Ørum: Danmark er et kristent land

Danske politikere kunne tage ved lære af David Camerons klare fremhævelse af kristendommens styrker og betydning, skriver Per Ørum Jørgensen (KD)

Per Ørum Jørgensen, formand for Kristendemokraterne.
Per Ørum Jørgensen, formand for Kristendemokraterne. Foto: Leif Tuxen.

Selve overskriften burde være indlysende og ukontroversiel. Alligevel vil mange sikkert rynke lidt på næsen, og stille spørgsmålstegn ved dette udsagn.

Der er sket et værdiskred i det seneste årti, som ikke har udgangspunkt i demografisk udvikling, men nærmere i en politisk udvikling som blev sat i gang af den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med hans udtalelse om at religion skulle ud af det offentlige rum kombineret med Pia Kjærsgaards retorik, hvor det kristne værdigrundlag blev sat i et dem og os forhold, som en negativ kamp mellem religionerne.

LÆS OGSÅ: Per Ørum Jørgensens blog

Samtidig har Det Konservative Folkeparti, som traditionelt stod som garant for Gud, Konge og Fædreland svigtet denne dagsorden, og henvist den til tilfældige skåltaler uden ægte vilje til at rejse denne for nationen så vigtige værdidebat.

Konservative har istedet i højere grad markeret sig som en filial af Liberal Alliance, og ført værdikamp ud fra en økonomisk dagsorden.

Man kan vel som Kristendemokrat godt fristes til at konkludere, at med venner af denne karakter så behøver man ingen fjender, men for at føje spot til skade, så er venstrefløjens syn på det kristne værdigrundlag endnu mere miserabelt.

En blanding af kulturradikalisme og socialisme byder os ligegyldighed ud fra devisen om, at alt er lige godt, og et totalt svigt at respekt for Danmarks kristne kulturarv, og dens uomtvistelige påvirkning af vores kultur og traditioner.

Hele debatten om vielser af homoseksuelle hvor den røde regering vil erstatte rummelighed med grænseløshed, er et godt eksempel på, at Helle Thorning vægter rettighedskamp for homoseksuelle højere end religionsfrihed, traditioner og kultur.

Et andet eksempel er når landets Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) ikke vil blande sig i, om skoler fravælger salmer og enkelte salmevers, som vi har set op til denne jul.

Ministeren burde jo med klar og høj røst sige, at det ikke er i orden, at redigere og sortere i versene i vore salmer i en eller anden form for misforstået tolerance.

Det er ikke muslimerne der bærer skylden, når svage skoleledere, frasiger sig kulturarv og tradition i et ynkeligt forsøg på ikke at støde nogen. Der bør regeringen naturligvis komme med en klar afvisning af denne praksis og understrege, at Danmark trods alt er et land med en kristen kulturarv i stedet for denne vage mangel på holdninger og værdier.

Den konservative premierminister i Storbritannien David Cameron viste forleden mandsmod og styrke.

Her tænker jeg ikke kun på hans klare afvisning af Sarkozy og Merkels enegang i Bruxelles.

Premierministeren leverede en imponerende tale i Oxford i forbindelse med 400-året for Kong James-biblen. Storbritannien er et kristent land og skal ikke være bange for at stå ved kristne værdier for at imødegå moralsk sammenbrud, sagde Cameron og leverede i den forbindelse klare eksempler på konkrete udfordringer, hvor manglen på kristne værdier er en del af årsagen til mangel på moral og anstændighed.

Der er for meget med, at man kan gøre, hvad man vil, eller passiv tolerance over for umoralsk adfærd, mener Cameron, og henviser til urolighederne, der i august ramte en række britiske storbyer, herunder London, hvor unge begik plyndrings- og voldsorgier.

Han henviser også til islamisk terrorisme og til grådigheden i finansverdenen.

Hvor var det da dejligt befriende, at en statsleder melder så klart ud i forhold til den kristne kulturarvs betydning for et velfungerende samfund.

Det kan til tider være svært at sætte ord på, hvad der er kristne værdier, og man bliver ganske ofte misforstået, når man fremhæver disse værdier.

At det handler om meget mere end moral, er med til at give den balance, som har vist sig som værende bæredygtig i flere århundreder i den vestlige civilisation.

David Cameron satte i sin tale ord på hvilke værdier, han betragter som kristne værdier. Ansvar, hårdt arbejde, velgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed, stolthed over at arbejde for det fælles bedste og ære de sociale pligter, vi har for hinanden, for vore familier og samfund. Det er de værdier, vi sætter pris på. Det er kristne værdier, og det bør vi ikke være bange for at erkende, tilføjede Cameron.

Kontrasten til denne klare tale af den konservative leder kan man finde i den nuværende regering, som grundlæggende er tilhængere af at forbyde fadervor og kristendomsundervisning i vores folkeskole.

I over fyrre år har Kristendemokraterne kæmpet for at den kristne kulturarv skal bevares. Det er en værdikamp, som danner grundlag for vores eksistensberettigelse som parti. Naturligvis skelner vi imellem religion og politik.

Men vi insisterer på at værne om vores kulturarv, og vi vil som Cameron sige det klart og tydeligt. Ikke som en moralsk prædiken, men nærmere som en legitim historisk kendsgerning. Ikke som en religionskamp, men understregning af der er nogle blivende værdier som har en positiv konsekvens for vores samfunds udvikling.

Derfor er vores politiske prioriteringer også præget af et kristent værdigrundlag, som i vores politiske oversættelse rummer kampen for social og økonomisk retfærdighed, retten til liv, hensynet til miljø og klima, de stærke fællesskabers betydning, herunder en understregning af familiens betydning, som samfundets vigtigste fællesskab.

Det er dette menneskesyn med udgangspunkt i menneskets ukrænkelighed, der er vores omdrejningspunkt. Et menneskesyn som er presset i en tid, hvor den materialistiske og økonomiske dagsorden fylder mere og mere. Hvor det overfladiske og ligegyldige bliver mere og mere påtrængende.

Trods risiko for spot og spe skal min julehilsen i år være en klar understregning af, at Danmark er et kristent land, og at tiden er inde til, at alle gode kræfter kæmper for alt, hvad vi har kært. At vi midt i juletravlheden stopper op, og bruger blot en lille stund til at reflektere over, hvordan balancen igen bliver genoprettet i vores samfund, så den kristne kulturarv og det værdisæt, som har præget landet i generation efter generation igen kan blive det fundament, hvorfra samfundet udvikler sig.