Prøv avisen

Grundlæggeren af pigespejderne havde mange facetter

Grundlæggeren af det ”grønne” pigespejderkorps har en forholdsvist ubeskrevet opvækst, selvom hun selv udgav romaner om opvæksten, skriver professor emeritus Henning Lehmann. Her ses en KFUK-pigespejderlejr ved Odense i 1957. – Foto: Willy Lund/Ritzau Scanpix

Henning Lehmann

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I 100-året for grundlæggelsen af det ”grønne” pigespejderkorps er det oplagt at se nærmere på grundlæggeren af korpset, Ingrid Ulbrichts tilknytning til Indre Mission og til Sverige, som beskrives i hendes romaner

I 100-ÅRET FOR grundlæggelsen af det ”grønne” pigespejderkorps vil der formentlig blive ristet en og anden minderune om grundlæggeren, Ingrid Ulbricht. Den vil sikkert – helt naturligt – koncentrere sig om hendes indsats inden for KFUK som formand for Københavnsforeningen fra 1915 – og inden for spejderkorpset fra 1919 til hendes død i 1937.

I det omfang, man kan tale om litteratur, der handler om hendes liv og værk, er de forudgående årtier – hun er født i 1870 – gennemgående ret nødtørftigt beskrevet. Grundlaget for hendes senere aktiviteter skal ellers i høj grad søges i de tidligere – svenske og tyske – kapitler af hendes livshistorie.

Hun er således født og opvokset på et gods i Halland, og allerede som 25-årig er hun medgrundlægger af og forstanderinde for et diakonissehus i Kropp ved Slesvig.

I året 1900 kom det imidlertid til et ganske dramatisk brud mellem Kropp-anstalternes ledelse og den nu 30-årige Ingrid von Bülow Ravens, der i dette år blev gift med den 21 år ældre Edmund Ulbricht. Han var historielærer ved et gymnasium i Dresden-Neustadt.

Edmund Ulbricht dør allerede i 1907, men hans enke forbliver i det fornemme hus, ægteparret har bygget i Dresden i perioden 1903-1905, i endnu seks år, i løbet af hvilke hun får udgivet tre romaner på tysk. Disse tre bøger affærdiges jævnligt af både kvinde- og kirkehistorikere som ”opbyggelige småskrifter”.

Tjah, i sammenligning med nutidens megaromaner på 900-1000 sider er Ingrid Ulbrichts romaner korte, i forhold til tidligere årtiers romaner har de dog ”normal” størrelse – omkring 300 sider.

Hvad så med opbyggeligheden? Jo, der lægges i bøgerne ikke skjul på, at der bygges på en livsopfattelse, der kan kaldes ”kristelig”, men bøgerne er åbne, muntre, bredt fortællende, socialt bevidste og samtidig ”romantiske” – og således meget anderledes end den form for opbyggelig skønlitteratur, hvor romaner reelt er forklædte prædikensamlinger.

Man kunne godt ønske, at en kirkehistorisk velorienteret litterat eller en litterært kyndig kirkehistoriker en dag uden berøringsangst eller trivielle fordomme ville tage sig for at sortere og analysere lidt i genren ”opbyggelig skønlitteratur”. Det skal ikke ske her, hvor der blot skal peges på, at man blandt andet ud fra Ingrid Ulbrichts tre tyske romaner kan illustrere, hvor meget hendes svenske opvækst betød for hendes forståelses- og oplevelseshorisont.

Alle tre romaner foregår i et svensk miljø. Allerede i den første roman, der har titel efter sin hovedperson, Karin Nordhammar (den udkom i 1910), er der fokus på, hvordan den lille Karin opdrages, ikke mindst ad oplevelsens ”naturlige” vej, for eksempel ved, at hun på forældrenes svenske gods oplever, at det, hun har kendt som æg, pludselig er blevet til kyllinger og ællinger, og erfarer, hvor anstrengende det er at malke en ”hårdmælket” ko.

Men hun opdrages også ad fortællingens vej. Især er faderen god til at fortælle om de store skikkelser i svensk historie – i en ”idealistisk” form, der nok ikke er helt uden inspiration fra Edmund Ulbricht, der gjorde sig tanker om fortællingens rolle i gymnasiets historieundervisning i det (i 1871) forenede Tyskland.

