Efter at chokket har lagt sig, kommer eftertanken og spørgsmålet Hvilke konsekvenser får massakren i Oslo for vores demokrati og samfund. Jeg har svært ved at forestille mig, at livet går videre som om ingenting var hændt. Ugerningen med bomben ved regeringsbygningerne og den grusomme nedslagtning af de unge på Utøya har en karakter og et omfang, som vil trække dybe spor ned igennem vores nordiske demokratier. Et så alvorligt angreb på vores demokrati må invitere til eftertænksomhed og refleksion over helt basale elementer i vores demokrati.
Hvis der overhovedet skal være nogen som helst mening med den galskab, der chokerede hele verden, så må det være, at vi benytter anledningen til at stoppe op og give plads til eftertanke og selverkendelse. Har vi i vores debat om vores kultur og samfund givet intolerancen modsvar nok? Er vi blevet resistente overfor det såkaldte udlændingekort uden at sætte os tilstrækkeligt op imod dets indhold? Har for mange selvudnævnte korsfarer sadlet op, mens vi har vendt det blinde øje til?
Vi må gribe i egen barm og reflektere over vore samfunds udvikling. Man kan jo selvfølgelig slå det hen med, at terroren i Norge var én gal mands værk. Det er også korrekt, men inspirationen til galskaben kommer et sted fra. Den unge norske mand betegner sig som en moderne korsridder. Som en nationalistisk konservativ og kulturkæmper. Det er en korsfarer besat af en vildfarelse. Der er ikke noget som helst kristent ved Breiviks handling, tværtimod. Det er både falsk og usselt at misbruge kristendommen som et redskab til at legitimere ugerningen.
Der venter en stor værdidebat i Danmark, når røgen har lagt sig i Norge. Norge er vores broderland, der er en dansker blandt de savnede og Danmark figurerer lidet flatterende i Breiviks såkaldte manifest, som et eksemplarisk land. Fogh bliver fremhævet positivt sammmen med Wilders, og personer som Messerschmidt og Lars Hedegaard er også nævnt. Det har jeg som dansker det rigtigt dårligt med. Danmark bliver sammen med Italien fremhævet i en sammenhæng, som vi godt kunne have været foruden.
Netop derfor er det nu en god chance for os at sætte en streg uden at pege fingre. Sige at vi i år 0 efter Oslo-massakren seriøst og konstruktivt iværksætter en genopretning i Danmark, som ikke handler om økonomi. En værdimæssig genopretning der tager udgangspunkt i en diskussion om hvilket menneskesyn, der bør præge vores samfund.
Der tager udgangspunkt i, at vi alene skal dømmes på baggrund af vore gerninger, og ikke efter religion, nationalitet eller nytteværdi. Der tager udgangspunkt i at alle mennesker uanset baggrund, livssituation, politisk og religiøs tilknytning har uendelig værdi.
Lad os lytte til de mange vise ord vi hører lige nu fra Norge og særligt fra de unge fra AUF. Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk på hvor meget kærlighed vi alle kan vise sammen blev der sagt til CNN af en overlevende fra Utøya. Dette var stærke og rammende ord i forlængelse af det mareridt som vedkommende var udsat for. Vi skylder at tage disse vise livssandheder til os i bestræbelserne på at styrke vores demokrati og samfund.
Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd
eies av alle.
Da synker våpnene
maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.
Til ungdommen af Nordahl Grieg