I din bog ”Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?” anfægter du validiteten af den forskning, som lå bag idéen om såkaldt læringsmålstyret undervisning efter skolereformen i 2013. Men du opstiller også 10 bud til fremtiden for folkeskolens lærere. Er det blevet tid at komme videre efter al balladen?
Mit udgangspunkt for de 10 bud var et halvgammelt ønske, jeg har haft om at revitalisere den lutherske kaldsetik i forhold til lærergerningen. Uanset hvad der er gået forud er den enkelte nødt til at være meget bevidst om, hvorfor han eller hun er lærer. Formen med 10 bud har jeg valgt for at vise, at udgangspunktet er alvorligt og normativt, men det er heller ikke uden ironi. For eksempel kalder det på smil, når jeg skriver: ”Du må ikke begære din kollegas skema.”
Men er dét bud og dit bud nummer 4, 5 og 6 udtryk for, at lærerne efter din opfattelse er blevet så optaget af at passe på sig selv, at de ikke længere går en ekstra mil for en kollega, og at de kan finde på at svigte elever og bebrejde forældre?
Jeg mener, lærerne må ud af jammerdalen. Noget af det værste ved konflikten og reformen i 2013 var, at der var lærere, der oplevede den som en massakre og derfor følte, at det var helt legitimt for eksempel at bruge møder på at sidde og jamre. Den forurettethed, som har haft en tendens til at blive temmelig navlebeskuende, må lærerne som stand overvinde og i stedet tænke: ”Du har ikke haft din bedste klasse endnu.” Man kan ikke være lærerstand med værdighed, hvis man ikke kan lægge det bag sig.
Til gengæld vækker dit bud nummer 3 om at ignorere arbejdstidsbestemmelserne vel næppe begejstring i Kommunernes Landsforening, hvis udgangspunkt var at kritisere lærerne for at have for få timer og derfor fik indført mere konkrete tilstedeværelseskrav og et mere fleksibelt forhold mellem undervisning og forberedelse?
På én måde opfordrer jeg lærerne til at arbejde mere. Min klare opfattelse er, at man ikke kan drive skole under så rigide former, at man konstant tæller timer. Som lærer må man stå ved, at man ikke er lærer for pengenes skyld, men for børnenes og fagenes skyld. Jeg mener, at lærerne har fået meget mindre fleksibilitet, fordi de er mistænkeliggjort for at være dovne og for at arbejde for lidt.
Den nye fleksibilitet forringer arbejdsvilkårene, fordi der hele tiden kan skrues ned for forberedelsen.
Bud nummer 1, 2, 7 og 8 hænger sammen med din kritik af den såkaldt læringsmålstyrede undervisning, som du mener trækker skolen væk fra skolelovens overordnede formål om at danne eleverne til åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Hvad er der egentlig i vejen med at opstille en række konkrete forventninger til, hvad undervisningen ideelt set bør føre til, at eleverne kan?
Jeg mener, at der er opstillet alt for mange læringsmål, at de er for diffuse, og at de er for lavambitiøse. Men jeg er ikke modstander af at opstille mål for undervisningen. Blot skal mål være underlagt et formål og vedrøre et indhold. Det store problem er, at tænkningen om læringsmål er en normativitetsfjendsk ideologi. Der er ikke noget højere formål med læringen end læringen selv. Viden ses som gammeldags, i stedet er idealet omstillingsparathed. Man skal ikke lære noget bestemt. Men normativitetsfjendskheden bliver i sig selv en normativitet, og hvor er åndsfrihed, ligeværd og demokrati henne i dét?
Er læringsmålstyringen ikke på retur igen, efter at undervisningsministeren i 2017 ændrede 3170 mål fra bindende til vejledende, og efter at Folketingets partier i den netop aftalte justering af folkeskolereformen har slået fast, at der skal være ”øget didaktisk frihed og styrket professionel dømmekraft i skolen”?
Den overskrift er taget ud af det arbejde, jeg har været med til at lave i ministerens rådgivningsgruppe om Fælles Mål. Men ét er, at den politiske retorik har ændret sig lidt igen. I den praktiske virkelighed tror jeg stadig, at mange skoler styrer efter de mange læringsmål og de digitale læringsplatforme. Vi mangler også at gøre os klart, hvad vejledende mål egentlig betyder.
Du lægger op til lærerstolthed og lærerværdighed, men er effekten af dette årtis kampe om skolen ikke, at det er blevet en meget mindre attraktiv profession, talt ned af Kommunernes Landsforening? Og det gavner vel heller ikke, at selv lærernes egen formand, Anders Bondo Christensen, har udtalt sig tvivlende over for, om han vil kunne anbefale unge at søge ind på læreruddannelsen?
Det er rigtigt, at det er svært at få nok motiverede og kompetente unge ind på uddannelsen, og der er en problematisk sivning fra lærerværelserne af dygtige lærere. Det hænger sammen med, at udviklingen af medarbejdernes kompetencer i folkeskolen i mange år har været udsultet og nedprioriteret. Hvis en privat virksomhed havde prioriteret kompetenceudvikling så lavt, var den for længst gået nedenom og hjem. Men jeg tror på, at der fortsat er dygtige, ambitiøse og engagerede mennesker, både på uddannelserne og på lærerværelserne, som vi kan bygge på. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det dog også, at lærergerningen fra politisk hold bliver taget langt mere alvorligt. I stedet for lappeløsninger er der brug for større samfundsmæssige investeringer, formentlig en femårig læreruddannelse på universitetsniveau og en styrkelse af den pædagogiske forskning.