DER VAR EN, der engang spurgte, om man kunne blive født på ny. Kan man blive født for anden, tredje eller halvtredsindstyvende gang? Kan man blive født på ny? Det får mange af os brug for. For livet kan stramme til, blive klaustrofobisk, alt for stramt, og vi kan komme til at mangle ilt! Derfor kan vi spørge: Kan man blive født på ny? Kan man bringes der, hvor hjertet igen bliver glad, og ilten kommer ud til alle krinkelkroge af kroppen? Kan man blive født på ny?
Med ordene ”født på ny” som overskrift tog 11 kvinder på pilgrimsvandring ad Gendarmstien fra Padborg til Høruphav.
Morgenandagterne var inspireret af Martin Linds lille bog ”Salt, brød og vin – en pilgrimsteologi”. Han beskriver først dette, at det i livet ikke kun går fra liv til død, men også fra død til liv. Man kender det i forskellige former for misbrugsterapi, at når mennesker kommer ned i det dybeste, kan der rejse sig kræfter i dem, der så at sige ”føder dem på ny”. ”Hvis det sker, kommer den store forandring, en opstandelse, indkapslet i nederlaget, i dødens venteværelse”. Vi kender naturligvis også dette mønster i naturen og i påskefortællingen, at det går fra død til liv. Men på en pilgrimsvandring mærker vi det på kroppen. Man trættes og får ondt i hofte og tæer. Ligesom det indre kan fyldes af mørke tanker, fordi stilheden kan bringe gamle barndomstraumer frem, der kræver, at man tager en ny runde. Da er det mærkbart, at der kan ske et skifte, hvor lys og lindring bryder ind og tager pladsen, og pludselig ser det lyst ud igen. Ikke alene mærkes det hos en selv, men det ses også hos den medvandrer, der har slidt, at kræfterne kan vindes på ny.
I tiden er det en stor fjende af menneskers ilt, at der stilles mange krav både udefra som indefra. I sig selv er det godt at mærke, at der er brug for en. Problemet er, at fyldes hverdagen af krav, bliver livet lettere ”en ting”, som vi skal magte. Livet bliver så en ting, vi skal have styr på og kontrol over, og så er vi langt væk fra den livgivende tanke, at livet er en gave, som vi skal tage imod øjeblik for øjeblik. Det kan være svært at få vendt den bøtte rundt, når man er hjemme i sin vante hverdag, hvorimod pilgrimsvandringens simple gøremål kan være befordrende. Skal vi gå på det fastsatte tidspunkt selvom vejrtjenesten YR melder torden? Eller skal vi vente et par timer og gå, når der blot er blide dryp på regnslaget? På en pilgrimsvandring bliver det lettere at se sig selv som ”modtagende” frem for ”bestyrer” eller kort sagt at se sig selv som menneske frem for som Gud.
Og så er en pilgrimsvandring en pædagogisk øvelse i at se, at Gud er med på vejen. Som de to disciple på vejen til Emmaus ikke så, hvem der vandrede sammen med dem, kan det også være svært i hverdagen at se, at man som menneske ikke er alene. Og disciplenes bøn: ”Bliv hos os” kan derfor blive en sådan ilt-giver, fordi den rammer ind i menneskets dybeste angst: at blive forladt, at være alene og ikke at have nogen ved sin side. Også i evangelierne ligner det et sådant nulpunkt, da Jesus råber sin forladthed ud på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Svaret kommer påskemorgen, at Gud er der og var der og havde hele tiden været der. Det kristne er ikke og har aldrig været, skriver Martin Lind, et plus oven i det hele, sådan at man bliver bedre, får en højere moral eller et nemmere liv. Det kristne er den tydning, at Gud er med i det hele, med på vejen, med i hverdagen og i det hele taget med dig og mig. Det kan en pilgrimsvandring være en øvelse i at se og gøre tydeligere.
Med disse tanker gik vi efter cirka 80 kilometer ind i Sønderborg Menighedshus til gudstjeneste, hvor præsten netop prædikede over Nikodemus’ spørgsmål om at blive født på ny. Og præsten viste igen og igen tilbage til dåben, hvor vi bliver født på ny til at være Guds børn. Vi kan hverken lægge til eller trække fra, om vi tilhører den ene eller den anden politiske fløj eller er nok så meget klimatosse. I dåben fødes vi på ny med vand og Ånd til at være Guds børn. Ordene var så sande og rigtige.
Men på en pilgrimsvandring mærker vi det på kroppen. Vi var alle 11 kvinder over 50 år, nogle over 60 år, og vi havde alle vores livstemaer at gå med. De ting, som livet har givet os at bære. Vi samlede en sten op undervejs, der symboliserede byrden. Og stenen gik vi med fra Rinkenæs til Iller og langs Broagerland og til Gammelmark. Vi havde stenen med i Sønderborg og videre til Høruphav, som var vores Finisterre. Her holdt vi en kort andagt over, hvad vi hver især havde brug for at lægge fra os, for at vores hjerte kunne banke glad, og ilten kunne komme ud i alle kroppens krinkelkroge, som dengang vi blev født for første gang.
Det kunne sammenlignes med filmen ”Italiensk for begyndere”, hvor alle hovedpersonerne er puttet ind i for snævre rammer, og der skal en frisættelse til, før der opstår nyt liv: Olympia frisættes efter den kontrollerende fars død, Karen efter den udnyttende mors død, og den nye præst efter opgøret og afskeden med den gamle præst. På stranden tog vi vores afsked, samlede vores nye jeg op, før vi vendte om og gik mod stationen i Sønderborg. Hverdagen venter igen.
På en pilgrimsvandring høster vi individuelt, men det ser ud til, at indledende møder med konkretisering af projektet samt dagenes rammesætning med måltider, andagt, stilhed og sang, smuk og åben natur har betydning. Den enkelte pilgrim må svare på, om man med Gud og den blå mand på 87 kilometer kan blive som født på ny.
Mette Holmstrøm er sognepræst i Skivum, Giver og Blære Sogne.