Yemen står i flammer. Den væbnede konflikt er gået ind i sit tredje år og er eskaleret til en decideret krig, der har enorme konsekvenser for civilbefolkningen.
Vi ser helt små børn på mellem fire og seks måneder, som vejer mindre end en almindelig nyfødt i Danmark. Det skyldes i høj grad, at familier ikke har penge til mad – og har svært ved at finde lægehjælp, der er gratis. Børn ankommer til vores hospitaler med infektioner, vejrtrækningsproblemer, og nogle er så svage, at de ikke kan spise selv, men skal have mælkepulver igennem en sonde. Nogle børn er så trætte og underernærede, at de ikke engang har energi til at græde.
FN klassificerer Yemen som den største humanitære krise i verden med tæt på syv millioner mennesker, der har akut brug for nødhjælp. Donorkonferencen den 25. april skal forsøge at samle ekstra 14 milliarder kroner til de mest akutte behov for mad og medicinsk hjælp.
Flere penge vil i sagens natur være en vigtig forudsætning for at forbedre hjælpen til Yemen. Men penge kan ikke stå alene. I akutte kriser som denne er det helt afgørende, at der er en del humanitære organisationer til stede, som kan bringe hjælpen frem.
Men det er farligt at arbejde i Yemen. Læger uden Grænser har mistet 26 kolleger og patienter i fire separate angreb mod vores sygehuse, siden krigen brød ud.
En af vores mobile klinikker er blevet ramt i et luftangreb, ambulancer er blevet skudt på eller er blevet udsat for, at bevæbnede mænd er trængt ind.
Medicinsk personale er blevet skudt på vej til deres arbejde, er blevet udsat for trusler eller er blevet tilbageholdt. Så det kan være med en stor personlig risiko, at man fortsætter arbejdet med at behandle patienter.
”Jeg føler aldrig, at jeg er i sikkerhed,” siger en chef for akutskadestuen på et hospital i byen Taiz.
”Der er ingen respekt for det medicinske arbejde. Vores hospital er kommet under angreb mange gange, og det skaber angst hos både patienter og medarbejdere.”
Selvom sikkerhedssituationen er alvorlig, må og skal det være muligt at være til stede og yde nødhjælp der, hvor patienterne er. Vi har næsten 1600 medarbejdere i landet, der blandt andet behandler de akut underernærede børn og opererer de sårede. Men der er brug for langt flere hænder ”on the ground”.
FN-konferencen burde også gerne sætte fokus på sikkerhedsproblemerne og på, hvordan man kan få de stridende parter til at stoppe med at angribe hospitaler, sundhedspersonale og humanitær hjælp. Det er forståeligt, at organisationer også må beskytte deres personale, men det er vigtigt, at vi som samlet nødhjælpssektor drøfter, hvordan vi kan nå alle de mennesker, der står uden hjælp til overlevelse i en række konfliktområder – og at der så bliver handlet på det.
Men i sidste ende er det selvfølgelig de krigsførende parter, der har ansvar for, at medicinsk hjælp og anden nødhjælp når ud der, hvor der er behov for den. De har ansvar for, at for eksempel en familie med et meget sygt barn kan nå frem til et hospital gennem vejspærringer uden at udsætte sig selv for livsfare.
Det er uhyggeligt, at ikke engang hospitaler er sikre i Yemens borgerkrig. Alle krigens parter er nødt til omgående at stoppe de vilkårlige angreb på civile og hospitaler.
Og så er der brug for massiv international støtte for at kunne hjælpe de mange millioner mennesker, der er desperate efter lægehjælp og mad.
Jesper Brix er direktør for Læger uden Grænser