DET LYDER HEROISK, når det store flertal af danske medier i debatten om Rasmus Paludan og de voldelige optøjer på Nørrebro proklamerer, at politiets indgriben i Paludans ytringsfrihed markerer en glidebane, og at det netop nu er afgørende, at vi som samfund viser, at vi har lært af Muhammedkrisen og utvetydigt tillader hån, spor og latterliggørelse i enhver tilskikkelse.
Juristen Jacob Mchangama er bannerfører for positionen, som efterhånden også omfatter flertallet af danske dagblade, herunder Berlingske, Politiken, Morgenavisen Jyllands-Posten og Weekendavisen, mange politikere og meningsdannere. Det utvetydige forsvar for ytringsfriheden er principielt, enkelt at forstå og rummer den behørigt indbyggede afstandtagen til radikaliserede unge muslimer, som også gør det politisk opportunt. Vi her i Danmark er ytringsfrihedens forsvarere, unge muslimer og voldsparate venstreradikale forsøger at knægte den. De er problemet, ikke Paludan, lyder det. Så principielt og entydigt er det liberale forsvar for ytringsfriheden, at vi alle sammen kunne have det liggende på en genvejstast på computeren. F11. Værsågod. Problemet er bare, at sådan er virkeligheden ikke. Logikken i det endimensionelle forsvar for ytringsfriheden er så stringent, at positionen simpelthen savner intellektuel dybde og juridisk tyngde. Ytringsfriheden er naturligvis helt afgørende i et åbent, demokratisk samfund, men det er ikke bare et princip afkoblet virkeligheden. Det er en rettighed, som skal balanceres i forhold til andre rettigheder og hensyn, blandt andet hensynet til den offentlige ro og orden. Det bedste forsvar for ytringsfriheden er en svær balance, som aldrig er afgjort én gang for alle, men vil afhænge af konteksten. Det er ikke en automatreaktion, en remse, som chefredaktører og andre bare kan lire af.
Heldigvis er der dygtige jurister, som lejlighedsvis påtager sig at forklare denne balance, men de drukner ofte i det højtråbende kor af ytringsfrihedsforkæmpere. Det gælder Bent Carlsen, præsident for Østre Landsret og tidligere formand for det nu de facto nedlagte Straffelovrådet, som for to år siden anbefalede at bevare blasfemiparagraffen, netop for at staten kunne gribe ind over for de allergroveste forhånelser på et område, som man historisk og erfaringsmæssigt ved er ømtåleligt. Nogle gange kan det således ifølge Carlsen være nødvendigt at indskrænke ytringsfriheden en smule af hensyn til den offentlige orden og et samfund, hvor vold, radikalisering og provokationer ikke spidser til. Det er ikke en glidebane, men en pragmatisk afvejning, som har eksisteret lige så længe, som ytringsfriheden har eksisteret som rettighed.
Tidligere professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen taler for samme position, når han her i avisen påpeger, at ytringsfriheden ikke er en ukrænkelig ret til hvad som helst, ligesom advokat Tyge Trier har forklaret, at man udmærket inden for rammerne af menneskerettighederne kan lægge begrænsninger på ytringsfriheden, især når der er tale om en bevidst provokatorisk misbrug af rettigheden som i tilfældet med Paludan. Man må antage, at juristerne i Rigspolitiet og Justitsministeriet er nået frem til samme vurdering som grundlag for at forbyde Paludans aktioner på udvalgte steder hen over påsken.
Det er og bliver det rigtige at gøre i den konkrete situation, også selvom det kan udlægges som et knæfald for voldsparate islamister og venstreradikale. Derfor har Kristeligt Dagblad som et af få danske dagblade bakket op om politiets linje og det pragmatiske forsvar for ytringsfriheden, som Carlsen og Toftegaard taler for. Samfundets hensyn til offentlig ro og orden har naturligvis altid givet uromagere et kort på hånden, men som samfund har vi heldigvis mulighed for at gribe ind over for dem. Samtidig skal vi selvfølgelig også fra mediernes side tale højt og utvetydigt om det problematiske ved at møde provokationer med vold.
Kampen for et åbent samfund, for ytringsfriheden, er besværlig, og den skal føres på mange fronter. Det er værd at slå fast, at vi faktisk har meget vide rammer for ytringsfrihed i Danmark. Heldigvis for det. Når påsken er overstået, skal Paludan også nok finde nye jagtmarker, men han må formentlig leve med, at det ikke bliver på Blågårds Plads, han skal urinere på Koranen. Det overlever den danske ytringsfrihed.
Måske vil også de stålsatte danske ytringsfrihedsforkæmpere med tiden indse, at det bedste forsvar for ytringsfriheden kræver fornuft og blik for helheden.