Regeringens totalitære snak skal modsiges

For mig er regeringens megen snak om at gå til kanten af Grundloven og de stadige forsøg på at kriminalisere holdninger aldeles forrykt. Man fjerner ikke holdninger ved straf, forbud eller opløsning af foreninger og trossamfund, skriver den tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V)

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

Det drøftes oftei folkekirken, i hvilket omfang biskopper kan, må og bør ytre sig i døgnets debat. Vi er mange linjevogtere, der holder øje med, at biskopper og andre i folkekirken ikke danner deres eget kirkeråd og i fælleserklæringer udtaler sig som synode og fremtræder, som om de kan tale på folkekirkens vegne.

Den påpasselighed må der ikke alene vises over for biskopper, men også over for grupper af præster, der kommer med fælleserklæringer, som om netop de har en særlig myndighed til at udtale sig på folkekirkens vegne.

Senest har en gruppe præster på forsiden af Kristeligt Dagblad lørdag den 2. april i en fælleserklæring beskyldt nogle biskopper for magtmisbrug og andre grimme ting. Det er jo hårde ord. Selv hvis der måtte være hold i en sådan beskyldning, skal man vare sig for den slags kraftudtryk. Der er imidlertid ikke hold i beskyldningen.

Det fremgår af præsternes fælleserklæring i Kristeligt Dagblad, at biskopperne skulle optræde som en rigsdag, fordi biskopperne hver for sig har besvaret spørgsmål fra en journalist, der ønsker at kende de pågældende biskoppers holdning til det, der for mig ligner regeringens rutsjetur ned ad den sliske, der fører til det totalitære samfund.

I modsætning til præsterne, der nu optræder i samlet trop, som om de udgør et særligt råd, har de fire biskopper blot svaret på stillede spørgsmål fra journalister, der af egen drift har henvendt sig til de pågældende biskopper.

Præsternes fælleserklæring rejser naturligvis det principielle spørgsmål om, hvorvidt biskopper skal være afskåret fra at besvare henvendelser fra journalister. Spørgsmålet vil jeg for mit eget vedkommende besvare med et tordnende nej. Men jeg vil naturligvis ikke undlade at kommentere svar, jeg måtte være uenig i, uanset, hvor biskoppelige udsagnene måtte være. Det er jo en del af både demokratiet og den folkekirkelige ordning, at meninger brydes, og at Johannes og Judas såvel som Maria fra Nazaret og Maria fra Magdala har samme ret til at udtale sig.

Spørgsmålet om biskoppers ytringsret er ikke blot af akademisk interesse, men i høj grad også af praktisk art, al den stund biskopper og præster for den sags skyld i dag fylder mere i mediebilledet end tidligere. Biskopper og præster bliver oftere afæsket en udtalelse om dette og hint. Det synes jeg bestemt ikke, der er grund til at begræde. Tværtimod.

Men kan en biskop da tillade sig at udtale sig imod et flertal i Folketinget? Ja, naturligvis, den ret har da enhver i et demokratisk samfund. Og den ret er naturligvis helt uafhængig af, om andre måtte være enige i et biskoppeligt standpunkt eller ej.

I den konkrete og meget aktuelle og principielle sag om regeringens flirten med indskrænkning af visse grupper af borgeres frihedsrettigheder finder jeg egentlig, at det både er naturligt, at der er journalister, der efterspørger udsagn fra biskopper, præster og andre kirkelige røster, hvortil jeg for helt egen regning omfatter mig selv – og at der svares.

Netop op til anden søndag efter påske kan der henvises til en prædiken af Luther, der nævner, at straf ikke gør et menneske fromt i hjertet. For om et menneske tvinges til at vise sig from i det ydre, så er hjertet stadigvæk en fjende af loven. Grundtvig er i forhandlingerne på den grundlovgivende rigsforsamling, der forberedte Grundloven af 1849, inde på det samme. Forsøger man at bøje menneskets inderste mening, så opnår man blot, at det enkelte menneske bliver endnu mere befæstet i sin egen overbevisning.

For mig er regeringens megen snak om at gå til kanten af Grundloven og de stadige forsøg på at kriminalisere holdninger aldeles forrykt. Man fjerner ikke holdninger ved straf, forbud eller opløsning af foreninger og trossamfund. Man opnår alene at få endnu mere indædte fjender af samfundet, som under trussel om straf i stedet vil arbejde i det skjulte og uden for myndighedernes søgelys.

Regeringens fremfærd må netop interessere folkekirkens medlemmer. Luther skelnede klart mellem det verdslige og det kirkelige regimente. Endnu klarere udtalte Grundtvig sig, når han som en konsekvens af denne lutherske arv tordnede imod en statsmagt, der vil blande sig i hjertesager.

Det er præcis, hvad regeringen forsøger: at blande sig i hjertesager. Ved at drage hjertesagerne ind under den politiske magtsfære blander regeringen netop de to regimenter sammen.

Regeringen er slået ind på en vej, der netop kendes i islamismen. Regeringen inddrager kirkens regimente og hjertets regimente under sin politik. Det er definitionen på totalitarisme.

Der er al mulig grund til, at netop enhver, der hylder den lutherske og grundtvigske skelnen mellem regimenterne, i stedet for at føre borgerkrig imod hinanden holder sammen imod ekstremismen både i kristendommen, i islam og blandt ateister.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye