Ytringsfriheden skamrides

DEN NYE MUHAMMED-sag I ly af loven kan pressefriheden bruges til at såre mennesker, også når det gælder deres tro

DET ER bemærkelsesværdigt men ikke underligt at mange læserbrevsskribenter i Kristeligt Dagblad er imod offentliggørelsen af de så meget omtalte Muhammed-tegninger.

Bemærkelseværdigt, fordi læserbrevene i andre aviser synes enige med statsministeren og mange med ham i, at der ikke er noget, der hedder ytringsfriheden, men ..., og at man man derfor er imod ytringsfriheden, hvis man ikke synes, tegningerne skulle være bragt.

Det er en forkert følgeslutning. Kun meget få er imod ytringsfriheden jeg kender faktisk ingen.

DERIMOD MENER MANGE, at man ikke i ly af ytringsfriheden for et princips skyld bevidst bør såre andre, navnlig ikke når det gælder deres religiøse følelser. Ytringsfriheden er en ret navnlig til at angribe magthavere ikke en blankocheck.

Hvis det var tilfældet, havde der ikke været grund til at begrænse den i lovgivningen eller for medierne til selv at opstille er række presseetiske regler. At hævde det modsatte, som mange i dag gør, er at skamride ytringsfriheden.

Sagen handler ikke om jura, men om moral. I ly af loven kan pressefriheden bruges til at såre mennesker, også når det gælder deres tro. Men ikke efter moralen, der altid begynder, hvor loven hører op.

Det er svært at forstå for mennesker, der ikke kender til religiøse følelser, indrømmet. Men ikke for dem, for hvem tro betyder noget.

Bent A. Koch, forhenværende chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Ritzaus Bureau og Fyens Stiftstidende