DET ER ET UDTRYK FOR dansk provinsialisme, at fortællingen om 1968 normalt begynder med studenteroprøret i Paris. Det, der efterfølgende skete i Danmark ses fortrinsvis i et europæisk perspektiv, selvom 1968-oprøret allerede for længst var i gang i USA.
1968-oprøret begyndte i 1964, på University of California i Berkeley. Jeg gik i mit første år på det store universitet. Som produkt af en liberal katolsk uddannelse var det et chok at se min fransklærer deltagende i en demonstration uden for klasseværelset. ”Kom og vær med,” sagde han.
Jeg begyndte på Berkeley i september 1964 med et stipendium som ”regents scholar”, der kvalificerede mig til at møde op hos universitetets kansler til en fornem reception. Kansleren virkede bekymret og forklarede os, at universitetet ikke kunne låne plads til de forskellige politiske grupper, der ville bruge universitetets område til deres borde og plakater. Han gik ind for ytringsfrihed, men universitetet måtte respektere statens ejendom. Her var politisk agitation udelukket, for ellers truedes den fri diskussion, som burde præge en højere læreanstalt.
Det lød fornuftigt for mig, men nogle af de andre ”regents scholars” var ikke tilfredse med kanslerens forklaringer. De indvendte, at et universitet netop måtte være hjem for det ubegrænsede frie ord. For mig var det rystende at opleve, hvordan andre studerende udfordrede den forklaring, som kansleren gav dem. Jeg følte, at jeg tilhørte en anden verden, hvor autoriteter blev respekteret. Men min ungdomsverden var ved at gå i opløsning.
Efteråret 1964 blev mere og mere præget af sammenstød mellem Berkeley-universitets administration og de studerende. De dannede en forening, som fik bogstaverne FSM, ”Free Speech Movement”, og denne opfordrede i flere omgang de studerende og deres lærere til at strejke. Hver dag klokken 12 var der forsamlinger foran universitetets administrationsbygning på trods af, at universitetets ledelse forbød dem. Jeg husker, hvordan jeg forsøgte at undgå stedet, men det var svært, fordi vejen hjemad gik i den retning. En eftermiddag sidst i november eller begyndelsen af december så jeg, hvordan studenterbevægelsens leder, Mario Savio, stod oven på en politibil og holdt tale. Politiet måtte forlade stedet og det blev en sejr for studenterbevægelsen.
HØJDEPUNKTET i studenteroprøret kom, da adskillige hundrede studerende i nattens mulm og mørke besatte administrationens hovedbygning, Sproul Hall. Hertil kom politiet om morgenen og fjernede de studerende med magt. De blev alle arresteret, cirka 800 personer, den største massearrestation i staten Californiens historie indtil da.
Den morgen var jeg på vej til undervisning og cyklede op ad hovedgaden, Telegraph Avenue, til universitetet. Jeg fik øje på nogle lukkede vogne med små vinduer. De havde gitre, og ud af disse så jeg fingre, der lavede V-tegn. Jeg blev klar over, at det måtte være mine medstuderende, der var blevet arresteret og skulle fremstilles for en dommer og måske tilbageholdes.
Undervisningen blev suspenderet og hele universitetet var i alarmtilstand. Berkeleys studenteroprør blev udgangspunktet for mange andre amerikanske universiteters.
Det, som skete i Frankrig og Danmark og andre europæiske lande i 1968 var efterdønninger af Free Speech Movement og dens krav om studenterrettigheder.
Det var ikke nemt for mig som god katolsk dreng at leve igennem disse tider, fordi jeg anså universitetet som den moderne civilisations kirke, hvor der skulle findes helhed, mening og dyrkelsen af alt det gode i mennesket. Jeg fandt i stedet konfrontation, had og polemik. De glorværdige 1960’ere var fyldt med egoisme, selvdyrkelse og selvoptagethed. Derfor flygtede jeg fra Berkeley til Saint Andrews Universitet i Skotland i årene 1966-1967.
Jeg var dog nødsaget til at vende tilbage til Berkeley for at tage mit sidste år i 1967-1968, og her lavede jeg mit eget oprør. Da jeg fik at vide, at jeg havde min årgangs højeste karaktergennemsnit og blev inviteret til at tale for et akademisk selskab, besluttede jeg at fortælle de inviterede, at jeg fortrød mine fire års slid og slæb for netop at opnå så højt et gennemsnit.
Hvad ville jeg opnå? Måske handlede det om at komme med mit bidrag til en verden i forandring og at fortælle mine omgivelser, at universitetet er mere end en fabrik for at skabe egnede produkter til at arbejde i multinationale selskaber.
I FORÅRET 1969 tændte jeg for radioen i Oxford og hørte nyheden om, at der var sket et opgør mellem politiet, hæren og Berkeleys studerende. De nægtede at overgive et område uden for universitetet, som de kaldte People’s Park. Det førte til en militærbesættelse af byen Berkeley og indførelsen af krigsret. En studerende var blevet dræbt, og det var usikkert, hvem der var ansvarlig. Dette var afslutningen på 1960’ernes studenteroprør.
Jeg holdt mig langt væk og fik min doktorgrad i Oxford og derefter et arbejde på et lille college i Maryland. Men jeg opsagde min stilling efter få måneder og i 1971 rejste jeg til det forjættede land, Danmark. Her fik jeg en opholdstilladelse, alene takket være min vielsesattest, noget som ville være utænkeligt i dag. Uden job, penge eller bolig fik jeg lov at blive i min hustrus land.
1968-oprøret var kommet til Danmark og havde forandret styreformen for universiteter, men der var ikke stor interesse uden for Danmark. Jeg var nok den typiske amerikaner, der troede, at han var verdens centrum. Men det var rystende at få at vide fra potentielle kolleger, at intet af interesse kunne komme fra Amerika. Jeg fik fortalt, at der ikke var behov for mig i den danske historikerverden. Det handlede om frigørelse. Flere sociale grupper i 1960’erne troede, at de var på vej til en større frihed.
I DAG ER DET, som var en kampplads i 1964 et fredeligt mødested. Så vidt jeg kan se, er de studerende i dag optaget af deres virtuelle liv og af forberedelse til gode stillinger i et samfund, som er mere konkurrencepræget end nogensinde. Solidaritet er en by i Rusland for mennesker, der siden børnehaven har været pacet af deres forældre. Den fortid, som jeg repræsenterer, virker naiv og enfoldig for disse meget vidende unge mennesker.
Skal jeg slutte her, i den gamle generations sædvanlige beklagelse af, hvad den nye generation har bragt med sig? På ingen måde. Vi havde vores tid, og den var barsk. Der var angsten for at blive sendt i en meningsløs krig. Men der var også en enorm selvtillid, fordi vi troede, vi vidste bedre end vore forældre. De repræsenterede, hvad amerikanere kalder ”the great generation” der havde været til stede under Anden Verdenskrig. Men vi var deres arvtagere.
Dog endte jeg et helt andet sted, i et land, hvor indvandrere normalt ikke er velkomne, og som dyrker myten om, at 1968 var det første studenteroprør. Det er min skæbne, på godt og ondt, som efterkommer af 1964.