Debatten om folkekirkens fremtid har en meget stor underholdningsværdi. Centralt står spørgsmålet om forholdet mellem stat og kirke. Som alle ved, går spørgsmålet tilbage til Jesus selv.
I Lukasevangeliet, kapitel 20 bliver Jesus jo spurgt om skattens mønt. Med denne tekst begrunder mange teologer nødvendigheden af adskillelse af kirke og stat. Som jeg læser teksten, giver Jesus intet svar. Han siger netop ikke, hvad der er Guds, eller hvad der er kejserens.
Netop problemet om kejserens mønt har været stridspunktet siden den romerske kejsertid. En afgørende vending skete i 313, da kejser Konstantin lovliggjorde kristendommen. Siden da har kirken i Europa levet på kejserens/kongens/fyrstens nåde.
Nord for Alperne har vi det germanske egenkirkesystem, hvor fyrsterne betalte bygningerne og lønningerne. Med investiturstriden prøvede blandt andre pave Gregor VII at frigøre kirken for kejseren, men Calixtus II led et forsmædeligt nederlag med konkordatet i Worms i 1122. Her fastholdt kejseren sin ret til at styre valgene af bisperne, og det var kejseren, der egenhændigt tildelte kirkens folk regalierne, altså de offentlige indtægter, som kunne finansiere kirkens drift. Her i Danmark er standardeksemplet, at Valdemar den Store reelt afgjorde det bispevalg i Roskilde, der gjorde Absalon til bisp (Saxo, 14. bog).
Efter konkordatet i Worms har pavemagten indgået et stort antal konkordater med forskellige europæiske stater og fyrster. Det mest berygtede er vist Vatikanets konkordat med Hitler i 1933. Alle konkordater har haft til formål at sikre kirkens ejendomme og indtægter. Med andre ord: Hvad er Guds, og hvad er kejserens?
Indsættelse af bisper i folkekirken er også underholdende. Under overskriften stat og kirke er adskilt i Danmark er det bemærkelsesværdigt at se bispeindsættelserne. I domkirkernes højkor sidder på den ene side alle danske bisper og gæster fra nabokirker, på den anden side sidder kongen, og Margrethe II har altid kirkeministeren og en adjudant siddende lige bag sig. Og kongen har selv forudgående udnævnt den nyvalgte bisp adskillelse mellem kirke og statsmagt?
Ved Rigsdagens beslutning om mulighed for kvindelige præster i 1947, ved Folketingets vedtagelse af fri abort i 1972 og her i disse tider de politiske overvejelser om kønsneutrale ægteskaber har mange truet med udmeldelse af folkekirken. Hverken i 1947 eller i 1972 kom der udmeldelser i noget større omfang. Hvad kan vi lære af det?
Kierkegaard skrev i sin tid en morsom novelle om den teologiske kandidat Ludvig From, der søgte. Det første embede, han søgte, ville give færre rigsdalere, end han havde ventet. Og så er vi tilbage ved kejserens mønt. Mig bekendt er ejendomsretten uklar til mange af de ejendomme, som folkekirkens menigheder råder over.
DET VIGTIGSTE spørgsmål, når vi kommer til en reel og formel adskillelse mellem kirke og stat, bliver selvfølgelig økonomien. I 1919 blev store dele af præstegårdsjorderne udstykket til husmandsbrug, og præsterne kom i 1922 under lønningsloven. Det hele var en statslig regulering. I vore dage er det finansministeren, der forhandler løn med de faglige organisationer. Hvad kommer der til at ske med en selvstændig folkekirke?
Og folkekirken råder slet ikke i eget hus. I de gamle kirker har Nationalmuseet et afgørende ord. En selvstændig kirke kunne for eksempel mene, at alt, hvad der har med monarkiet at gøre, intet har at gøre i kirkebygningen. I Roskilde skal Margrete Is sarkofag fjernes fra koret, de kongelige kapeller skal fjernes de har intet at gøre med en evangelisk gudstjeneste. En reformert orienteret menighed må nødvendigvis fjerne alle billeder og muligvis også alteret. Hvad vil Kulturarvsstyrelsen mene om dette? Hvorfor skal Skov- og Naturstyrelsen blande sig i driften af de gamle kirkegårde?
Et konkordat mellem folkekirken og den danske stat bliver en ganske omfattende opgave. Jeg tror, at hvis der kan findes en fornuftig løsning på økonomien, bliver de teologiske uenigheder til småting.
Paul Jørgensen er lektor i historie og religion på VUC Hvidovre-Amager