Prøv avisen
Debat

15-årig: Stop med at give Paludan jeres opmærksomhed

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Anna Ring

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er lovligt at udtale sig, som man vil. Men loven ikke er tilstrækkelig, eftersom Paludan bevidst forsøger at skabe had til islam – og altså derfor også overtræder loven om religionsfrihed i Danmark, skriver 15-årig og 9. klasses-elev i debatindlæg

Alle og enhver kan se, at Rasmus Paludans syn på muslimer og folk af anden etnisk baggrund er dybt godnat. Danmark er et frit land, som længe har været kendt for sin åbenhed over for andre religioner og kulturer. Hvordan kan det så være, at Paludan, ene mand, kan gå hen og ændre det så brat?

Han har skabt en betydeligt faretruende holdning omkring muslimer, som desværre af nogle er blevet taget godt imod. Jeg kan ikke forhindre folk i at tænke, som de gør, men jeg kan godt pointere, at deres tankegang virker helt forkert. Når Paludan får op til flere tusinde likes og opbakkende kommentarer på et klip, hvor han brænder Koranen af og undertrykker religionen islam groft, får det mig til at tænke:

”Undskyld, men hvordan ville I, etniske danskere, som skriver, at det var på tide, at én tog hånd om det såkaldte ’problem’, egentlig selv have det, hvis radikale islamister stillede sig op for åben gade og brændte Bibelen af samt opfordrede danske kvinder til at gå med burka?”.

Jeg er kun 15 år og betaler derfor ikke selv skat, men det irriterer mig da stadig grænseløst, at mine forældre skal betale til, at sådan en som Rasmus Paludan kan få politibeskyttelse, når han går en tur på Christiania og deler flyers ud med Muhammed-tegninger. Ikke mindst fordi, at det han gør, ikke er ulovligt. I Danmark er man fri til at udtale sig, som man vil, og er konsekvensen af dette, at man modtager dødstrusler, træder staten til. Her mener jeg bare, at loven ikke er tilstrækkelig, eftersom Paludan bevidst forsøger at skabe had til islam – og altså derfor også overtræder loven om religionsfrihed i Danmark.

Nu er Paludan med partiet Stram Kurs endda blevet opstillingsberettiget til folketingsvalget af Økonomi- og Indenrigsministeriet. At et parti som dette, der blandt andet stiller op med mærkesager som et forbud mod islam og udvisning af ikke-vestlige personer, der har fået asyl, bliver opstillet på baggrund af, at det er lykkedes dem at samle de påkrævede 20.109 vælgererklæringer, er foruroligende.

Bare det at så mange danskere rent faktisk har givet deres vælgererklæring, er bekymrende. For hvis Stram Kurs finder vej ind i Folketinget på grund af støtte fra os, som folk, er det uvist, hvor stor en skade, de kan gøre.

Hvordan har han båret sig ad med dette, kan man så spørge sig selv.

Svaret er meget enkelt: Takket være os danskere. Når vi på Facebook reagerer og kommenterer billeder og videoklip – ja endda når vi bare ser 5-10 sekunder af disse – spreder vi Paludans budskab.

Facebooks algoritme fungerer nemlig sådan, at de opslag, vi ser og bevæger os i, sendes ud til endnu flere, og selvom jeg ikke støtter det, Rasmus Paludan har gang i, må man give ham, at det, han gør, er rimelig gennemtænkt.

Selvom vi ikke bryder os om ham og faktisk kun reagerer negativt på ham, skabes der en enorm opmærksomhed omkring ham, som egentlig burde undgås. Det er svært at ignorere så ekstreme holdninger, som Paludan giver udtryk for, men det bedste at gøre for at sætte en stopper for ham, ville uden tvivl være helt at ignorere ham.

Med det sagt mener jeg ikke, at vi som brugere skal gå ind og slette vores profil på Facebook. Nej, vi skal gøre det stik modsatte. Vi skal klikke uden om alt, der har med Paludan at gøre, vi skal undgå, at han får den opmærksomhed, han stræber efter. Det hjælper ikke noget at melde sig ud af problemet – vi skal forholde os til det og sammen stoppe Rasmus Paludan.

Hvis vi, der godt kan se, at han er langt ude, stopper med at bruge kræfter på at tale ham ned, mister han en stor andel af de likes, han får lige nu. Så sidder han tilbage med ekstremister som ham selv, og vi må så håbe på, at de i sidste ende vil indse, at Paludan og hans partis absurde mærkesager aldrig skulle have fået den medieopmærksomhed, som de har i dag.

Anna Ring er elev i 9. klasse på Birkerød Skole.