Prøv avisen
Debat

Zimbabwes Mugabe er rystet: Et folkeligt oprør er startet af en præst på sociale medier

Er pastor Evan Mawarire mon Zimbabwes Desmond Tutu? Foto: Aaron Ufumeli/EPA/Scanpix

Er pastor Evan Mawarire mon Zimbabwes Desmond Tutu? I hvert fald har Evan formået ikke bare at sætte ord på folks frustration, men også at formulere en vision og et håb, skriver Christian Balslev-Olesen

Zimbabwe er ikke det samme.

Juli 2016 vil gå over i historiebøgerne. Den 6. juli blev landet lukket ned. Kampagnen Shut Down Zimbabwe, organiseret af pastor Evan Mawarires #ThisFlag-kampagne og støttet af opposition, fagforeninger og civilsamfund, lukkede landet ned. Butikker, arbejdspladser, skoler og offentlig transport var lukket, og offentligt ansatte blev hjemme i protest over ikke at have fået løn. Det er aldrig sket før.

Få dage senere blev pastor Evan arresteret – men retten afviste anklagen og løslod ham igen.

Den 21. juli krævede præsident Mugabes traditionelle støtter og tæskehold, veteranerne fra den gamle frihedshær, at Mugabe trådte tilbage. Flere veteraner blev arresteret.

Alle landets kirker – også konservative og traditionelle, uafhængige afrikanske kirker, der normalt støtter Mugabe – opfordrede til national dialog mellem regeringen og de forskellige dele af oppositionen.

Den dybe frustration og protest skyldes, at Zimbabwe er truet af økonomisk kollaps. Arbejdsløsheden er på 80 procent, korruptionen skyhøj, banker og hæveautomater er tomme, og regeringen har begrænset importen i et forsøg på at holde valuta i landet. I juni og juli havde regeringen ikke penge til at betale løn til de offentligt ansatte – politifolk, lærere, læger og sygeplejersker.

Dertil kommer, at Zimbabwe er ramt af den værste tørke i tre årtier. Præsidenten har erklæret landet i undtagelsestilstand. Mere end en tredjedel af befolkningen sulter. I de hårdest ramte områder er skolerne lukket, for børnene er for afkræftede til at komme i skole. Husdyr og kvæg i tusindtal er døde.

Fra alle sider lyder det: Noget nyt er i gang. Men der er også en erkendelse af, at styret vil slå hårdt tilbage, hvis demonstrationerne og aktionerne fortsætter. Lige nu er de politiske aktører – både Mugabe og oppositionen – i vildrede. De aner ikke, hvordan man skal håndtere et folkeligt oprør. Styret slår oprøret ned – oppositionen forsøger at gøre sig til ét med oprøret. Ingen af delene lykkes rigtigt.

ER PASTOR EVAN MAWARIRE mon Zimbabwes Desmond Tutu? I hvert fald har Evan formået ikke bare at sætte ord på folks frustration, men også at formulere en vision og et håb. Efter flere dødstrusler er han rejst i sikkerhed, først i Sydafrika og nu i USA.

Styret slår hårdt ned på folk, der demonstrerer. Indberetninger fra Zimbabwe Lawyers for Human Rights og Zimbabwe Peace Project dokumenterede 400-500 arrestationer i juli og en dramatisk stigning i indberetninger om trusler og vold.

Politi og demonstranter tørner flere steder voldsomt sammen. Ungdomsorganisationer har organiseret demonstrationer i protest mod politiets vold. Tåregas og afbrændte politibiler er en del af bybilledet i Harare foran regeringskontorerne i centrum.

Der er en forventning til kirkerne om at tage lederskab – fra civilsamfundet, oppositionen og medierne. Kirkelederne holder krisemøder, og der er enighed kirkerne imellem om sammen at tage lederskab på dialog, fortalervirksomhed, hjælp til ofrene og information til menighederne. Der er udpeget et Ecumenical Response Team af kirkeledere.

I Bulawayo, landets næststørste by, er kirkerne gået sammen om særlige forbønsgudstjenester og indsamling til ofrene. I denne uge samler kirkerne ind for at hjælpe traumatiserede børn og unge efter et tåregasangreb fra politiet.

ACT Alliance, et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp og 10 kirkelige organisationer i Zimbabwe, støtter de kirkelige institutioner og har etableret en hjælpefond, som yder retshjælp til ofrene for vold og mad og medicin til fængslede. Alle er klar over, at den nuværende krise kan fortsætte frem til valget i 2018.

Lige nu er det forår i Zimbabwe. Jacaranda-træerne blomstrer og drysser deres blålilla blomster over Harares gader. Om det også er et politisk forår er for tidligt at vide.

Ét er sikkert: Mugabe og Zanu er rystede – og rådvilde. Et folkeligt oprør er sat i gang af en præst på sociale medier.

Christian Balslev-Olesen er Folkekirkens Nødhjælps landechef i Zimbabwe.