Ørkenens sønner? Selvbestaltede profeter kommer og går

SELVBESTALTEDE, mere eller mindre karismatiske gurutyper er en fast bestanddel af visse kristne miljøer. Det er mennesker, der ser sig selv som profeter, og de henvender sig til åndeligt tørstende og til dem med smag for det eksotiske. Sådanne selvudnævnte profeter kommer og går gennem tiden. De blusser op en stund og slukkes så igen. Således også i Skandinavien.

Den svenske pinsepræst Peter Halldorf er et aktuelt eksempel. Fra sit slot i de svenske skove, i Bjärka-Säby, har Halldorf gennem en årrække skaffet sig tilhængere, ikke blot i Sverige, men også i Norge og Danmark. Med sin suggestive, indtrængende stemme og stil appellerer han ikke alene til sine egne, altså pinsevennerne og andre såkaldt karismatiske grupperinger, men også til lutherske folkekirkekristne. Ja, sågar enkelte katolikker skal efter sigende have fundet vej til den svenske profet.

HALLDORF ER som sagt pinseven. Men han blander sin helt egen teologiske og kirkelige cocktail af ingredienser fra forskellige traditioner. Dog har han angiveligt en særlig forkærlighed for den ortodokse kirke.

Halldorf er pseudo-ortodoks. Angiveligt er han og miljøet omkring ham stærkt inspireret af oldkirken, et begreb, man gerne henviser til. Man klæder sig med forkærlighed i ortodoks præste- eller munkeklædning, holder særlige gudstjenester efter ortodokst forbillede og peger på en række ortodokse teologer som inspirationskilder.

Det klosterlignende fællesskab på slottet i Bjärka-Säby er arnested for en række mystificerende strømninger, som også har bredt sig til Danmark. Både i Sverige og herhjemme fejres for eksempel ørkengudstjenester, som angiveligt sigter på intet mindre end at samle den splittede kristenhed og reta-blere kirkens enhed. Ikke noget lille projekt!

Det siges til og med, at ørkentjenesten meget snart kan høres i en af Københavns fornemme kirker på Strøget i København.

SOM NAVNET ANTYDER, påstår man med disse tjenester at etablere direkte kontakt til den tidligste kristenhed, til ørkenfædrene i Egypten og Syrien.

I præsentationen lægger man da også megen vægt på de mystiske, for nu ikke at sige mystifistiske sider af sagen. Slut med skandinavisk ædruelighed! I stedet tilbyder man et fatamorgana, en ørkenillusion, hvor det vrimler med ikoner og røgelse, for ikke at tale om dæmpet ørkenbelysning i kombination med tungetale og andre elementer af pinsekarismatisk tilsnit. Og man bilder kristne med hang til den slags ind, at der er tale om en helt særlig autentisk og oprindelig kristendom.

Ørkensønnernes projekt har som nævnt angiveligt til hensigt at bringe oldkirken tilbage! Det kan lyde tillokkende, men bestræbelsen tager afsæt i en kirkeforståelse, som er helt ude i hampen. For oldkirken eller den oprindelige kirke lever og har det godt. Kontinuiteten og den apostolske tradition er konkret og fuldt og helt til stede i den ortodokse kirke, som ved Guds nåde har formået at bevare sandhedens fylde uden forvanskning og ubeskåret gennem to årtusinder.

Denne kontinuitet er vel grunden til ørkenfolkets begejstring for den ortodokse tradition. Men begejstringen hører mærkeligt nok op dér, hvor det kunne risikere at blive forpligtende. Dér, hvor man skulle opgive sin selvcentrerede guruvirksomhed for i stedet at give sig ind under kirkens tradition, personificeret i de ortodokse menigheder og deres biskopper.

Halldorf har et mantra, som han gentager flere steder. Senest i en kronik i den norske avis Dagen den 17. marts i år. Mantraet lyder sådan her: Vejen til enhed går ikke igennem, at vi konverterer til hverandres kirker. Næ, for os er der ingen, der skal lære noget!

Ganske vist har vi en dunkel fornemmelse af, at Kristi kirke er konkret til stede i verden, og vi plukker hellere end gerne elementer fra den, når de ellers gavner vore personlige ambitioner. Men vi drømmer ikke om for alvor at slutte os til kirken, for det ville jo betyde, at vi måtte opgive illusionen om at være vor tidsalders profeter og kirkefædre.

Selvbestaltede profeter kommer og går, men Kristi kirke består! De store armbevægelser og teologiske luftkasteller fra de svenske skove ender antagelig som en ørkenvandring! De profetiske prætentioner løber efter al sandsynlighed direkte ud i sandet!

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke i Danmark