Den Lutherske biskop Drejergaard fra Fyn har den 12. april en kronik i Kristeligt Dagblad. Kronikken peger på, at det ville være godt, om den juridiske side af ægteskabs indgåelse blev helt løsrevet fra den kirkelige ægtevielse.
Det er der flere gode grunde til at være enig i. Drejer-gaard peger selv på det groteske forhold, at hvis Folketinget ønsker at ændre på betingelserne for ægtevielse, så "kan Folketinget bare gøre det". I sandhed et skræmmende scenarie set fra et kristeligt og kirkeligt ståsted: Mennesker uden mindste indsigt eller engagement i kirkens liv har bemyndigelse til at lovgive om samme.
Drejergaards ærinde lader imidlertid til at være et helt andet end at beskytte kirken mod at blive påtvunget ritualer, som er i modstrid med kristen tro. Biskoppen har snarere et rent idelologisk sigte, nemlig at "få ryddet forskelsbehandlingen mellem heteroseksuelle og homoseksuelle par af vejen" og så i øvrigt få "justeret vielsesritualet i folkekirken ... så det egner sig til den nye situation".
Som centralt argument for sin position kører Drejergaard tungt, luthersk, teologisk skyts i stilling: I den lutherske kirke, bemærker han, er "ægteskabsstiftelse ikke noget sakramente", men alene "et samfundsanliggende". Følgelig har ægteskabet egentlig intet med kirken eller den kristne tro at gøre. Måske derfor kommer biskoppen til at lyde underligt nedladende med sine ord om, at når først ægteskab er indgået på rådhuset, kan parrene efter smag og behag supplere med "den liturgiske samlivsfejring eller kærlighedsfejring, som for min skyld gerne må kaldes bryllup".
Efter ortodoks kristen forståelse er det udtryk for en sørgelig reduktionisme at ville skære ægtevielsen ned til et blot og bart borgerligt anliggende, byggende på, at et menneske alene består af fysiologiske, psykologiske og sociale elementer. Den kristne vielse er derimod et mysterie eller sakramente, som forudsætter, at den troende kristne allerede i dette liv er borger i Guds Rige, og at der derfor intet er i hans eller hendes liv, som ikke er knyttet til Gud og Guds skabelsesorden. Det gælder ikke mindst ægteskabet, som er rodfæstet i selve skabelsens orden og indretning.
DEN ORTODOKSE kristne tro har, når det gælder ægteskabet, fokus i apostlen Paulus? brev til efeserne: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken." (Ef. 5, 31-32).
Her tematiseres afgørende sider af den kristne forståelse af ægtevielsen. Når Paulus kalder forholdet mellem mand og kvinde et mysterie eller sakramente (det græske ord, som er oversat med "hemmelighed" er netop "mysterion"), så gør han det, fordi indgåelse af ægteskab ikke blot er en jordisk, borgerlig og timelig ordning.
Ægtevielsen virkeliggør Guds plan fra skabelsens øjeblik, at mennesket, "skabt i Guds billede ... som mand og kvinde" (1. Mos. 1, 27), allerede i dette liv kan få del i Guds evighed. Foreningen af mand og kvinde er således knyttet til Guds vilje og formål med mennesker. Derfor citerer Paulus netop skabelsesberetningen og Adams ord, at "de to bliver ét kød" (1. Mos. 2, 24).
Ordene i 1. Mosebog og hos Paulus udelukker efter ortodoks kristen opfattelse, at ægtevielsen skulle kunne benyttes som løftestang for et ideologisk og politisk felttog med det formål at opnå "fuld ligestilling". De, som danner par eller fællesskab på anden måde end "som mand og kvinde", skal selvfølgelig kunne indrette sig juridisk, økonomisk og arvemæssigt, som de ønsker. Men den frihed er netop rent borgerlig og har ingen verdens ting at gøre med den kristne ægtevielse.
Det kunne være ønskværdigt at få adskilt civilregistrering fra kirkens mysterier. Hvis nogle kristne trossamfund så vil benytte anledningen til at foregive, at ægtevielsens sakramente med dets dybe rødder i forholdet mellem Kristus og kirken skulle være en dybest set overflødig romantisering af et rent borgerligt anliggende, er det deres egen sag.
Selvom det forekommer trist, når selv kristne ikke formår at se ægteskabet som andet en en "social kontrakt" uden mindste forbindelse til troen og livet i Kristus.
Poul Sebbelov,
præst i den ortodokse kirke,
Blomstervænget 10,
Lyngby