indlagt på retspsykiatrisk afdeling på Skejby Sygehus.
Den etiske diskussion om, hvorvidt en forfatters gerninger diskrediterer hans værk, er ikke ny. Senest aktualiseret i forbindelse med tildelingen af Nobels litteraturpris til Peter Handke, østrigsk forfatter, der har kompromitteret sig politisk med en hyldest af den serbiske leder Slobodan Milosevic.
Med Yahya Hassan får diskussionen et twist, fordi digterens liv er så tæt forbundet med det værk, der også bærer hans navn. ”Yahya Hassan 1 og 2” er digtsamlinger, man ikke til at skille fra digterens liv. Den første er skrevet på basis af opvæksten i et voldeligt indvandrerhjem i Aarhus Vest, den anden ud fra, hvad der siden skete: vold, domme, stofmisbrug, psykiatriske indlæggelser.
Kan man overhovedet forholde sig til værket uden at forholde sig til manden bag? Det kan og må litteraturanmelderne gøre på avisernes kultursider, hvor man ellers hurtigt ville tage livet af en række store forfatterskaber. Knut Hamsun kan godt være en god forfatter, selvom han trykkede hånd med Hitler. Yahya Hassan kan godt være en fremragende digter, selvom han er en problematisk person.
Hvordan skal medierne så forholde sig til personen Yahya Hassan? Det var genstand for en diskussion i ”Presselogen” på Tv 2 News søndag. Medvirkende var blandt andre Martin Krasnik, Weekendavisens chefredaktør, der havde interviewet Yahya Hassan over patienttelefonen på hospitalet. Krasnik har også haft Yahya Hassan boende i to måneder efter udgivelsen af Hassans første digtsamling. Chefredaktøren er altså involveret med digteren på en anden måde, end en journalist normalt ville være.
Krasnik mente selvfølgelig, at det havde været okay at interviewe Yahya Hassan på den lukkede afdeling. Hassan vidste, hvad han gjorde, og lægerne havde givet deres tilladelse til interviewet. Det blev optaget over flere telefonsamtaler, en af dem dagen efter at Hassan ifølge eget udsagn havde været bæltefikseret, fordi han havde været ved at ”smadre en neger”.
De tilstedeværende chefredaktører var enige med Krasnik i, at der i forhold til de presseetiske regler ikke var noget at komme efter i interviewet. Man sporede også en vis misundelse over, at det var Weekendavisen og ikke dem selv, der havde interviewet Hassan, der er ”uimodståelig for medierne”, som en udtrykte det. Og det er måske den virkelige fristelse: at medierne ikke kan stå imod, når Hassan lige præcis ikke udgiver digtsamlinger. Hvis ikke de kan det, bliver det bare tabloidt. Her er Hassan lige så uinteressant som Nicklas Bendtner, når han ikke spiller fodbold.
Hassan kalder sig selv ”en intellektuel kriminel”. Men han og medierne skal ikke tage fejl: En digter, der begår forbrydelser, er kriminel. En kriminel kan godt være intellektuel og digter, men det gør ikke hans forbrydelser hverken større eller mindre. Heller ikke hans digtning.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.