Når man i romanen ser, hvor ofte de svenske idealskikkelser står over for danske slyngler, for eksempel Engelbrecht Engelbrechtson over for Erik af Pommern og den svenske reformationstids helteskikkelser over for den danske blodbadstyran Christian II og hans svenske medløber, ærkebiskop Gustav Trolle, kan man godt blive helt forundret over, at det er denne bogs forfatterinde, der bliver pioner for et dansk spejderkorps. I romanen kan Karins moder også fortælle, men her er der i højere grad tale om nyere svensk historie, sommetider fortællinger af en type, der får Karins egen tilværelse til at forekomme ”arm und öde”.

Dog kan der også være romantik i dem, hofballets romantik for eksempel, som moderen har oplevet det – eller historien om ”sangerprinsen”, der dør som 25-årig af ulykkelig kærlighed. Nå ja, den officielle dødsattest angav en anden diagnose, men det kan hverken den lille Karin eller hendes forfatterinde lade sig distrahere af.

Et helt særegent glimt af en kombination af det nationale, det landskabelige og det opbyggelige kan man hente i Ingrid Ulbrichts tredje tyske roman, ”Kvinderne i Erik Turessons liv”. Den unge Erik kommer i fortællingens begyndelse som nyuddannet læge hjem til Dalarne.

Stærkt opmuntret ikke bare over eksamen, men over landskabet med dets skove og brusende elve synger han ”Du gamla, du friska …”. Men sangen, der blev Sveriges nationalsang, høres her snarest som naturlyrik (i dens første version var Norden da også just ”frisk”, ikke ”fri”), vel at mærke – helt brorsonsk – i en skabelsesteologisk forståelse. Det, der forunderligt nok i originalen hedder ”Norden”, er i den tyske gengivelse blevet til ”Jorden”: ”Erde”, der rimer på skaberordets ”Werde!” – Bliv (til)! En oversætter må vel have sin frihed!

I en af Ingrid Ulbrichts danske samlinger af ”opbyggelige” fortællinger, ”Fine Traade og andre Fortællinger” fra 1923, er der i øvrigt en historie med titlen ”Upsalastudenterne”. Hvis man – med rette – kan hævde, at opbyggeligheden i de øvrige historier er ”kristelig”, er opbyggelsens kilde i denne fortælling primært musikalsk, helt specifikt hentet i Uppsala Universitets studentersangeres repertoire.

Det er i øvrigt et meget gammelt mandskor, grundlagt i 1853, kaldet Orphei Drängar. Opbyggeligheden kan visselig næres, når koret synger Brorsons ”Den store hvide flok” med Edvard Griegs melodi, men den kan også hentes i en aftenstemning ved en svensk sø med musik af Hugo Alfvén eller i en tragisk ballade om den svenske hær, der i sit tilbagetog fra Norge efter heltekongen Karl XII’s død møder sin grumme skæbne, ikke ved krigens krudt og kugler, men i kraft af det norske vinterklimas desto mere dødbringende elementer, hvorfor den ”stemningsfulde” afslutning bliver, at de svenske soldater i tysthed indhylles i den norske snes ligklæde.

For at sætte Ingrid Ulbrichts barndoms og ungdoms tilknytning til Sverige i relief kan det yderligere være værd at nævne, at hendes roman ”Erik Brydes Børn”, der udkom på dansk i 1925, allerede i 1927 forelå i svensk oversættelse, udgivet på Svenska Alliansmissionens Forlag – under den i og for sig mere ”sigende” titel ”Från livets berg och dalar.”

Ingrid Ulbricht blev konfirmeret af Vilhelm Beck, men hendes tilknytning til dansk Indre Mission er ikke den eneste facet i hendes slibning.

I anledning af hendes 150-årsfødselsdag i 2020 kunne man ønske, at den efterlyste historisk-litterære analyse ville kunne afdække også nogle af diamantens andre facetter. Her er givet et par glimt af den svenske facet. Ikke mindst de tyske kapitler af Ingrid Ulbrichts livshistorie kunne give yderligere stof til belysning af andre facetter – og til eftertanke, blandt andet om, hvad ”opbyggelighed” er for en størrelse.

Henning Lehmann er professor emer., dr.phil. og tidligere rektor for Aarhus Universitet.