100 år efter krigen: Vi mennesker må erkende vore grænser

Menneskets primitivitet kombineret med teknologiens grænseløse udvikling synes at være en fatal fare, hvis ikke den underlægges hovmodets modsætning, ydmygheden. Lad os her 100 år efter afslutningen på en af verdens største katastrofer overveje, om ikke det er tid til, at vi mennesker erkender vore grænser ,skriver valgmenighedspræst

DET ER 100 ÅR SIDEN, Første Verdenskrig blev afsluttet. Menneskers blodige magtbegær havde endnu en gang udløst en konflikt, der er gået over i historien. Nu, 100 år efter, står verden fortsat i brand – og trods tidens ubegribelige udviklinger er mennesket grundlæggende uændret. Dets natur er den samme. I kirken læste vi i søndags om Kristi evige herredømme over os. Mon ikke mange moderne, oplyste mennesker støder sig på denne tanke? At Kristus er givet et herredømme, der ikke skal forgå, implicerer, at han er den ultimative og i sagens natur ganske udemokratiske Herre.

Vi kan ikke afsætte ham. Ja, end ikke en revolution ville kunne gøre det – den liberale, humanistiske arv har ellers ihærdigt forsøgt. I søndagens tekster impliceres således erkendelsen af, at kun denne ene Herre kan dømme. Det er udemokratisk – og gudskelov for det!

Tænk, hvis evigheden var underlagt demokratiets grænser. For ikke at opildne til unødig diskussion vil jeg for god ordens skyld understrege, at jeg ikke er modstander af demokratiet – den slags går jo ikke, når man er dansk. Alligevel synes der at være grund til, at vi, med denne 100-årsmarkering in mente, stiller os selv spørgsmålet: Hvad er formålet med mennesket?

VI LEVER I EN TID, hvor der ikke synes at være grænser for vor kunnen: Vi skaber kunstig intelligens, droner, der kan snigmyrde, og mænd, der kan føde børn. Det er lettere end nogensinde at smadre et helt land, og relationerne mellem mennesker er ikke længere pragmatisk nødvendige.

Alt imens teknologien har udviklet sig i løbet af de seneste 100 år, er mennesket stået stille. Dets natur kan ikke ændres. Vi drives stadig frem af egensindige ønsker, og er, i takt med at vore muligheder er blevet flere, blevet mere og mere hovmodige. Forstanden hyldes som almægtig, og når forstanden ikke slår til, pakkes det væk som vor egen skyld. Den slags elendighed er der ikke plads til i et rationelt samfund. Åndløsheden er larmende. Men heldigvis kommer evangeliet os til undsætning.

”Gud er fra evighed og til evighed,” siger vi i kirken. Evigheden er et begreb, vi skal skue – ikke i en fjern fremtid, men i det liv, vi lever her og nu. Det jordiske liv er tidsligt, fra skabelse til tilintetgørelse, som teologen Løgstrup formulerede det. Vi fødes, vi vokser, og vi forgår. Nøjagtigt som træerne i haven og blomsterne på marken.

ALLIGEVEL ER HELE DENNE tidslighed omsluttet af det, der var, før tidens begyndelse: den guddommelige evighed. Gud gør sig, gennem Kristus, relationel og giver sig selv til os og for os. Så meget er vi elskede af den evighed, som hele tiden omslutter os, og som vi nogle gange er heldige at ane. Så stor og altomfavnende denne kærlighed er, lige så lille er vor egen magt. Med forstanden kan vi ganske vist skabe store ting, men forstanden er blot en lille del af mennesket, som forfatteren Milan Kundera så kløgtigt skriver.

Det er nødvendigt at overlade det absolutte herredømme til Gud, så vi kan leve en tilværelse i tidens relativitet. I stedet for at grue for den evige Herres dom, skal vi nyde den nådige forladelse, der skænkes os hele tiden. I Fadervor rummes det stærkeste udtryk for denne dom: Ske din vilje!

Heri rummes kristendommens element af ultimativ underkastelse – et begreb, der i disse tider ikke vækker særlig glædelig genklang, men som er et nødvendigt element af gudstroen.

Menneskets primitivitet kombineret med teknologiens grænseløse udvikling synes at være en fatal fare, hvis ikke den underlægges hovmodets modsætning, ydmygheden. Lad os her 100 år efter afslutningen på en af verdens største katastrofer overveje, om ikke det er tid til, at vi mennesker erkender vore grænser.

Signe Helbo er valgmenighedspræst ved Norddjurslands Valgmenighed.