”Hjernevaskeren” er titlen på en DR-dokumentar i tre afsnit om Yaqoub Ali. Han er dømt for vold og terror, og er tidligere leder af Kaldet til Islam, en radikal og voldsparat islamistisk gruppe. Nu er han begyndt på en pædagoguddannelse, en mønsterstuderende, forstår man. Hans fortid spænder ben, og han kan ikke få praktikplads som pædagog. Yaqoub Ali er ikke en medløber; han er en af dem, der fik folk til at løbe med. Han er ikke hjernevasket, han er hjernevaskeren, der altså nu er kommet på bedre tanker.
Det springende punkt er, om man tror på Yaqoub Ali. Om man tror på, at den voldsparate islamist, der har skiftet klædedragt og langt skæg ud med briller og godnathistorier, virkelig er blevet en skyldsbevidst pædagogstuderende og samfundsborger i det godes tjeneste? Jeg vakler.
Dokumentaren giver ikke et entydigt svar, men anskueliggør dilemmaet. Yaqoub Ali er født i Irak, hvor han lærte at bruge våben, før han lærte at cykle. Han kom til Danmark som 12-årig og blev ret hurtigt en del af et kriminelt miljø. Han blev dømt for vold, men en psykiater erklærede ham uegnet til almindelig afsoning. Efter en varetægtsfængsling, en bøn og en frikendelse blev han praktiserende muslim. I Kaldet til Islam tog han del i hvervningen; han lærte at så et had og lade det arbejde i folk og at manipulere mennesker.
Et gennemgående udsagn er, at Yaqoub Ali føler sig skyldig i forhold til dem, han har svigtet, sin fodboldtræner, sin familie og så videre. Samtidig er der forhold, der ikke kommer frem i lyset, herunder hans ageren i Syrien under et par korte ophold og konflikterne i det islamistiske miljø, hvor han er persona non grata på grund af sit frafald. Det er uklart, om medietilstedeværelsen er en form for forsikring eller det modsatte for Ali, der ikke længere har en voldelig gruppe bag sig.
Ifølge ham selv kom han på bedre tanker under en afsoning i Horserød. Her blev han mødt med venlighed fra mennesker, han selv omfattede med had. Hvor kom venligheden fra, spørger han? Det er den gode historie om kærlighed, der overvinder had. Den historie, man virkelig gerne vil tro.
Samtidig fortæller han en historie om, hvordan ”det virkede”, dengang Kaldet til Islam patruljerede og kontrollerede bydelen Tingbjerg og holdt kriminelle bander i skak. En praksis, de måtte opgive, da flere af medlemmerne tog til Syrien. Han har også glemt at fortælle en potentiel praktikkommune om en dom for hærværk fra 2020, altså efter ophør af det aktive engagement i Kaldet til Islam. Hvem ville ikke reagere, hvis nogen overfusede ens kone, spørger han oprevet – som om det indlysende svar er vold og hærværk. Man har vel hørt om nogen, der vender den anden kind til?
Kan man tro på Yaqoub Ali? Jeg ved det ikke. Er tilbøjelig til at tilslutte mig Özlem Cekic, der som ”brun politiker” var et hadeobjekt for Kaldet til Islam: Er du klar over, hvor alvorlige ting, du har lavet, spørger hun. Hun mener, hun er nødt til at have lidt hånd i hanke med Yaqoub Ali.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.