116.000 kroner for at forlænge familiegravstedet. Hvorfor vil nogle kommuner ødelægge dansk kirkegårdskultur?

Man får indtryk af, at det handler om at få så mange som muligt til at sløjfe deres gamle gravsteder. Hvorfor er det et mål for nogle politikere, spørger Birgitte Ehrhardt

 Arkivfoto: Leif Tuxen.
Arkivfoto: Leif Tuxen.

Om et års tid udløber skødet på mit gamle familiegravsted på Søllerød Kirkegård. Jeg kontaktede derfor kirkegårdskontoret for at høre, hvad det ville koste at forny det – for eksempel i fem eller 10 år.

Det er nu en måned siden, men jeg er stadig i chok. Kontoret oplyste nemlig, at en forlængelse på fem år koster 57.000 kroner, mens 10 år koster 116.000 kroner.

Nu tænker nogen sikkert: Det gravsted må da være enormt. Sådan et med tempel, søjler og en sørgende engel. Men sådan forholder det sig nu ikke. Med sine 18 kvadratmeter er det godt nok ikke helt lille. Men der står bare to granitsten – ikke noget græsk tempel. Og de andre gamle gravsteder rundt om er lige så store. Sådan var standarden åbenbart dengang.

Men der er naturligvis en forklaring på de fuldkommen eksorbitante priser. Den kommer her:

I 2016 besluttede kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune, at kommunens kirkegårde skulle være brugerfinansierede. Med virkning fra 2017. Også Søllerød Kirkegård, hvor vores familiegravsted ligger. Kommunen skulle altså ikke længere yde tilskud til driften. Alle udgifter skulle fremover dækkes af brugerne – dem, som har gravsteder, eller som vil begraves på kirkegården.

Beslutningen udløste en tsunami: Priserne eksploderede.

TV 2/Lorry bragte tilbage i december 2016 en artikel, hvor en vred mand i Rudersdal fortæller, hvor dyrt det kunne være blevet, hvis han ikke havde fået et tip om, at man var ved at overgå til brugerfinansiering: Hvor han op under jul i 2016 kunne nøjes med at betale 7500 kroner for at få forlænget sit gravsted, ville han i januar 2017 have været nødt til at betale 24.000 kroner. For præcis den samme ydelse. Priserne steg altså med 300 procent.

I mit eget tilfælde betyder det, at en kistebegravelse på vores familiegravsted i 2020 vil koste 245.000 kroner. Hvor vi i 2002 trods alt ”kun” betalte 50.000 kroner for min fars. En femdobling på 18 år. For samme ydelse.

Om de kommunale kirkegårde skal have tilskud eller alene finansieres af brugerne, er et politisk spørgsmål. For mig er det familiegravsted en del af min families historie. Og vores gamle kirkegårde er en vigtig del af kulturarven – og dermed noget, som det offentlige skal støtte.

Men sådan ser man ikke på det i Rudersdal.

At påstå, at priser i den størrelsesorden ikke tvinger folk til at sløjfe deres gravsteder i stor stil, har ikke noget at gøre med politik. Det er simpelthen noget vås. Hvem har råd til at betale 245.000 kroner for en begravelse? Eller 57.000 kroner for fem års forlængelse af et gravsted!

Jeg er glad for, at man i København ikke vælger at lade Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård eller Statens Museum for Kunst overgå til brugerfinansiering.

Birgitte Ehrhardt er journalist.