Prøv avisen
Debat

Yogalærer: Gør op med travlhedsånden

Som yogalærer møder jeg til daglig mange mennesker, der har brug for at sætte tempoet ned, skriver Maria Anemone Kongstad. Foto: Maud Lervik

Travlheden er blevet et livsvilkår, som vi indordner os efter. Hvis vi ikke gør det, så følger vi ikke med, og vi bliver langsomt ekskluderet fra samfundsnormen om det ”korrekte liv”, skriver yogalærer

TRAVLHED ER på mange måder blevet overskriften på min generations livsstil, ja, måske det 21. århundrede og vores måde at leve på i det moderne samfund. Hverdagen går stærkt, store og mindre livsbegivenheder, to do -lister, der vokser, venner, vi skal se, familie, vi elsker, og alt imens glemmer vi os selv.

Pludselig en dag sidder du og kigger på nogle gamle billeder på din mobil og ser ting, du har lavet, som du havde glemt, eller Facebook husker dig på, hvad du lavede sidste måned eller sidste år. Det går op for dig, at du glemte at nyde de øjeblikke, som du tog billeder af.

Det kender jeg i hvert fald alt for godt selv, og som yogalærer møder jeg til daglig mange mennesker, der har brug for at sætte tempoet ned. Jeg ved ikke, hvor mange venner jeg har snakket med i de seneste fem år, som har fortalt, at de ville ønske, de havde mere tid til at ses, hygge og have det sjovt. Men de har alt for travlt.

Denne travlhed bliver taget for givet, det er et vilkår, som vi indordner os efter. Hvis vi ikke gør det, så følger vi ikke med, og vi bliver langsomt ekskluderet fra samfundsnormen om det ”korrekte liv”. Mennesker er sociale væsner, og vi vil gerne være en del af fællesskabet. Vi sætter derfor ikke spørgsmålstegn ved, om det egentlig er i orden at have så travlt, men forsøger at følge med i de normer, som samfundet sætter for det gode liv: Hus, have, løbe maraton, dyrke crossfit, gå på kur og få børn. Men selv når vi opnår alle de ting, får vi nye idéer om det næste, vi må købe for at blive lykkelige. Måske en bil, mere plads, græsplæne eller kæledyr.

På den måde kommer vi til at sidde fast i en kapitalistisk travlhedsånd, som langsomt har opslugt vores bevidsthed, og vi glemmer at nyde livet og være til stede i nuet.

Der tales for tiden meget om stress, hvor mange der har det, hvor det kommer fra, og hvad vi kan gøre ved det. Men når vi ikke har tid til at trække vejret og leve i nuet, så kan vi heller ikke mærke, hvornår travlhed bliver til stress. Når vi rammes af stress, brister elastikken, og vi mærker pludselig, hvordan hukommelsen ikke er, som den plejer, hvordan koncentrationsevnen svækkes, og vi pludselig ikke kan passe hverken vores arbejde eller vores hverdag.

Mange giver de sociale medier skylden for stress blandt unge i alderen 25-30 og mener, at det er en forklaring på, hvorfor så mange i min generation sygemelder sig. Men jeg tror på, at vi skal se dybere på samfundets bagvedliggende mekanismer. Materialismen er på sit højeste, alle de goder og muligheder, vi har i det moderne samfund, bevirker, at vi får travlt. Der er simpelthen så mange ting, vi skal nå, og endnu flere muligheder for at opnå det perfekte liv. De sociale medier er blot et værktøj i det kapitalistiske samfund, som lægger yderligere pres på individet.

Så fjerner vi for eksempel de sociale medier, er det blot som at fjerne et symptom på problemets hovedårsag, nemlig den kapitalistiske travlhedsånd. Fuldstændig ligesom når vi tager en Panodil mod hovedpine. Måske vi ikke mærker hovedpinen i et par timer, men den er der stadigvæk.

Jeg vil derfor opfordre min generation til at sige fra, mærke efter og sætte spørgsmålstegn ved, hvordan og hvorfor de lever deres liv, som de gør. Når vi lever efter det, der gør os glade, og tager os tid til at hvile i det i stedet for at efterleve samfundets normer om det gode liv, så kan vi gøre op med travlhedsånden.

Det er vores ansvar at gøre op med denne travlhedsånd for at sikre, at de kommende generationer, vores børn og børnebørn, kan få et liv i balance uden et enormt pres. Det bliver en afgørende kamp for min generation at sige fra over for travlheden. Ellers risikerer vi sammenbrud i en hel generation – både vores egen og den næste.

Maria Anemone Kongstad er yogalærer og kandidat i socialt arbejde fra Aalborg Universitet.